A.C. Illum, Anton Carl Pedersen Illum, 5.7.1863-20.4.1938, grosserer. Født i Dyvskrog, Åstrup sg. ved Fåborg, død på Empress of Britain mellem Fiji og Honolulu, urne på Vedbæk kgd. I. havde sine første læreår (1878–83) hos V. Wegener i Vejle og arbejdede derefter et par år hos Frølund & Wittrup, Horsens. 1885 søgte han til Hamburg og havde i næsten seks år ansættelse hos det dengang store firma Wm. Klöpper, for hvilket han rejste i Danmark i fem år. 3.3.1891 etablerede I. sig med en mindre forretning i Kbh. (Østergade 55) som imidlertid hurtigt på grund af sin indehavers dygtighed og initiativ tog et betydeligt opsving. Af stor betydning for ham i disse år var det, at han fra Wm. Klöpper havde en betydelig varekredit, da hans egenkapital ved starten var meget beskeden. Allerede 1898 blev stedet ham for trangt, og han flyttede n.å. over på den anden side af Østergade og grundlagde her sit nu gennem mange år landskendte stormagasin. Efterhånden som forretningen voksede, købtes naboejendommene ind; bl.a. erhvervedes 1911 den Efterslægtselskabets skole tilhørende ejendom, og på de grunde firmaet da rådede over, påbegyndtes 1914 den ombygnings- og nybygningsvirksomhed som siden i årenes løb med mellemrum er blevet fortsat, og som har givet dette stormagasin en både udvendig og indvendig på én gang praktisk og festlig ramme. 1.1.1920 blev forretningen omdannet til et familieaktieselskab, men lige op til sine sidste år bevarede I. førerskabet og var den der betød overblikket og syntesen i den store virksomhed. Allerede 1913 etablerede han en pensionsordning der dannede mønster for mange større virksomheder. Som forretningsmand må I. utvivlsomt karakteriseres som en usædvanlig dygtig og energisk købmand med betydelige organisatoriske evner; tidligere end nogen anden stormagasinleder forstod han at tage en rationel statistik i sin tjeneste til belysning af rentabiliteten inden for virksomhedens mange grene. En ukuelig optimisme var til stor hjælp i vanskelige perioder, ligesom en medfødt arkitektonisk sans kom ham til megen nytte gennem årene ved indretningen af rammerne for hans stormagasin. En søn, Svend Illum (1899–1978) var direktør i stormagasinet 1931–69.

Familie

Forældre: skibsbygger, senere i Vejle Peter Hansen Pedersen (I.) (1834–77) og Ane Kirstine Rasmussen (1834–1914). Navneforandring fra Pedersen 26.11.1888. Gift 23.9.1892 i Roskilde med Karen Marie Andersen, født 8.12.1868 i Viborg, død 11.10.1939 i Kbh., d. af købmand Christian A. (1839–89, gift 2. gang 1878 med Cathrine Marie Mortensen, 1852–1928) og Caroline Severine Thøgersen (1842–73).

Ikonografi

Mal. af Bertha Wegmann, 1916, og af Carl Forup, 1934. Buste af J. J. Bregne (Illum). Foto.

Bibliografi

Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933. Tage Heft: 16 stormænd i da. erhverv, 1939 221–32. Halvtreds år på Østergade, 1941.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig