Marie Dinesen, Karen Marie Elisabeth Dinesen, 28.5.1873-9.10.1973, hotelejer, forfatter. Født i Høve, Sorø amt, død i Rom, begravet sst. (protestantiske kgd.). D. var en af de damer der prægede livet i den italienske hovedstad gennem et par menneskealdre. Hun var simpelthen "Værtinden i Rom" og havde sin residens i Albergo Dinesen, Via Porta Pinciana 18. Hendes karriere startede i en beskeden treværelses lejlighed med et par vildfarne norske damer hun tilfældigt havde truffet på gaden. Men snart kunne hun udvide sin virksomhed til et helt hus på Via Umbria, og 1907 flyttede hun til Via delle Fiamme, det bedste kvarter i Rom som hun længe havde tragtet efter; intet var for godt til hendes klienter. Hovedsageligt var det skandinaver, pensionerede engelske militærpersoner og rejselystne damer fra Storbritannien der søgte D.s pension. Kunstnere var sikkert de gæster der morede hende mest, og mange af tidens store navne har vidnet om "værtinden' hjælpsomhed, forståelse og om den glimrende forplejning man fik hos hende. D. havde ikke blot talent som organisator, hun var også praktisk, kunne male, tapetsere og snedkerere; i trange tider var intet arbejde for ringe for hende. Hun åbnede filialer i Napoli, Firenze og Venezia, men første verdenskrig med manglende turister og andre vanskeligheder gjorde disse foretagender mindre profitable. De mange og lykkelige år i Via delle Fiamme afsluttedes brat da Mussolini ryddede gaden for at anlægge en ny og bredere færdselsåre og således dømte pension Dinesen til ophør. Derefter fulgte år i uvirksomhed, men 1939 rykkede D. ind i klostret på Via Porte Pinciana. Det ejedes af en maronitisk orden fra Libanon. Anden verdenskrig betød katastrofe for hotellet der bl.a. måtte huse den tyske værnemagt, men 1943 begyndte det at lysne da amerikanerne gik i land på Sicilien og senere holdt deres indtog i Rom og i Albergo D. Efter krigens afslutning fik Albergo D. en opblomstring; det var stadigvæk englændere, amerikanere og skandinaver der søgte det hyggelige hotel med den storartede beliggenhed ved Via Veneto og Monte Pincio. Efterhånden overlod D. den praktiske ledelse til sønnen, Rafaello, der fremdeles er direktør for denne danske institution i Rom.

Som person var D. en usædvanlig blanding af en dygtig forretningskvinde, boheme og husmor der aldrig trættedes og gjorde sit bedste for gæsterne. Traf man hende om morgenen i beskedent sort, blegkindet og lidt kontrær, mindede hun om en fransk conciérge. Kom der spændende gæster eller gamle bekendte på besøg, livede hun op - et bytte for de mest skiftende stemninger. Hun kunne være djærv og ligefrem på grænsen til det uforskammede, men også snedigt diplomatisk. Skulle hun om aftenen i operaen med en prominent gæst forvandlede hun sig pludselig til en prangende grande dame. Når det passede hende spillede hun bajads, hun havde et stort imitationstalent, ofte maliciøst. Hun var umådelig hjælpsom, især over for skandinaviske kunstnere, og det var med god grund kong Frederik IX belønnede hende med fortjenstmedaljen i guld. Hun skrev flere memoirebøger. De afslørede ingen af hendes egne hemmeligheder - og var lige så diskrete når det angik hendes klienter, for som hun sagde "En Værtinde udleverer ikke sine Gæster".

Foto.

Familie

Forældre: tidligere friskolelærer, gårdejer Rasmus D. (1839-1907) og Karen Nielsen (1846-1942). Gift Nicole Lucide, død 1917.

Udnævnelser

R. 1964.

Ikonografi

Tegn. 1944 (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

M.D.: Værtinde i Rom, 1955, Samme: M.D. fortæller, 1959. Samme: Mens mine øjne ser, 1962. Samme: Glimt fra et langt liv, 1965. - Chr. Elling: Aftenspil, 1971 115. Aage Dons: Uden at vide hvorhen, 1976 87-98. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig