Dansk Biografisk Leksikon

Arthur Feddersen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Arthur Feddersen, Arthur Frederik Feddersen,  16.2.1835-27.2.1906, fiskerikyndig. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst., urne på Frbg. kgd. F. var elev på Sorø akademi 1846-53 og tog adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt 1855, 1. del af eksamen i anvendt naturvidenskab 1856. Efter i nogle år at have undervist i københavnske kommuneskoler konstitueredes han 1861 som adjunkt ved Viborg katedralskole og fik fast ansættelse 1864. Allerede tidligt havde han fattet interesse for fiskeriernes udvikling og efter sin hjemkomst fra den internationale fiskeriudstilling i Bergen 1865 stiftede han Fiskeriselskabet for Viborg og Omegn og fik anlagt en udklækningsanstalt. Samtidig påbegyndte han sammen med birkedommer H. V. FiedlerTidsskrift for Fiskeri der (fra 1873 med titel Nordisk Tidsskrift for Fiskeri) bestod indtil 1882 da det afløstes af Fiskeritidende (fra 1892 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad, fra 1903 Dansk Fiskeritidende) af hvilket F. var redaktør 1882-92 og 1902-06. 1883 fritoges han i to år for sin lærervirksomhed, men beholdt sin løn for helt at kunne hellige sig sin interessse for fiskeriets fremme. 1885 tog han definitivt sin afsked som skoleem-bedsmand. 1884 deltog han i stiftelsen af Foreningen til fiskeriernes fremme i Danmark og blev dens sekretær. 1887 sammensluttedes foreningen med Dansk fiskeriselskab til Dansk fiskeriforening i hvilken F. var en ledende kraft, først som sekretær, senere (fra 1892) som konsulent. Han skabte og ordnede dens modelsamling, holdt talrige oplysende foredrag rundt om i landet og var leder af fiskeriafdelingen på de nordiske industriudstillinger. Han foretog adskillige rejser, bl.a. til Island på Altingets opfordring, og var korresponderende medlem eller æresmedlem af forskellige fiskeriselskaber i Europa og Amerika.

Han udfoldede tillige en flittig skribentvirksomhed. Han var forfatter af Fortegnelse over de danske Ferskvandsfisk i Naturhistorisk Tidsskrift, 1879, Vore ferske Vande og deres Beboere og De danske Padder og Øgler (begge i "Frem", 1899), Samleren, 1899, Havet, dets Opdagelse og Erobring, 1903 samt flere af Dansk fiskeriforenings småskrifter. Hans vigtigste indsats ligger dog i hans personlige arbejde for vore fiskeriers fremme og for fiskerstandens sociale højnelse. Det må for en del tilskrives datidens stærke politiske intolerance at F. der var overbevist venstremand ikke blev Fiedlers efterfølger som statskonsulent; ligeså at han 1892 af den daværende bestyrelse i Dansk fiskeriforening afskedigedes som foreningens sekretær og redaktør af medlemsbladet; efter systemskiftet 1901 blev han dog atter bladets redaktør og var det til sin død. – Tit. professor 1902.

Familie

Forældre: kancellisekretær, senere borgmester i Roskilde og justitsråd Peter F. (1800-69) og Bolette Kirstine Kock (1809-86). Gift 25.6.1859 på Frbg. med Laura Vilhelmine Eleonora Caroline Møller, født 21.5.1833 i Kbh. (Frue), død 21.4.1912 på Frbg., d. af bagersvend Ole M. og Benthe Cæcilie Burchhardt.

Udnævnelser

R. 1888. F.M.1. 1874.

Ikonografi

Træsnit 1888 efter foto. Træsnit 1898. Mal. af Georg Schjelderup, 1905. Foto.

Bibliografi

S. Elvius og H. R. Hiort-Lorenzen: Danske patriciske slægter, 1891 102-25. Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen I, 1900 171-73. Søndagsposten 16.9.1888. Th. Wedén i III.tid. 19.2.1905. Søndagsbladet 12.2.1905. Politiken 28.2.1906. Ferskvandsfiskeribl. 1.3.1906 80; sst. 15.3.1906 96-103. Dansk fiskeritid. ny r.IV 5.3.1906 73-75; sst. ny r.X 1.6.1912 285-91. – Papirer i Rigsark. og Erhvervsark. (Dansk fiskeriforen.s ark.). Breve i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Padder
Padder, Amphibia, er en klasse af hvirveldyr om ...Artikel i Den Store Danske
Fiskeri
Både i havet og i ferskvand fanges store mængde ...Artikel i Den Store Danske
katedralskole
tidligere også kaldt  domskole eller kapitelsk ...Artikel i Den Store Danske
naturvidenskab
den del af den videnskabelige forskning, som ...Artikel i Den Store Danske
Bergen
Norges næststørste by; 235.046 indb. i selve ...Artikel i Den Store Danske
Øgler
Varaner og gekkoer, leguaner og firben, kamæleo ...Artikel i Den Store Danske
Menneskets udnyttelse af søernes fiskebestande
Oldtiden Placeringen af oldtidens bopladser ved ...Artikel i Naturen i Danmark
statskonsulent
fagkyndig embedsmand, som varetager rådgivningsopgav ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HBlegvad
17/07/2011
  • Læst 488 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki