V. Lund, Valdemar Christian Sophus Lund, 7.12.1860-29.3.1946, dampmøller, grosserer. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Rosenvængets), begravet sst. (Vestre). L. fik handelsuddannelse i firmaet J. P. Bloch og rejste derefter nogen tid i udlandet. 1889 startede han et korn- og foderstoffirma som han - i en årrække med Edw. Knox som kompagnon - arbejdede frem til en stor forretning, og 1893 opførte han Blegdamsmøllen der blev drevet som personligt firma indtil den 1928 overgik til aktieselskabsform under navn Blegdamsmøllen, V. L. & Co. For dette selskab var L. formand indtil sin død. Han vandt hurtigt ry som en dygtig købmand med faste meninger, og skønt han - udpræget tilbageholdende af væsen - helst gik uden om offentlige tillidshverv blev han 1911 på enstemmig opfordring af korn- og foderstofbranchen indvalgt i Grosserer-Societetets komité på den plads der var blevet ledig ved Oscar B. Muus" udnævnelse til handelsminister. 1914 blev L. medlem af den overordentlige kommission og 1916 af majsnævnet, men kom herved, ligesom H. Heilbuth, ud for skarp kritik fra en betydende kreds af Grosserer-Societetets medlemmer med A. Peschcke Køedt og Hartvig Dessau som ordførere. Efter et bevæget børsmøde med påfølgende generalforsamling febr. og marts 1918 udtrådte de begge af komiteen idet forsamlingen med stort flertal udtalte at "de to herrers stilling til regeringens forbudslovgivning ... ikke er forenelig med det tillidshverv, der under andre forhold blev betroet dem af Grosserer-Societetets medlemmer". I perioden 1915-40 var L. formand for Københavns bedømmelses- og voldgiftsudvalg for korn- og foderstofhandelen, et udvalg han havde været medlem af siden 1894. En væsentlig del af sine sidste år tilbragte L. på sin gård Arrenakke ved Frederiksværk.

Familie

Forældre: kontorchef i generalpostdirektoratet, kancelliråd, senere generalpostdirektør Niels Holm Hostrup L. (1817-94) og og Ida Wilhelmine Nathalie Steglich (1837-1918). Gift 10.9.1890 i Kbh. (Johs.) med Anna Eufemia Strandgaard, født 24.2.1868 i Kbh. (Johs.), død 18.1.1925 sst. (Jakobs), d. af kaptajn, senere skibsreder Jens S. (1816-98) og Laura Christine Margrethe Møller (1828-1910).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Borsen 31.3.1911, 27.3.1918, 3.1.1930 (om Edw. Knox), 1.9.1933 og 30.3.1946. Hendrik Stein: Omkr. Kbh.s bors, 1937.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig