J.F. Classen, Johan Frederik Classen, 11.2.1725-24.3.1792, industrigrundlægger, godsejer, legatstifter. Født i Kristiania, død på Arresødal, begravet i Vinderød k. Efter at have gennemgået latinskolen i sin fødeby blev C. 1741 immatrikuleret ved Kbh.s universitet og tog 1744 teologisk eksamen. Han synes imidlertid straks at have kastet sig over praktisk virksomhed og herunder at være kommet i forbindelse med norske forretningsmænd. 1749 optræder han som leverandør af krigsmateriel til staten og særlig som kommissionær for Moss kanonstøberi, hvilken sidste stilling han beholdt til ca. 1759. 1753 udnævntes han til sekretær i kommercekollegiet. - Allerede straks efter købmanden Andreas Bjørns død 1750 havde C. efter ham deltaget i leveringen af de "presenter" af ammunition m. m., som Danmark havde forpligtet sig til årligt at yde barbareskstaten Algier, og efter få års forløb overtog han den samlede leverance. Herved kom han i forbindelse med en række industridrivende, og hans tanke henvendtes efterhånden på selv at blive forretningsmand. 1754 søgte han at oprette et glasværk som dog ikke kom i stand, men n.å. anlagde han uden for Østerport en fabrik for fajanceovne; han havde her købt en de Danneskiold-Laurvigske arvinger tilhørende lystgård og have ved det såkaldte Fiskerhus, en besiddelse han 1765 forøgede ved af Hans Adolph Ahlefeldt at købe en tilgrænsende ejendom, "Fiskerhuset forhen kaldet"; herved grundlagdes den senere C.ske have.

Det blev imidlertid ikke fajancefabrikken, som skulle bringe ham frem i industriel henseende. 1756 skænkede Frederik V ham i kompagni med Just Fabritius den ved Arresøs afløb til Isefjorden liggende såkaldte agatmølle som en franskmand, de Peyrembert, forgæves havde søgt at gøre til et etablissement for fremstilling af smedede jernkanoner. C. og Fabritius skulle her anlægge et krudtværk, men de anlagde tillige et støberi for metalkanoner således at både Råvad krudtmølle og kanonstøberiet på Gjethuset i Kbh. kunne nedlægges. Fabritius skød kapital til, men C. blev den virkelige leder af Frederiksværk som stedet fra nu af kaldtes. Han interesserede sig for den tekniske ledelse af driften og skal have haft særligt kendskab til metalblandinger, men sin betydeligste indsats gjorde han som administrator og forretningsmand. I løbet af få år skabte han af Frederiksværk Danmarks eneste egentlige fabriksby. Med hensyn til kvaliteten af krudt og kanoner viste værket sig hurtigt konkurrencedygtigt. 1765 var arbejdertallet steget til ca. 400, og selv om staben senere reduceredes noget gav værket dog til stadighed underhold til en befolkning som en lille købstads. På forskellige måder blev C.s virksomhed støttet af staten. 1760 blev der tillagt værket hoveriet af en del bøndergods i omegnen, og 1764 fik det overdraget alt bøndergods i Kregme, Vinderød, Melby og Torup sogne samt Halsnæs, Rorup og Havelse skove. C. blev 1757 generalkrigs og ammunitionskommissær med 800 rdl. årlig gage, 1760 generalkrigskommissær og deputeret i landetatens generalkommissariat, det kollegium med hvilket han som leverandør til hæren stadig afsluttede kontrakter. Da Fabritius ønskede at trække sig tilbage købte kongen 1761 værket for 130 000 rdl., men C. beholdt ledelsen således "at han dermed efter eget behag kan skalte og valte, som han vil". Blandt C.s velyndere var Saint-Germain som bl.a. virkede for at forbedre det danske artilleri, og det af denne ledede generalkrigsdirektorium erhvervede 1767 kongens stadfæstelse på nogle "Preliminair Puncte" til en kontrakt med C. hvorefter Frederiksværk og dets eneste virkelige konkurrent Kronborg geværfabrik gratis skulle tilskødes C, samtidig med at staten skulle forpligte sig til årlig i 30 år at overtage for 120 000 rdl. våben og ammunition fra de samlede værker. C.s gamle plan om at skabe et stort våbenetablissement syntes herved at skulle blive realiseret. Kort efter blev imidlertid Saint-Germain afskediget, og april 1768 blev der nedsat en undersøgelseskommission med hans modstander Ditlev Reventlow (1712-83) som formand. Kommissionen fandt, at hele forholdet "var indrettet til fordel for C", og resultatet blev at denne måtte give afkald på Kronborg geværfabrik der overtoges af H. C. Schimmelmann, og betale Frederiksværk med 100 000 rdl., uden endda at få tilsagn om nogen som helst statsleverance. Et forsøg på at genoprette Gjethuset som kanonstøberi blev imidlertid opgivet, og 1770 sluttede C. med landetaten kontrakt om levering af etatens samlede forbrug af krudt og metalkanoner; kontrakten der sikrede ham et årligt tilskud til værkets drift foruden betalingen for leverancerne blev fornyet til hans død. Foruden til denne hovedaftager solgte Frederiksværk våben og ammunition til nogle af de store handelskompagnier og lejlighedsvis til Søetaten. 1769 udvidedes virksomheden med et jernstøberi der bl.a. leverede kakkelovne og gryder. Derimod mislykkedes de fleste af C.s mange forsøg på at knytte andre industrier til værket. C.s efter tidens forhold storslåede virksomhed bragte ham både rigdom og anerkendelse. 1768 fik han rang som og 1775 titel af generalmajor, s.å. blev han hv. R. og 1783 excellence. De store begunstigelser C. og hans foretagender nød kan til dels forklares ud fra de almindelige grundsætninger for tidens militær- og erhvervspolitik og ved de betydelige resultater han nåede på Frederiksværk; at han forstod at bevare en venskabelig forbindelse med de skiftende magthavere har dog utvivlsomt også haft sin betydning. Blandt hans venner eller velyndere var A. G. Moltke, Hans Ahlefeldt, Bernstorfferne, Saint-Germain, (Høegh-)Guldberg og generalerne Wilhelm v. Huth og P. E. v. Gähler; venskabet med den sidste bestod i øvrigt også efter regeringsskiftet 1772, hvad der tjener C. til ære. At hans bror P. H. C. gennem mange år var en indflydelsesrig embedsmand i centraladministrationen er sikkert også kommet ham til gode. Meget vedrørende C.s forhold til regeringskredsene er imidlertid endnu uoplyst. Det er formodet, men ikke bevist, at han anvendte bestikkelser til at skaffe sig indflydelse; sikkert er det, at den vennesæle grandseigneur havde en åben pung, og at han ofte forstrakte sine fornemme bekendte med lån.

