Andreas Bruun, 1737-16.6.1788, pakhusforvalter. Født i Kristiania, død i Kbh. (Holmens), begravet ved Holmens k. Fra ungdommen var B. formentlig beskæftiget ved handelen og skibsfarten på Island, i hvert fald blev han "overtaget" sammen med Islands-handelen da denne 1783 indgik i Det kongelige octroyerede almindelige Handels Compagnies mange aktiviteter, hvoriblandt Grønlands-handelen. 1767 blev han udsendt som assistent ved Ritenbenk, hvorfra han 1769 anlagde "Colonie-Rosenkrantz", rejste til København 1770, blev udsendt igen året efter til samme sted for at flytte kolonien til Upernavik 1772 som han ledede indtil 1775. 1777–79 foretog han rekognosceringsrejser i Julianehåb distrikt. 1779– 81 var han ansat ved Den kongelige grønlandske handels kontor i København, 1781 pakhusforvalter ved Det kongelige dansk-norsk-slesvigske og holstenske Handels- og Kanalkompagni. – I de perioder hvor han ledede kolonianlæg i det dengang nordligste område var han gentagne gange plaget af sygdom ledsaget af skørbug. Til trods herfor gennemførte han sine forsæt, men måtte til slut af helbredshensyn opgive ledelsen. Rekognosceringsrejserne i Julianehåb distrikt 1777–79 foretog han sammen med Aron Arctander. B.s formål var at undersøge mulighederne for kvægavl, især fåreavl. Hans opgave var foranlediget af tanken om bosættelse af fåreavlende islændinge eller færinger, for denne sidste gang foreslået af John Erichsen. B.s rapporter må ikke have virket fremmende for ideen, for projektet blev ikke til noget. – Efter disse rejser magtede B. ikke at yde mere i den nordlige tjeneste.

Familie

Forældre: toldbetjent Christian B. (død ca. 1751) og Mette Andersdatter Baar (død 1773, gift 2. gang 1753 med vinhandler Jean Valleau). Gift 1. gang 1767 med Sidsel Cathrine Soelberg, døbt 17.8.1736 i Kbh., død 11.2.1777, d. af justitsskipper ved Holmen Christian S. (død senest 1763) og Marie Elisabeth de Nes (død tidligst 1762). Gift 2. gang 1784 med Christiane Conradine Sophia Juritz, født 1745 i Kbh., død 20.3.1819 sst., d. af proviantforvalter ved.Laurvigs grevskab Christian Conrad Sophus J. (gift 2. gang med N. N.) og Justine Christensdatter.

Bibliografi

H. Ostermann: Nordmænd på Grønland I, Oslo 1940 175–83. "Dagbog holden 1777 og 1778" i Medd. fra Norges Svalbard- og ishavs-undersøgelser nr. 58, 1944 1–57. F. Gad: Grønlands hist. II, 1969. – Dagbog i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig