Henry J. Krebs, Henrik (Henry) Johannes Krebs, 27.6.1847-7.10.1929, industridrivende, USA. Født i Brandstrup, Tirsted sg., Lolland, død i Wilmington, Delaware, USA, begravet sst. K. kom 1859 på Sorø akademi hvor han blandt sine kammerater havde J. D. Frederiksen som senere på forskellig måde fik betydning for ham. K. havde i udpræget grad medfødte praktiske interesser og anlæg, og da skolegangen var forbi 1865, gik han – meget mod familiens ønske – i lære hos en smed i Nykøbing F. og dernæst hos maskinfabrikant Peter Hansen sst. 1865 rejste han til Glasgow hvor han tilbragte fem lærerige år, først hos et maskinfirma, senere hos et kemisk firma. Herfra tog han til Kbh. hvor han 1870–71 var beskæftiget på Steins Laboratorium og tillige tog undervisning i kemi og matematik. 1871 rejste han på foranledning af J. D. Frederiksen m.fl., der ville oprette en roesukkerfabrik, til Berlin og gennemgik til 1872 et kursus med laboratoriearbejde for sukkerfabrikation, hvorefter han fortsatte uddannelsen på sukkerfabrikkerne i Magdeburg og i Wasserleben. 1873 kom han til sukkerraffinaderiet Wachhausel i Baden og tog s.å. over Paris tilbage til Danmark. Her fik han ansættelse på den halvfærdige fabrik som Frederiksen m.fl. havde ladet bygge, men denne måtte, pga. mange sammenstødende uheld og de efter den fransk-tyske krig herskende økonomiske forhold, træde i likvidation. K. gik så i kompagni med maskinfabrikant Peter Hansen, fabrikken Guldborg, som dog måtte træde i likvidation 1879. S.å. havde K. udtaget patent på en mælkecentrifuge og bestemte sig til at rejse til USA med denne og bane sig en ny vej. Mælkecentrifugen fik diplom på en udstilling, men patentvanskeligheder tvang K. til at opgive sagen. Roesukkerfabrikation begyndte netop at interessere amerikanerne, og K. kom 1880 i forbindelse med Delaware Beetsugar Comp. hvis fabrik han ombyggede, men vanskelighederne ved at skaffe en tilstrækkelig god kvalitet af sukkerroer, med hvis dyrkning landmændene ikke var fortrolige, tvang fabrikken til at likvidere s.å. Efter disse skuffelser tog K. 1881 fat som ingeniør hos et firma i Wilmington, Delaware, som fabrikerede gasmaskiner, og han konstruerede en karburator der muliggjorde drift med petroleum. 1883–84 begyndte ismaskiner og køleanlæg at vinde interesse i staterne, og K. konstruerede og byggede i Wilmington det første ammoniakkøleanlæg. 1886 oprettede han Delaware Chemical Co. som havde til opgave at fremstille ammoniak, væsentlig med henblik på den voksende anvendelse af kølemaskiner. 1896–99 samledes dette selskab i et stort selskab, kaldet National Ammoniac Co., som K. dog forlod 1900. Han stiftede derefter et nyt selskab til fremstilling af det hvide farvestof lithopone. 1901 havde han planerne færdige til sin nye fabrik, og s.å. påbegyndtes anlægget til en produktion af ca. fem tons daglig. 1902 kom fabrikken i gang. Begyndervanskelighederne overvandtes, både med hensyn til teknik og kapital, og under stadige udvidelser med tre-fire års mellemrum udviklede The Krebs Pigment & Chemical Co. i Newport, Delaware, sig til en af de største industrielle virksomheder i staten Delaware med marked over hele jorden, dog overvejende i USA (produktet kaldtes Griffiths White). 1918 overlod K. den daglige ledelse til sin søn A. Sonnin Krebs (1877–1969), der solgte til Du Pont-koncernen i 1930erne. 1914 oprettede K. et mineselskab for udvinding af baryt, Krebs Mining Co., med miner i Georgia og Tennessee. Ved siden af fabrikvirksomheden interesserede K. sig meget for landbrug og drev selv en stor landejendom, Breidablik, som mønsterbrug. – 1924 besøgte han Danmark, ved hvilken lejlighed han skænkede Polyteknisk læreanstalt 100 000 kr. til et fond for teknisk kemi som han 1926 forøgede med 60 000 kr. under navn H. J. Krebs' legal for anvendt kemi. Ligeledes skænkede han 1926 byen Newport ved Wilmington en ny stor skole. – Dr. techn. h.c. i Kbh. 1929.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Tirsted, Skørringe og Vejleby, senere sognepræst i Nørre Åby og Indslev, Hans Peter Thostrup K. (1814–95) og Johanne Louise Wichfeld (1813–79). Gift 24.6.1876 i Tranebjerg, Samsø, med Ebba Victoria Kruse, født 13.7.1849 på Ørnslund, Samsø, død 4.2.1937 i Wilmington, d. af godsinspektør, exam. jur. Hans William August K. (1804–81) og Bartthelmine Nicoline (Mine) Schmidt (1810–1900).

Udnævnelser

R. 1926

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. J. K.: What next?, Philadelphia 1926 (selvbiografi). – H. J. Krebs: Slægter af navnet K., 2. udg. 1935. Ebba V. Krebs: Bedstemoders erindr., 1934. Hans Dalgaard i Danmarksposten, 1969 nr. 11–12 1–3.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig