Hans Heuser, før 1673-efter 1699, industridrivende. Om H.s oprindelse og uddannelse haves ingen oplysninger; han stammer utvivlsomt fra Holsten, muligvis fra grevskabet Rantzau, og nævnes første gang 1673 da han fik bevilling til at indsamle klude til dronning Charlotte Amalies papirmølle på Frederiksdal ved hvis anlæg han formentlig har været medvirkende. Efter få års forløb kom han i økonomiske vanskeligheder og havde svært ved at klare forpagtningsafgifterne hvorfor dronningen – om end forgæves – søgte at få indkaldt en tysk papirmager som kunne overtage virksomheden. Endnu 1682 var dog både papirfabrikken og den noget større kornmølle i drift, men snart efter synes H. for en tid at have opgivet Frederiksdal. Fra 1683 var han beskæftiget ved Strandmøllen der s.å. var blevet købt af sognepræst i Sorø, mag. Jens Portuan af den kbh.ske handelsmand Peter Klauman, og i de følgende år fik han ved nyindretninger og forbedringer gjort den til et anseligt og tidssvarende anlæg. 1686 overtog han selv møllen med forkøbsret, men også her stødte pekuniære vanskeligheder til, og et forsøg på at låne den nødvendige kapital til overtagelsen hos dronningen førte til at denne 1690 købte Strandmøllen. Omkring 1687 havde H. på ny istandsat Frederiksdalmøllen og drev nu begge værker i forening indtil han 1693 blev sat fra bestillingen. Strandmøllen overtoges af Johan Drewsen, og H. blev stævnet af dronningen og ved højesteret 1693 dømt til at betale hendes tilgodehavende med over 5000 rdl., for hvilket beløb han og hustruen n.å. udstedte en forskrivning. – 1687 købte H. af Børnehuset stubmøllen (Stampen) i Jægersborg dyrehave hvorved han forpligtede sig til at valke Børnehusets manufaktur. Denne mølle havde han endnu sidst i 1690erne og her drev han foruden valkemøllen en le- og jernvarefabrik, en fabrikation han formentlig var kendt med fra sin virksomhed på hammermøllen ved Kronborg som han fra 1686 var knyttet til. 1695 kom han vistnok i gældsfængsel; han levede endnu 1699, men var måske død da stubmøllen omkring 1705 kom på auktion. – H. var en dårlig økonom, men en foretagsom mand hvis utvivlsomme dygtighed kom navnlig Strandmøllen til gode.

Familie

gift 8.9.1675 på Frederiksdal (Lyngby) med Cathrine Adelheid Mandersloh, død tidligst 1694.

Bibliografi

C. Nyrop: Strandmøllen, 1878. Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, rev. udg. 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig