Jørgen Bech, Jørgen Thomsen Bech, 21.10.1731-11.4.1816, grosserer. Født i Flade i Horns hrd., Vendsyssel, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). B. mistede i en tidlig alder begge sine forældre og blev opdraget hos fremmede indtil han tolv år gammel kom i lære hos grosserer Jacob Severin i Kbh. Her blev han til efter sin principals død hvorefter han 1751–54 – med forskellige forhindringer, bl.a. havari – gjorde en rejse til Kina som medhjælper hos en supercargo i Det kgl. asiatiske compagni. Efter hjemkomsten begyndte han en virksomhed som opkøber af menneskehår til frisører og parykmagere. 1760 tog han borgerskab som te- og porcelænshandler og 1764 som grosserer og tømmerhandler. S.å. optog han D. H. Bärentz som kompagnon i sin forretning og antog firmanavnet Jørgen B. & Co. I den store handelsperiode i slutningen af 1700-tallet vandt han sig en betydelig formue. Hans hovedforretning lå på Østersølandene og Norge, og fra Kbh. eksporterede han især kolonialvarer og nordiske produkter til Østersølandene og modtog tømmer retur. Forretningen voksede ham imidlertid i begyndelsen af 1800-årene noget over hovedet, og som følge af tab på forskellige forbindelser opgav han sit bo okt. 1805 og erholdt moratorium; ultimo 1806 kunne opbuds-kommissionen dog atter hæves efter at de sidste kreditorer havde akkorderet til 75 %. Ved Kbh.s bombardement 1807 kom hans tømmerplads i brand, og da ingen assurance dækkede de brændte lagre fik hans i forvejen stærkt reducerede formue yderligere et alvorligt knæk. B. bevarede dog sit gode humør, sin virkelyst og sit gode helbred omtrent til det sidste, ligesom han stadig nød sine standsfællers og medborgeres agtelse og velvilje. – Ved siden af sin købmandsforretning beklædte B. en række stillinger inden for erhvervslivet. Således var han bl.a. decisor ved forskellige af de store handelskompagnier ligesom i Kbh.s Brandforsikring (til 1784). Fra dette år til 1791 var han direktør i sidstnævnte selskab. 1774 blev han handelskyndigt medlem af Kbh.s søret, og 1775 optoges han blandt stadens 32 mænd hvis anden formand han blev 1807, første formand 1810. Han interesserede sig stærkt for denne deltagelse i det offentlige liv.

Familie

Forældre: gårdfæster (?) Thomas Jensen (ca. 1699–1737) og Maren Heylesdatter (ca. 1698–1735). Gift 1. gang 13.12.1756 i Kbh. (Nic?) med Anna Elisabeth Hansen (Fielstrup), født 24.6.1729, begr. 6.8.1767 i Kbh. (Nic), d. af bonde Hans H. i Fjelstrup ved Haderslev og Bodel Hansdatter, adopteret af eller plejedatter af sin morbror kammerbud Hans H. Gift 2. gang 28.6.1782 i Kbh. (Nic?) med Berthe Emerence Restorff, født 4.7.1755 på Bramslykke, Musse sg., død 24.6.1831 i Kbh. (Garn.), d. af fuldmægtig, senere postmester Rasmus R. (1710–87) og Mariane Giørding (ca. 1732–89).

Udnævnelser

R. 1810.

Ikonografi

Tegn. af Poul Ipsen, 1790. Mal. af J. Rieter 1797.

Bibliografi

M. C. Beck: En kbh.sk grosserers ungdomserindringer, 1910 (fot.optr. 1968) = Memoirer og breve XII. (kjøbenhavns brandforsikring 1731–1911, 1913 især 534f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig