Hans Clausen, Hans Arreboe Clausen, 15.7.1806-27.3.1891, købmand. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Frels.), begravet sst. (Ass.). Efter faderens død blev C. optaget som søn i grosserer Jacob Holms hus. 1830 etablerede han sig i Kbh. som islandsk købmand. Han foretog gentagne rejser til Island og Spanien og drev med dygtighed og energi sin islandske forretning således op at den i en lang årrække var den betydeligste i sin branche her. På vest- og nordlandet af Island havde han femseks etablissementer, og med titolv skonnerter førte han om foråret varer til Island for om efteråret at eksportere islandske produkter til England, Spanien og Danmark. Han blev som ung af regeringen sendt til Færøerne for at gøre indberetning om fiskeriets tilstand og fremkomme med forslag til forbedring. 1866 tog han borgerskab som grosserer. 1890 hævede og likviderede han forretningen. Den repræsentative og vennesæle mand var ualmindelig afholdt og kendt for den store velgørenhed han i sine velmagtsdage udviste. 1880 oprettede hans venner et legat: Hans A. C. og hustrus guldbryllupslegat, der fortsat bestyres af Grosserer-societetets komite. - C. var kirkeværge for Frelsers kirke, borgerrepræsentant 1857-70, medlem af sø- og handelsretten 1862-81, bankrådsmedlem i Privatbanken 1860-91, næstformand i De private assurandører 1864-82, formand 1882-85, græsk generalkonsul. - Kgl. agent. Etatsråd 1867.

Familie

Forældre: islandsk købmand, senere direktør i Kbh.s brandforsikring Holger Peter C. (1779-1825, gift 2. gang med Anna Margrethe Hølter, f. Kirkerup, 1782-1852, gift 1. gang med islandsk købmand Peter H., gift 3. gang 1826 med grosserer Jacob Holm, 1770-1845) og Walgerda Petersen (ca. 1762-1807, gift 1. gang med islandsk købmand Ernst Mathias Heidemann, ca. 1762- 1800). Gift 3.4.1830 i Utskalar med Asa Sandholdt, født 6.10.1815 i Reykjavik, død 14.1.1899 på Frbg., d. af faktor Ole Egilsson S. (1790-1835) og Gudrun Arnadottir (ca. 1793-ca. 1860).

Udnævnelser

R. 1860. DM. 1865. K.2 1886.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, ca. 1860. Litografi af I. W. Tegner, 1876, efter foto, gengivet i træsnit 1877.

Bibliografi

III. tid. 5.4.1891.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig