Valdemar Hansen, Hans Valdemar Hansen, 5 (kirkebogen har 6.) 6..1870-9.7.1951, industridrivende. Født i Hvedstrup, Kbh.s amt, død på Nybogård, Nybo, Humlebæk sg., begravet i Kbh. (Vestre). H. knyttedes i meget ung alder til den danske glasindustri idet han 1892 blev bestyrer af Fyens Glasværks udsalg i Kbh. Sin købmandsuddannelse havde han fået hos firmaet Tofte & Michelsen i Kbh. hvor han fjorten år gammel blev sat i lære, og den praktiske skole han her havde fået var senere suppleret med handelsskoleundervisning. Det var en ret beskeden virksomhed han gik ind til, men den førte ham frem i et meget hastigt tempo. 1898 løste han grossererborgerskab, og salget i Kbh. steg nu så stærkt at fabrikationen i Odense havde svært ved at følge med. 1902 opstod da, ved en sammenslutning af Fyens Glasværk og Århus Glasværk, A/S De forenede Glasværker for hvilket H. 1906 blev direktør. Da Kastrup Glasværk n.å. på H.s og konsul Frederik Heys initiativ erhvervede A/S De forenede Glasværker samt Frbg. Glasværk blev H. direktør for den nydannede sammenslutning der under navnet Kastrup Glasværk repræsenterede den overvejende del af dansk glasindustri, og som senere yderligere befæstede denne stilling ved 1918 at overtage glasværket i Ålborg. Formålet med sammenslutningen var at samle produktionen af flasker med henblik på de nye forhold der indvarsledes med opstillingen af den første helautomatiske maskine i Europa (England). Den var konstrueret af amerikaneren Owens der solgte de europæiske rettigheder til maskinen til en nystartet forening: Europäischer Verband der Flaschenfabriken. Denne forening fik H. placeret Kastrup Glasværk som medlem af. Foreningen bidrog med en kvoteringsordning til at forsinke nedlæggelsen af flaskeglasværkerne. 1922 stoppede Ålborg, 1926 Frederiksberg og 1927 Århus. H. var direktør for Kastrup Glasværk til 1949. Blandt hans mange tillidsposter kan nævnes formandskabet i Fisker og Nielsen, Hellesens og Forsikringsselskabet Absalon samt i Nationaltidende 1940-48. H. var medlem af sø- og handelsretten 1920-40.

Familie

Forældre: tømrermester Niels H. (1846-1926) og Ane Catharina Jonassen (1843-1914). Gift 18.11.1913 i Kbh. (Frue) med Dorothy Elisabeth (Lizzie) Fife, født 26.6.1885 i Kbh. (Holmens), død 19.8.1971 i Humlebæk, d. af vicekonsul, grosserer George Edward F. (1848-1914) og Agnes Georgine Primon (1860-1939).

Udnævnelser

R. 1929. DM. 1938. K.2 1950.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 4.11.1946. – Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 129-31. Tidsskr. for industri, 1951 nr. 14 219. Kastrup og Holmegaards glasværker 1825-1975, red. G. Buchwald og M. Schlüter, 1975. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig