Laurits Laursen, Laurits Marius Laursen, 1.12.1870-8.2.1950, industridrivende. Født i Voldby ved Hammel, død i Stenstrup, begravet Kirkeby kgd. L. var elev på Lustrupholm højskole 1883–84 og Vallekilde højskole 1890–91 og 1891–92. Sin faglige uddannelse fik han på faderens teglværker. 1897 købte han Juelsbjerg Teglværk ved Stenstrup på Fyn og drev værket for egen regning indtil 1916, da han overdrog det til A/S De forenede Teglværker i Stenstrup, hvis administrerende direktør han siden var. Samtidig med at lede denne virksomhed der ejer fire teglværker i henholdsvis Stenstrup og Kirkeby sogne har L. været formand for Stenstrup forenede teglværkers kontor som han startede 1901 og fem år senere supplerede med Odense teglværkers kontor. L., der med forretningsmæssig og teknisk dygtighed forenede megen interesse for almene erhvervspolitiske spørgsmål, blev tidligt en forgrundsfigur inden for sit fag, indvalgtes 1909 i bestyrelsen for Kalk- og teglværksforeningen af 1893 og var 1912–45 dennes leder. 1913 blev han medlem af arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse hvor han sad til 1945, fra 1939 i forretningsudvalget. Hertil kom Industriforeningens repræsentantskab, også 1913, Industrirådet 1916, dettes stående udvalg 1931 og Industriforeningens bestyrelse 1935. 1945 forlod han den øverste ledelse og 1949 repræsentantskab og råd. 1933–37 var L. medlem af delegationen for A/S Teglværkernes centralkontor i Kbh. Ved sin samvittighedsfulde ledelse af teglværksforeningen i de vanskelige krigsår ydede L. en stor personlig arbejdsindsats, hvorved han i ikke ringe grad befæstede sin position i erhvervskredse. 1918 indvalgtes han af det konservative folkeparti i landstinget og var indtil 1932 et hyppigt benyttet udvalgsmedlem. Efter sin udtræden af landstinget var han medlem af toldrådet og af dettes appeludvalg, ligesom han 1937 indvalgtes i priskontrolrådet. Også uden for sit fag var L. tilknyttet forskellige erhvervsvirksomheder. Han var fra 1913 formand for repræsentantskabet for Sparekassen for Svendborg og Omegn, fra 1933 formand for A/S Maskinfabriken Svendborg (bestyrelsesmedlem siden 1917) og sad i repræsentantskabet for Pensionsforsikringsanstalten og for Sydfynske Jernbaner. Desuden havde han forskellige politiske tillidshverv. Ved L.s afgang fra arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse blev han hædret med en plads som ekstraordinært medlem af denne.

Familie

Forældre: teglværksejer, sidst i Stenstrup, Fyn, Karl L. (1842–1918, gift 2. gang med Else Marie Pedersen, gift 3. gang 1897 med Emilie Andersen, født 1870) og Karen Marie Pedersen (1845–71). Gift 4.4.1896 i Lovns med Ottilie Christiansen, født 31.8.1873 i Lovns, død 16.6.1962 i Stenstrup, d. af lærer Jens C. (1838–1920) og Severine Jensine Foss (1849–1921).

Udnævnelser

R. 1930. DM. 1938.

Ikonografi

Tegn. af O. Neumann, 1930. Mal. af Jørgen Aabye udst. 1942. Foto.

Bibliografi

Arbejdsgiveren 21.11.1930; sst. 1938 351 f; sst. 1940 399f; sst. 1945 266. Borsen 30.11.1930. Nationaltid. 1.12. s.å. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. i Danm. III, 1937 307. Tidsskr. for industri, 1940 258f: sst. 1950 39f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig