Dansk Biografisk Leksikon

Knud Sadolin

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Knud Sadolin,  12.10.1878-26.8.1960, fabrikant. Født i Valløby, død i Dragør, begravet Valløby kgd. Efter 1904 at have taget polyteknisk embedseksamen (bygningsingeniør) var S. i tre år ingeniør ved Kbh.s vej- og kloakanlæg. 1907–08 var han ansat hos Ransome & Smith i New York, og de følgende år ledede han for Marx & Windsor, Havanna, forskellige store ingeniørarbejder på Cuba. 1911 vendte han hjem til Danmark og blev nu af justitsministeriet udsendt til Færøerne for at projektere vejanlæg og havne. 1912 knyttedes han til A/S S.s Farver som merkantil leder og fortsatte som sådan i den 1912 dannede storvirksomhed S. & Holmblad. Hans forretningsmæssige dygtighed, der viste sig i effektiv anvendelse af moderne salgsorganisation og reklame, supplerede udmærket broderens produktions-skabende evne. S. & Holmblad førtes uden rystelser gennem såvel krigsårene 1914–18 som de efterfølgende for dansk industri meget vanskelige kriseår, og 1938 havde selskabet en omsætning på ca. 20 mio. kr. med en eksport fordelt på ca. 40 udenlandske markeder. 1949 trådte S. tilbage fra direktørposten. I særlig grad forstod han betydningen af at knytte unge kemiske ingeniører til virksomheden hvor han gav dem store opgaver at løse, bl.a. i forbindelse med oprettelsen af A/S Kemisk Værk, Køge. – S. var medstifter af og formand for Foreningen af danske farve- og lakfabrikanter, medlem af bestyrelsen for Brancheforeningen for farve- og lakindustrien, af Industriforeningens repræsentantskab, af Dansk principalforenings hovedbestyrelse, af industrifagenes hovedbestyrelse og af styrelsen for Danmarks tekniske højskoles fond for teknisk kemi.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Reerslev og Ruds Vedby, Ole Jørgen S. (1826–1908) og Louise Suzette Emilie Marcussen (1838–1906). Gift 7.9.1912 i Frbg. k. med Ingeborg Prytz, født 22.5.1887 på Frbg., d. af ritmester, senere oberstløjtnant Holger P. (1848–1930) og Antonia Betzy Philiberta Briand de Crévecoeur (1848–1938). – Bror til Frode S. og G. A. S.

Udnævnelser

R. 1936.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel, 1937 (Sadolin & Holmblad). Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 11.10.1948. – Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 383–88. Børsen 31.12.1936. Berl. tid. 12.10.1938. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Dragør
gammel skipper-, fisker- og færgeby på Amage ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PKJen
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki