Carl Lund, 8.4.1846-17.10.1912, industridrivende. Født i Kbh. (Fred. ty.), død i Malmö, begravet i Gentofte. L. gik i Melchiors borgerskole, kom i siden i isenkræmmerlære og blev 1872 forretningsfører for og medindehaver af en mindre fabrik for lakerede jern- og blikvarer, som P. C. Elfstrøm (den senere direktør for Raadvaddams fabrik) havde grundlagt 1859. 1874 overtog L. virksomheden for egen regning, og under hans ledelse voksede den hurtigt og udvidedes til at omfatte alle slags lakerede, fortinnede og emaljerede jernblikvarer der ikke alene erobrede det danske marked, men også vandt indpas i Sverige og Norge efter etablering af en filial i Malmö 1879 og anlæggelse af en fabrik der ca. 1889 blev omdannet til aktieselskab, og 1896 ombyttede L. stillingen som administrerende direktør for dette med en plads i bestyrelsen. Selv efter denne tid fulgte han dog i enkeltheder den fortsatte udvikling af den store virksomhed han havde givet navn, og som i øvrigt ved en sund og forstandig ledelse afkastede et stabilt udbytte, således at L. indtil krigsårene var et meget anset børspapir. Da helbredshensyn i slutningen af 1911 nødsagede ham til helt at udtræde af bestyrelsen, vedblev han dog at tilse den svenske fabrik. Han var konsul for Peru fra 1887. - Aktieselskabet måtte 1921 rekonstrueres efter at det, bl.a. ved forbindelsen med Akts. International Emaille-Industri, havde lidt betydelige tab, og 1932 overtoges virksomheden af Glud & Marstrand, med hvilket selskab den siden 1928 havde stået i nært samarbejde.

Familie

Forældre: skomagermester Carl L. (ca. 1809-45) og Anne Christine Jensen (1811-82, gift 2. gang 1847 med skomagermester Jens Falslev, 1817-77). Gift 4.9.1872 i Kbh. (Garn.) med Hulda Francisca Lassen, født 3.6.1848 i Kbh. (Garn.), død 9.3.1933 i Hellerup, d. af skomagermester Hans L. (1817-90) og Cathrine Knap (1823-82).

Udnævnelser

R. 1904.

Ikonografi

Træsnit 1884 efter foto.

Bibliografi

III. tid. 22.7.1883. Politiken 19.10.1912. Tidsskr. for industri XV, 1914 124-29. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig