Anker Lau, Anker Høyer Lau, 13.10.1901-26.11.1989, grosserer. L. fik realeksamen fra Marselisborg skole i Århus 1917, blev handelsuddannet i firmaet Kaalund og Henriksen i Kolding 1917–21, tog handelseksamen 1920, var bogholder i firmaet et par år hvorpå han efter en kortere uddannelse i udlandet bosatte sig i Kbh. og ansattes i A/S Montana 1922. Han ønskede at få egen virksomhed, fik grossererborgerskab 1925 og begyndte egen forretning i kulbranchen 1934.

På dette tidspunkt havde L. indledt sit politiske virke som Venstres kandidat til folketinget i Randerskredsen 1932, men opnåede ikke valg. 1935–43 var han formand for den liberale vælgerforening i Kbh. og Frbg., fra 1935 medlem af bestyrelsen for det sjællandske og bornholmske Venstre og ligeledes fra 1935 medlem af repræsentantskabet for venstres landsorganisation. I slutningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne søgte L. forgæves valg i Kbh., men da der blæste mildere vinde mod Venstre efter dannelsen af regeringen Knud Kristensen 1945 stod L. sammen med Axel Kristensen i spidsen for et fremstød i hovedstadsområdet.

1946 oprettedes Morgenbladet, udgivet af A/S den københavnske venstrepresse hvis bestyrelse L. var medlem af til bladet ophørte 1949–50. Desuden valgtes han til folketinget 1947 af hovedstadens Venstre der oprettedes som særligt parti i hovedstaden, og da det ophørte efter en valglovsændring valgtes han 1950 for Venstre i Østre Storkreds som han repræsenterede til 1964. Kbh.s borgerrepræsentation var han medlem af 1946–50. I folketinget beskæftigede L. sig fortrinsvis med erhvervsspørgsmål og talte varmt den frie handels sag ud fra en liberal grundholdning. Han var medlem af mælkekommissionen af 1949, næringslovkommissionen af 1954 og licitationskommissionen af 1956 og var fra 1948 medlem af vareforsyningsudvalget.

I erhvervslivets organisationer var L. virksom i Grosserersocietetet, Erhvervenes Oplysningsråd, engageringskontoret for Handel og Industri, Fondsbørsen og som formand for Kbh.s Kulhandlerforening og har været medlem af Sø- og Handelsretten og af Handelsskolerådet. I 1960'erne var han direktør for nogle kul og koks importfirmaer og var fra 1970 medindehaver af I/S Anker Lau & Co. Han udgav Fremad paany, 1939, Demokrati eller magtkamp. 1965, og Vort livs poesi, 1978.

Familie

Anker Lau blev født i Kolding.

Forældre: sagfører, senere borgmester og kreditforeningsdirektør Edvard Rasmus L. (1859–1924) og Anna Gotlobdine Birgitte Høyer (1863–1901). Gift 25.8.1926 i Kbh. (b.v.) med Betty Gudrun Guldborg, født 3.4.1903 i Rødovre, død 1978, d. af havearkitekt Laurits P. G. (1873–1943) og Harriet Dyring Møller (1874–1943).

Udnævnelser

R. 1952. R1. 1970.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Venstre i 100 år. 1939–70, af Chr. P. Fogtmann, 1970. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig