Harald Plum

Harald Plum, Harald Skovby Plum, 30.1.1881-24.10.1929, smøreksportør. Født i Assens, død på Torø ved Assens, begravet i Assens. Efter skolegang i Assens og senere i Århus katedralskole blev P. student 1899 fra Jessens latin- og realskole der havde til huse i Industriforeningens bygning i København. Han blev cand.jur. 1905 og virkede derefter i fire år, til 1909, som juridisk manuduktør. 1908-12 drev han forretning som overretssagfører. Allerede forinden var han ved faderens død 1905 og ved farbroderens Frederik Plums omtrent samtidige død blevet draget ind i erhvervslivet hvortil han både ved tilbøjelighed og slægtstradition følte sig stærkt knyttet. Som støtte for familiefirmaet N. M. & F. P. i Assens oprettede han 1907 et lille firma, The Butter Export Co. der skulle forsøge eksport af drittelsmør der var mere holdbart end det sædvanlige smør, men af hensyn til firmaet T. & S. M. Plum i København, blev det hurtigt nødvendigt at opgive denne virksomhed, og P. optog derefter en eksport af dåsesmør til oversøiske pladser gennem det 1908 startede The Crown Butter Export Co. der senere blev sammensluttet og samarbejdet med flere andre smøreksportforretninger, ligesom det desuden optog eksport af mælk i dåser. P.s ambitioner rakte imidlertid videre, og 1911 etablerede han med støtte af Landmandsbanken The United Export Co. Dette selskab blev udgangspunktet for en stor mængde handels- og industriaktieselskaber som P. i de følgende år – navnlig i perioden 1916-19 – med støtte af Landmandsbanken og dennes direktør Emil Glückstadt, der sad i United Export Co.s bestyrelse, grundlagde eller erhvervede aktieinteresser i, dels herhjemme, dels i en lang række lande jorden over.

1916 stiftede P. Det transatlantiske Kompagni der skulle virke som "holding company" og samle den finansielle kontrol over alle de selskaber der var indeholdt i koncernen. Ved hjælp af meget diskutable manipulationer som bragtes i anvendelse allerede i United Export Co.s første leveår skabtes formel basis for regnskabsafslutninger der udviste passende overskud og udbyttedeklarationer. Disse dannede atter basis for start af nye selskaber og nye kapitaludvidelser. Til trods for hele koncernens løse opbygning og den dilettantisme der på vigtige områder prægede dispositioner og medarbejderstaben lykkedes det P. i løbet af krigen og de første efterkrigsår at opnå engagementer hos Landsmandsbanken for op imod 200 mio. kr., et fuldkommen urimeligt engagement, dels på grund af dets uhyre størrelse i forhold til Landmandsbankens virkemidler, dels og navnlig fordi det var så planløst og lidet forretningsmæssigt bygget op. Likvidationen 1922 og følgende år afdækkede da også så kolossale tab at koncernens aktionærer såvel som Landmandsbanken praktisk taget tabte hele deres tilgodehavende. At konjunkturomslaget på verdensmarkedet 1920-21 og konfiskationen af de russiske interesser medvirkede til og fremskyndede dette resultat er uden for enhver tvivl, men også uden disse to omstændigheder ville et sammenbrud være kommet. P. fratrådte ledelsen af Transatlantisk Kompagni 1922, men fortsatte som direktør i The Crown Butter Export Co. som han hele tiden havde holdt uden for enhver forbindelse med og forpligtelse over for Det transatlantiske Kompagni. Den ved Landmandsbankens sammenbrud sept. 1922 nedsatte kommission undersøgte også forholdene inden for kompagniet, og ved østre landsrets dom af 10.11.1923 kendtes P. skyldig i overtrædelse af aktieselskabslovens § 55 (urigtig regnskabsaflæggelse) og idømtes herfor en bøde på 4 000 kr., en dom der både af ham selv og dem der endnu troede på ham blev betragtet som en rehabilitering. Efter koncernens totale sammenbrud kunne P. selvsagt ikke påregne mere støtte fra Landmandsbanken, men P., der havde en vis bestikkende og rolig forhandlingsform, opnåede at knytte forretningsforbindelse bl.a. med Folkebanken for Kbh. og Frbg. hvor en slægtning af ham var direktør, med Privatbanken i Kbh. og forskellige udenlandske banker. Med basis i Crown Butter opbyggede han over fem-seks år en ny koncern med ca. 20 firmaer af hvilke Nordisk Trust Co. fra 1926 gennem tilførsel af udenlandsk kapital skulle virke som løftestang for inddragelse af andre virksomheder under den P.ske interessesfære. 1927 offentliggjorde P. nogle dagbogsblade der ikke i nogen retning indicerede nogen betydningsfuld personlighed, men som yderligere bar vidne om en i mange henseender stærkt forfængelig og barnagtig indstilling, og dagbogsbladene bevirkede uden tvivl at en vis skepsis bredte sig også i de kredse der ikke syntes at erfaringerne fra Transatlantisk var tilstrækkelig afskrækkende. I samme retning virkede P.s ekstravagance der dog også omfattede en ikke ringe, men nok lidt naiv godgørenhed. Øen Torø ved Assens som han købte 1917 indrettede han på fantastisk vis til en art familiestiftelse og lod 1926 Carl J. Bonnesen opstille det store billedhuggerværk Tors kamp med jætterne derovre. Stadige krav om kreditudvidelser over for de nye bankforbindelser satte imidlertid i efteråret 1929 kritiske undersøgelser i gang fra bankernes side som snart efterfulgtes af politimæssig undersøgelse, og som afdækkede meget betydelige bedragerier, falsk regnskabsaflæggelse, udstedelse af falske partialobligationer m.m., således at aktionærerne og bankerne led meget betydelige tab, i alt omkring ca. 20 mio. kr. Da P. mærkede at slaget var tabt skød han sig på Torø.

I slutningen af 1929 blev på Det kgl. bibliotek deponeret korrekturarkene til ca. 120 sider af fjerde bind af P.s dagbogsblade. Han havde i tredje bind samme år redegjort for sine forsøg på i 1920 ved forhandlinger med en sovjetisk handelsdelegation at retablere forbindelsen til Rusland. Denne tråd tog han op i fjerde bind der nu er tilgængeligt, men en fuldstændig skuffelse for så vidt angår klarlæggelse af de punkter vedrørende P.s virksomhed der endnu måtte være tvivl om. I de vigtige forhandlinger der nok førte til en overenskomst, men ikke til resultater i hans regie placerede han sig – efter sin egen opfattelse – i centrum for den europæiske politik, og det i en sådan grad at det kan have medvirket til den tvivl om hans mentale tilstand der glimtvis kom til orde efter hans selvmord. Skylden for at der ikke kom noget ud af hans bestræbelser for på international basis at få Sovjet til at opgive nationaliseringen af udenlandsk ejendom og tillade genoptagelse af udenlandsk erhvervsaktivitet lægger han på erhvervsorganisationerne og på H. N. Andersen, Glückstadt og H. P. Hjerl Hansen; men han tilslører og fortier samtidig så væsentlige træk at hans oplysninger i det store og hele er værdiløse til opklaring af begivenhederne.