Andreas Christiansen

Andreas Christiansen, 3.8.1816-16.4.1900, grosserer, stempelpapirforvalter. Født i Flensborg (Nic.), død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Efter faderens død (1831) sendtes C. til et opdragelsesinstitut i Braunschweig og kom derefter i handelslære i Bremen. 1836 optoges han i moderens forretning i Flensborg og foretog med husets skibe flere rejser til Vestindien for at tilse firmaets faktorier. 1842 overtog han ledelsen af handelshuset Andreas C, og 1845 udrustede han sin første ostindiefarer. Af de tre indehavere af forretningen var han den der deltog mest i det offentlige liv. 1844 var det ham som anmodede Jacob Kloppenborg om at oprette Ridehuset, og 1842 var han blandt indbyderne til dannelsen af Liedertafel, men da denne blev slesvigholstensk var han to år senere fører for oppositionen der dannede en ny sangforening med nordisk indstilling. I jernbanesagen virkede han for tværbanen Flensborg-Husum-Tønning. Ligeledes kæmpede han i borgerforeningen for Slesvigs ubetingede tilslutning til Danmark. I årene umiddelbart før 1848 var han chef for Den kgl. Christiansgarde. 1847 aflagde Christian VIII besøg i hans hus, ligesom Frederik VII under treårskrigen boede hos ham. Også den folkelige danske vækkelse i Sønderjylland fik en god ven og støtte i C. Fra 1845 var han medlem af Slesvigsk forening og valgtes n.å. til formand for Flensborg og omegn. Skønt han på grund af sit lange ophold i Tyskland skriftligt beherskede tysk bedre end dansk gjorde han et stort agiterende arbejde for den danske sag, og altid var Christian Flor, Laurids Skau m.fl. velkomne i hans hus. 1848 faldt det hele familien naturligt bogstaveligt at ofre liv og blod for den danske sag uden at tage hensyn til at dens anti-slesvig-holstenske standpunkt skaffede den af med flere handelsforbindelser. Mens byens styrelse 26.3. efter lang rådslagning anerkendte den provisoriske regering samledes de danske hos C. der til slut sendte en kurér til selve kongen for at få besked om begivenhederne i hovedstaden, og melde at det ikke var borgerne der anerkendte den nye tilstand. Under krigens skiftende gang var C.s hus først opholdssted for kongen, erklæredes derefter for slesvigholstensk statsejendom og blev hovedkvarter for den preussiske general M. K. E. Prittwitz for senere at blive bolig for kongens regeringskommissær F. Tillisch. Selv måtte han en tid lang flygte og opholdt sig da sammen med sin ligesindede bror Johan Caspar C. (1821-92) som ordonnansofficer i general de Mezas nærhed på Als. Ved C.s hjemkomst gav hans arrestation anledning til en veritabel gadekamp. 1849 var han medopretter af en dansk forening til støtte for regeringskommissionen og forsøgte (forgæves) at få udgivet et nyt slesvigsk blad. Efter Istedslaget fandt i alt 375 sårede og døende soldater pleje i hans huse. Foruden at krigen skadede hans forretning ramtes han midt i 50erne af pengekrisen således at moderen måtte overtage skibe og huse. Ved A. Regenburgs og andre formående venners hjælp udnævntes han 1857 til stempelpapirforvalter for hertugdømmet Slesvig med bopæl i Flensborg. 1864 afskedigedes han af tyskerne, og hans formentlige malkonduite foranledigede at finansminister C. E. Fenger 1871 satte sig imod hans udnævnelse til et andet embede. Efter moderens død 1867 flyttede han til Kbh., men bevarede forbindelsen med danskheden i Flensborg til det sidste.