Ved siden af sine industrielle foretagender (til hvilke må regnes Frolands jernværk i Norge som C. gennem en årrække var medejer af) og en omfattende handelsvirksomhed var C. levende interesseret i landbrug og skovbrug, bl.a. af hensyn til Frederiksværks og dets arbejderes forsyning. 1768 købte han godserne Korselitze og Carlsfeldt på Falster af Carl af Hessen, og 1773 og 1776 fik han af godset ved Frederiksværk oprettet hovedgårdene Arresødal og Grønnesøgård. På forskellige måder kom hans initiativrigdom og betydelige administrative evner også godserne til gode; bl.a. grundlagde han Sølager og Liseleje fiskerlejer og lod foretage storstilede plantninger ved Frederiksværk, medens hans iver for at lære bønderne bedre driftsmetoder ikke synes at have ført til store resultater. På godserne som i sin industrielle virksomhed yndede han at herske selvstændigt, og en række privilegier gav ham en vidtgående myndighed særlig på de Frederiksværkske godser. Bortset fra at han 1777 fik bønderne her fritaget for vejhoveri og fadebursrejser foretog han ikke systematiske forbedringer af sine fæsteres stilling, tværtimod modsatte han sig det navnlig for værket betydningsfulde hoveris regulering, men i hans testamente (af 28.1.1789 med kodicil af 23.3.1792) bestemtes det at arvefæste skulle indføres på godserne, hoveriet fastsættes på lempelige vilkår, og hjælp ydes til fællesskabets ophævelse. Hans ejendomme og formue, med undtagelse af Frederiksværk, som blev tilbudt til og overtaget af Carl af Hessen mod en årlig afgift, overgik til et fideikommis hvis indtægter ifølge testamentet skulle anvendes til "at danne nyttige mennesker til statens bedste, til at understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste dele for landets vel og til at hjælpe og lindre fattigdom og elendighed". Fideikommisset består endnu med en rørlig formue på ca. 73 mill. kr. pr. 1978 og driver bl.a. en ifølge C.s testamente oprettet agerbrugsskole (på Næsgård). C.s bogsamling, der ved hans død talte ca. 20000 bd., væsentlig landøkonomisk, geografisk og naturvidenskabelig litteratur, blev tilgængelig for offentligheden, og hovedparten deltes 1867 mellem landbohøjskolen og universitetsbiblioteket. - Kancelliråd 1751. Justitsråd 1757.

Familie

Forældre: organist Johan Frederik Clasen (1697-1775) og Maria Walter (1702-68). Gift 16.8.1783 i Kbh. (Garn.) med (Anna) Elisabeth Iselin, f. Fabritius(-Tengnagel), født 20.8.1735 i Kbh. (Ty. ref.), død 17.3.1786, begr. i Kbh. (Fred. ty.) (gift l. gang 1752 med senere friherre Reinhard Iselin, 1714-81), d. af grosserer Michael F. (1697-1746) og Anna Maria Koster (1705-75). -Bror til P. H. C.

Udnævnelser

Hv.R. 1775.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af W. Haffner, 1781 (Rosenborg). Mal. af C. A. Lorentzen (Fr.borg), kopi af C. A. Jensen, 1834 (sst.), gengivet i min. af Cornelius Høyer ca. 1776 (Det Classenske fideikommis; Fr.borg), litograferet af I. W. Tegner, 1852, i træsnit 1877 og træsnit af H. P. Hansen. Mal. af E. Pauelsen. Silhouet af Limprecht (Kgl. bibl.). Medalje af S. A. Jacobsen, 1792. Buste af Wiedewelt, 1793 (St. mus., Korselitze, Tøjhusmus., Fr.borg, Næsgård agerbrugsskole, 1925 ved Frederiksværk mus.), buste efter denne af H. V. Bissen (univ. bibl., Kbh.). Relief af Wiedewelt (Korselitze, Arresødal, Kbh.s bymus.), samme på obelisk, 1942 (Classens have, Kbh.). - Gravmonument af Wiedewelt (Vinderød k.).

Bibliografi

C. Nyrop: J.F.C., 1887. Astrid Paludan-Müller: Generalmajor C. 1725-92, 1923. T. Vogel-Jørgensen i Pers. hist. t. 9.r. VI, 1933 173-83. C. Christensen: Frederiksværk, 1926 = Fra Fr.borg amt 1926. Jørgen Paulsen sst. 1939 II 157-60.

PapirerDet Classenske fideikommis' arkiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig