A.N. Hansen

A.N. Hansen, Andreas Nicolai Hansen, 14.9.1798-12.12.1873, grosserer. Født i Kbh. (Nic), død sst., begravet i Gentofte. Efter at have gået i Efterslægtselskabets skole kom H. i en ung alder på kontoret hos Joseph Hambro der hurtigt fik blik for hans betydelige evner. Allerede 1819 etablerede Hambro ham på øerne Guernsey og Jersey som agent for den ret anselige varehandel med de brasilianske og danske produkter som hovedfirmaet førte over disse øer, og under dette ophold traf han sin senere hustru. Da derpå den danske regering 1821 skulle afslutte det såkaldte Haldemann-Goldschmidtske 5 %. lån i London på 3 mill. £ og hertil benyttede huset Hambros bistand, var det H. der i forening med Hambros kompagnon George Gerson ordnede sagen i London. 1825 formåede Hambro H. til at rejse til Kristiania for at føre tilsyn med toldintraderne der var stillet som sikkerhed for et med Hambro afsluttet statslån, men kort efter etablerede Hambro tillige H. som chef for en filial af sit hus som under firma Andreas H. snart vandt sig et anset navn blandt Kristianias dengang fåtallige købmandsfirmaer. Opholdet der blev imidlertid kun kort, da Gersons død 1825 fremkaldte et stærkt ønske hos Hambro om at få H. tilbage til hovedfirmaet. Kun modstræbende fulgte han denne opfordring 1826, og først efter at han havde sikret sig at blive associé i firmaet på gunstige betingelser. 2.5.1829 løste han selv borgerbrev som grosserer. 1831 indgik C. J. Hambro & Søn med et andragende til myndighederne om forskellige privilegier i forbindelse med anlægget af en dampdreven rismølle, og firmaet fik ved kgl. bevilling ti års eneret til i Danmark at drive et dampmølleværk til afskalning af ris. Da rishandelen var begrænset til visse tider af året skulle anlægget også benyttes til formaling af korn. Da ydermere affaldet fra rismøllen var et fortrinligt kreaturfoder, gav dette senere anledning til at knytte et slagteri og salteri af kød og flæsk til mølleanlægget. I dette nye foretagende – navnlig dets merkantile side – var H. ubestridt hovedmanden, selv om huset Hambro og H.s svoger Alfred Mansell en tid lang var medinteressenter. Allerede 1836 udtrådte H. af det Hambroske firma for helt at hellige sig sin industrielt-merkantile virksomhed under firmanavnet A. N. Hansen & Co., og da Hambro omkring 1840 i voksende grad flyttede sin interessesfære fra Kbh. til London hvor hans søn 1839 havde etableret sig som bankier, overtog H. Hambros andel i forretningen og førte den videre først med sin ovennævnte svoger og senere med sine sønner Alfred og Harald H. Med stor dygtighed og held opbyggede han efterhånden et meget betydeligt foretagende, som i årenes løb gjorde ham til en meget velstående mand.

Ved siden af sin omfattende forretning fik han i kraft af sin levende ånd og store energi også tid til at interesere sig for sin stands interesser. 1829 valgtes han til medlem af Grosserer-Societetets komité og gjorde sig her hurtigt gældende. Allerede i 30erne og endnu mere i de følgende år blev han en af komiteens mest indflydelsesrige mænd, og da han endelig 1856 – efter L. N. Hvidts død – valgtes til formand i komiteen, blev dette taget som noget selvfølgeligt. I almindelighed bøjede man sig for hans store blik på tingene og erkendte hans betydelige indsigt i handelslivets forskellige forhold, og selv om der over hans fremtræden til tider kunne være noget stejlt og barskt, var han alligevel en mand som grosserer-standen som helhed ikke blot så op til, men også holdt af, og han beklædte da også denne post lige til sin død. Ud over sin deltagelse i Grosserer-Societetets komités virksomhed deltog H. ikke i det offentlige liv når bortses fra en kort periode 1842-44 hvor han var stænderdeputeret for Kbh. i Roskilde stænderforsamling. Derimod sad han i forskellige aktieselskabers bestyrelse, således var han formand for De private Assurandører fra 1839 til sin død og i adskillige år var han medlem af Nationalbankens repræsentantskab. Efter broderen nationalbankdirektør Hans Peter Hansens død 1861 valgtes han endog til direktør for banken, men han afslog at modtage valget da han ikke kunne forene det daglige arbejde i banken med sin private forretning. 1857 var han desuden medstifter af Privatbanken. – For landvæsenet nærede han gennem hele sit liv stor interesse. 1833 blev han medlem af landhusholdningsselskabets handelskomité; han ejede desuden til forskellige tider flere store gårde, således på Sjælland en tid Kokkedal (1829-43) og senere Øregård ved Strandvejen, i Jylland Tirsbæk ved Vejle fjord (1861-73) og Nørre Holmegård ved Lemvig (1867-73). -Medfødte betydelige faglige evner parret med solide borgerlige egenskaber gjorde H. til en af sin samtids mest fremstående købmandsskikkelser. Han var en ener der ikke tålte modsigelse; hans barnebarn Mary Bess Westenholz lægger ikke skjul på at han i sit hjem var en tyran. H. blev oldefar til Karen Blixen.

Sønnen Alfred Peter Hansen, født 25.5.1829, død 10.11.1893 i Berlin, blev uddannet som ingeniør i England og blev 1.1.1859 optaget som kompagnon i firmaet A. N. Hansen & Co. 1866-74 var han medlem af Sø- og handelsretten, 1875-93 af Grosserer-Societetets komité. Konsul for Equador. Etatsråd 1888. – Den yngste af sønnerne James Gustav Hansen, født 29.8.1843, død 16.3.1912, blev student 1862 og cand.jur. 1869. Han blev medindehaver 1871, fra 1907 eneindehaver, af tobaksfirmaet Jørgen Bech og Sønner. Medlem af Sø- og handelsretten 1878-91, af Landmandsbankens bankråd fra 1897 og direktør i Det kgl. oktrojerede Søassurance-kompagni 1882. Som medlem af landstinget 1896-1906 for højre blev han broderen Octavius H.s politiske modstander. 1902 gjorde han sig bemærket ved at stemme mod salget af De danskvestindiske øer som han oprindelig var stemt for at sælge. Derved blev der stemmelighed og forslaget bortfaldt. Etatsråd 1898. R. 1894. – (A.N.H.) Etatsråd 1852.