Thorbjørn Muus

Thorbjørn Muus, Thorbjørn Eigil Guldberg Muus, 11.3.1881-23.7.1963, grosserer. Født i Kbh., død i Odense, begravet sst. Omkring 15 år gammel kom M. i lære i Elias B. Muus, Kerteminde, og derefter begyndte han på Niels Brocks handelsskole. Men en af faderen drevet forretning på Island gik meget dårligt, og i 1901, 20 år gammel, måtte M. afbryde sin skolegang for at tage til Island og drive forretningen. Det lykkedes ham at rette forretningen op således at den i 1903 kunne sælges på gunstige vilkår. Tilbage i Danmark arbejdede M. på faderens kontor i København samtidig med at han udvidede sine sprogkundskaber. Disse blev yderligere udviklet da han i en periode var ansat i et kulfirma i Glasgow. Efter hjemkomsten blev M. 1906 ansat som kasserer i Muus-familiens afdeling i Odense der blev drevet under navnet Wilh. R. Maegaard, og i 1908 overtog han ledelsen af denne virksomhed. Ti år senere blev M. eneindehaver af Odensefirmaet idet de af brødrene Laurids B. Muus (1837-1927) og Oscar B. Muus i fællesskab drevne forretninger i København og Odense deltes således at Laurids B. Muus' to sønner overtog det københavnske firma, mens Wilh. R. Maegaard blev M.s. I henholdsvis 1940 og 1950 blev M.s to sønner, Hans Muus og Harald Muus (født 1923) medindehavere af firmaet der nu havde skiftet navn til Elias B. Muus, Odense. Da firmaet 1956 blev omdannet til aktieselskab blev M. formand for dets bestyrelse ligesom han var direktør for Elias B. Muus A/S sammen med sine sønner til sin død. – Det firma M. overtog ledelsen af 1908 var slet kørende, men i løbet af de følgende tiår gjorde han det til en betydelig og stærkt ekspanderende, moderne virksomhed. Ikke mindst var det af betydning at han indgik i et samarbejde med den københavnske grosserer Th. Colding om fremstilling og salg af Coldings kontrollerede foderblandinger, en færdigblandet (noget helt nyt) foderblanding der muliggjorde en langt mere rationel fodring end hidtil. Samarbejdet med Colding kom dog også til at volde M. store problemer idet Colding i 1927 gik fallit, og Elias B. Muus havde ganske betydelige beløb i klemme, men det lykkedes M. at rejse de nødvendige penge. Det var ikke kun inden for korn- og foderstofhandelen M. drev forretningen frem. Trælastafdelingen var som den øvrige del hensygnende, men i 1915 købte M. et lille snedkeri og savværk der hurtigt udviklede sig for 1923 at blive sluttet sammen med den største konkurrent A/S Odense Savværk der nu kom under M.s ledelse. Handelen med træ gik også frem, og 1929 sluttedes Elias B. Muus' træafdeling sammen med Odenses største trælastfirma og blev til Det fyenske Trælastkompagni A/S, hvor M. ejede ²/₃ af aktierne. Også i andre former for byggematerialer var Elias B. Muus leveringsdygtig, bl.a. ved at M. havde overtaget Odense Kalkværk 1917 og 1924 Odense Cement-, Rør- & Tagstensfabrik der blev lagt ind under kalkværket. Ud over at stå i spidsen for alt dette havde M. en lang række hverv inden for erhvervslivet, både i organisationer og i virksomhedsbestyrelser. Han var således 1930-34 og 1940-51 medlem af bestyrelsen for Foreningen af korn- og foderstofimportører i Jylland og Fyn, og 1942-51 sad han i Centralkontoret for indkøb af korn og foderstoffer. 1908-30 var M. i bestyrelsen for Foreningen af tømmerhandlere på Fyn og 1916-22 formand for Centralorganisationen af cementimportører i Danmark. Endnu mere centralt var han placeret gennem sine bestyrelsesposter i Arbejdsgiverforeningen 1920-22, Sammenslutningen af havne- og købmandsorganisationer 1922 og Provinshandelskammeret 1929-33. Der kunne nævnes endnu flere hverv M. sad inde med; tilføjes skal kun her at også Odense på mange områder nød godt af hans arbejdskraft og evner. Han sad bl.a. i bestyrelserne for Odense handelsstandsforening i en menneskealder, for Fyens Disconto Kasse 1940-60 og for A/S Fyens Tidende 1946-56. Det var udtryk for M.s store interesse for teater når han 1942-51 var medlem af bestyrelsen for Odense teater. M. var vicekonsul for Storbritannien 1926-51, nederlandsk konsul 1928-51.