Dansk Biografisk Leksikon

C.F. Lichtenberg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

C.F. Lichtenberg, Carl Frederik (Karl Friedrich) Lichtenberg,  12.1.1837-6.6.1900, industridrivende. Født i Kbh. (Petri), død sst., begravet sst. (Ass.). L. tog 1859 polyteknisk eksamen i anvendt naturvidenskab og ansattes s.å. ved Mariboes skole i Kbh. hvor han underviste i matematik og naturvidenskab. Fra 1863 var han tillige skolens inspektør. Da han imidlertid som lærer med kone og børn ikke mente at kunne skaffe sig tilstrækkeligt udkomme løste han 1870, uden at aflægge mesterprøve som næringsloven af 1857 tillod det borgerskab som bager i Kbh. og oparbejdede nu et større bageri, bl.a. for skibsbrød, samtidig med at han tog levende del i organisationslivet, især inden for Kbh.s håndværkerforening hvor han 1878 som den første polytekniker indvalgtes i bestyrelsen og 1889 blev formand. Han beklædte formandsposten til 1896 og skabte ny interesse om den tidligere noget stagnerende forening der i hans formandstid opførte stiftelsen Alderstrøst i Møllegade. Ved sin tilbagetræden udnævntes han til håndværkerforeningens æresmedlem. Som håndværkerforeningens delegerede sad han tillige i bestyrelsen for Det tekniske selskabs skole og i Fællesrepræsentationen for dansk håndværk og industri, ligesom han 1884 blev medlem af Industriforeningens repræsentantskab og 1890 af samme forenings bestyrelse. 1881-93 var L. borgerrepræsentant, og hans filantropiske interesser førte ham ind i en række forskellige bestyrelser, bl.a. Det forenede velgørenhedsselskab, Selskabet for folkeoplysningens fremme og Den almindelige syge- og alder-domsunderstøttelsesforening af 1853. Han var fra 1893 til sin død medlem af overligningskommissionen i Kbh. og havde sæde i den af regeringen nedsatte kommission til revision af næringsloven. L.s faglige indsigt blev også taget i anvendelse af Landhusholdningsselskabet som indsatte ham i et udvalg der 1884-91 foretog en undersøgelse af hvilke hvedesorter der egnede sig for dyrkning her i landet. Hans firma var grundlagt 1810 i Adelgade 79 af Georg Mathias Roth. 1887 blev det overtaget af sønnen T. J. P. L. og senere igen af endnu en søn, vare- og vekselmægler Nicolai L. 1911 blev skibsbrødbageriet sammensluttet med Christianshavns Skibsbrødfabrik under navnet De forenede Skibsbrødfabrikker der 1912 optog fabrikation af knækbrød. Denne del af virksomheden blev 1927 til den kendte knæk-brødsfabrik Ruga som fra 1932 havde fælles ledelse med L.s bagerier. De sidste var 1926 blevet aktieselskab. 1935 oprettedes i tilslutning til skibsbrødfabrikken Christianshavns Rugbrøds-fabrik, og samme år overtog man A/S Axel Hoffs Bogtrykkeri. Det gamle firma ophørte 1956.

Familie

Forældre: mel- og grynhandler samt rugbrødsbager Ludewig Ernst L. (1796-1861, gift 1. gang 1824 med Ane Marie Niels-datter, 1794-1824) og Sara Dorothea Amalia Bense (1797-1880). Gift 1. gang 25.5.1863 i Rudkøbing med Wilhelmina Andreas Maia Hoffgaard, født 28.5.1838 i Rudkøbing, død 28.12.1871 i Kbh. (Helligg.), d. af malermester Christian Nicolai H. (1804-63) og Christiane Marie Krag (1810-80). Gift 2. gang 29.5.1875 i Kbh. (Trin.) med Hansine Sørensen, født 28.12.1849 i Harndrup, Fyn, død 23.4.1927 i Kbh., d. af slagter Søren Christiansen (1804-tidligst 70) og Christence Hansdatter (1809-tidligst 70).

Udnævnelser

R. 1889. DM. 1895.

Ikonografi

Træsnit 1890. Mal. af F. Vermehren, 1897 (Håndværkerforeningen, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Wilh. Lichtenberg: Familien Lichtenberg i 200 år, 1901. A. Bauer: Håndværkerforen. i Kbh., 1890. III. tid. 16.11.1890. C. Nyrop i Tidsskr. for industri, 1900 127f. Barsen 8.12.1935. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Landhusholdningsselskabet
se Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab . ...Artikel i Den Store Danske
naturvidenskab
den del af den videnskabelige forskning, som ...Artikel i Den Store Danske
Friedrich
se Frederik . ...Artikel i Den Store Danske
aktieselskab
A/S , erhvervsdrivende juridisk person , hvis ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
FHLau
18/07/2011
PKJen
18/07/2011
  • Læst 437 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki