Dansk Biografisk Leksikon

Vilhelm Schou

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Vilhelm Schou,  23.3.1861-5.9.1922, teglværksejer. Født i Fredericia, død i Antvorskov, Slagelse (Skt. Peders landsg.), begravet i Slagelse. S. blev student fra Metropolitanskolen 1878 og 1884 cand.polit. Allerede i kandidatåret blev han bestyrer af Dansk Arbejderbanks Vesterbroafdeling og virkede her, til han 1888 overtog forpagtningen af GI. Antvorskov teglværk, de første år sammen med en bror. Teglværket var anlagt af farfaderen, den fremtrædende Slagelsekøbmand, agent H. H. Schou der 1856 havde købt en del af det areal hvorpå Antvorskov kloster og senere slot havde ligget. 1910 overtog S. Antvorskov tillige med Herthalund og teglværket som eneejer. Han var meget historisk interesseret og fortsatte de udgravninger af de gamle anlæg der under Nationalmuseets ledelse var påbegyndt i 1880erne. I en særlig bygning indrettede han et lille museum for en del af løsfundene. S. sad en tid i Skt. Peders landsogns sogneråd og var medlem af sundhedskommissionen. Sin branche repræsenterede han i bestyrelserne for flere af teglværksindustriens organisationer, bl.a. Teglværksforeningen af 1893 hvor han en periode også var formand. Selv om han ikke var tekniker, gjorde han flere opfindelser til lettelse for arbejdet på teglværkerne. Især blev en afsættervogn en succes der bredte sig til hele Norden og Tyskland hvor den overalt anvendtes en årrække. S. glemte dog ikke sit oprindelige fag; han skrev talrige artikler til blade og tidsskrifter om politiske og økonomiske spørgsmål, og 1911 udsendte han Bidrag til Undersøgelse af Byggevirksomheden i Danmark i de sidste 75 Aar, en velskrevet bog der vakte betydelig interesse. I sit testamente henstillede han til arvingerne at sikre Antvorskov som slægtens bolig – en vanskelig opgave, da han ikke efterlod sig en særlig kapital dertil. Ved en adskillelse af teglværk og gård og ved at gøre sidstnævnte til en selvejende institution lykkedes det dem dog at opfylde hans ønske.

Familie

Forældre: oberstløjtnant Theodor S. (1834–1912) og Emilie S. J. Mariboe (1833–1912). Ugift. – Bror til Einar S., Erik S., H. H. S. og RudolfS.

Bibliografi

Teglværksforen. af 1893, 1918 17. Lerindustrien 15.9.1922. Fra slægten Schous bolig. GI. Antvorskov ved Slagelse I, 1933 28–30.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
selvejende institution
virksomhed eller sammenslutning, der har egen formue ...Artikel i Den Store Danske
Metropolitanskolen
grundlagt i 1209 af biskop Peder Sunesøn som dom ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FHLau
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki