Chrétien Frédéric Emile le Maire, 23.11.1814-7.4.1912, grosserer, bankier. Født i Kbh. (Ty. ref.), død sst., begravet sst. (Ass.). Fjorten år gammel kom le M., der på fædrene side tilhørte en i begyndelsen af 1700-tallet indvandret huguenotfamilie, i lære hos Joseph Hambro der var indehaver af den tids største danske bankier- og handelsvirksomhed. Ved sin jernflid og intelligens vandt han hurtigt sin chefs bevågenhed, og i løbet af en kort årrække hørte han til firmaets allermest betroede folk. Da Hambro fra 1840 i stigende grad opholdt sig i London blev le M. en af lederne af den Hambroske forretning i Kbh., og fra 1848 overtog han sammen med Wilhelm Smidt (1801–84), også en af Hambros fremstående folk, hele bankierforretningen i Kbh. under firmanavnet Smidt & le M. De nye chefer viste sig hurtigt i stand til på det allerede skabte grundlag at opbygge en meget betydelig forretning, og navnlig i kraft af le M.s forudseenhed var firmaet ved krisen 1857 i stand til at yde sin omfattende kundekreds en så virksom støtte at firmaets fremskudte placering dermed blev almindelig fastslået. Helt op til 1884, i hvilket år det likviderede ved Wilhelm Smidts død, nød det da også en usædvanlig anseelse i danske finansielle kredse. Selv om le M. først og fremmest anvendte sin betydelige arbejdskraft og sine fremragende evner på egen forretning var han dog også medvirkende ved starten af andre virksomheder. Således var han medstifter af Privatbanken 1857 og senere af Burmeister & Wain samt af Kbh.s Handelsbank, i hvis bestyrelse han var medlem fra bankens start 1873 og næstformand 1879–1910. Også Grosserer-Societetets komité havde bud efter ham, og 1849–81 var han medlem heraf, fra 1873 som næstformand. Ved Smidt & le M.s likvidation 1884–85 – i henhold til en tidligere truffen bestemmelse om at dette skulle ske ved den ene kompagnons død – blev en del af forretningerne overtaget af Handelsbanken mens en anden del – under firmanavn Claus L. Smidt – overtoges af Wilhelm Smidts søn Claus Langhaar Smidt der havde været medlem af firmaet siden 1868.

le M. var ved sit firmas likvidation en særdeles velhavende mand og blev siden hen en stor legatstifter. Således administrerer borgerrepræsentationen grosserer E. le M.s og hustrus legat for mænd og kvinder i Kbh., fortrinsvis sådanne som hører eller har hørt til handels- eller embedsstanden. Legatkapitalen var oprindelig godt 300 000 kr. og er i årenes løb vokset til ca. 420 000 kr.

Familie

Forældre: maler, tegnelærer, gravør Daniel Frédéric le M. (1787–1819) og Marguerite Henriette Wilhelmir ne van Helsdingen (ca. 1796–1875). Gift 26.6.1847 i Kbh. med Lovise Johanne Frederikke Krogh, født 16.8.1822 i Roskilde, død 6.4.1871 i Kbh., d. af købmand Frederik Ludvig K. (ca. 1796–1824) og Pouline Elisabeth Møller.

Udnævnelser

R. 1852. K.2 1889. DM. 1899.

Ikonografi

Mal. af Otto Bache bl.a. 1905 (Handelsbanken). Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 580. III. tid. 27.11.1904. Jul. Schovelin: Privatbanken i Kbh. 1857–1907, 1907. Børsen 10.4.1912. [Ove] Krak: Danm.s ældste forretninger, 1915 255.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig