Hendrik Pontoppidan, 21.3.1814-22.2.1901, købmand, godsejer. Født i Rær, død i Hamburg, begravet i Ormslev. I en alder af tre år mistede P. sin far og kom i huset hos toldinspektør Langeland i Thisted. Efter skoletiden kom han en kort tid til søs og derefter i lære hos handelshuset M. W. Sass i Kbh. Yderligere handelsuddannelse fik han i Altona og Manchester, og 8.4.1841 etablerede han sig som købmand i Hamburg og havde ved starten kun en lånt driftskapital på nogle få tusinde daler at operere med. I begyndelsen bestod hans forretning væsentligst i at han var kommissionær for danske kornhandlere, men hans energi og merkantile dygtighed skaffede ham snart et større virkefelt, og forretningen udviklede sig efterhånden til en meget omfattende selvstændig varehandel. Hertil knyttede sig også pengeforretning idet P.s firma i lighed med adskillige andre større hamburgske handelshuse blev bankier for danske købmænd, ligesom han også udførte forretninger for nationalbanken og for det danske finansministerium. Nogle år efter forretningens oprettelse optoges Regnar Westenholz (senere finansminister) som kompagnon, og da denne 1848 flyttede til London og etablerede sig der vedblev de to forretninger at være forbundne, men denne forbindelse ophævedes efter at Westenholz havde bosat sig i Danmark, og hans bror Anders havde overtaget den engelske forretning. På senere tidspunkter havde P. andre danske som associeer i forretningen, bl.a. W. Th. Malling, og henholdsvis 1871 og 1879 optog han sine sønner Erik (1847-1904) og Hendrik (1852-1934) i firmaet. – Under handelskrisen 1857, der i særlig grad hjemsøgte Hamburg, kom også P.s forretning i en meget alvorlig forlegenhed. I sine forretninger med nordiske købmænd var han ligesom mange andre hamburgske huse gået meget vidt i henseende til kreditgivningen, og det så ud til at han ikke ville være i stand til at klare sig under de daværende forhold. Udsigterne til standsning vakte stor bestyrtelse i Danmark hvor forholdene allerede i forvejen var meget kritiske fordi hans fald utvivlsomt ville ødelægge en mængde danske købmænd der havde benyttet kredit hos ham, og dette førte til at der gjordes ekstraordinære skridt for at holde hans firma oppe. Efter at D. B. Adler og Edv. Hvidt under et ophold i Hamburg kraftigt havde opfordret til at yde støtte fra Danmark, og en undersøgelse af status der foretoges af bankdirektør C. F. Tietgen, daværende møntagent Moritz Levy og P.s tidligere kompagnon Westenholz, havde vist at firmaets økonomiske stilling i grunden var god, og at det blot gjaldt om at skaffe de fornødne kontante midler til at tilfredsstille de krav der i øjeblikket stormede ind på det, blev det efter nogen vaklen besluttet at der af kongerigets finanser og nationalbanken ydedes det et lån på 1 mio. mark banko hvoraf en del sikredes ved en hovedsagelig på Kbh.s børs tegnet garanti. Ved denne betydelige hjælp bragtes sagerne hurtigt på fode igen, firmaet genvandt sin gode stilling og så sig i stand til at tilbagebetale lånet inden de fastsatte terminer. – P. var 1851 blevet dansk generalkonsul og var i denne stilling til stor nytte for de mangfoldige landsmænd der besøgte Hamburg. I hans gæstfri hjem i Hamburg fandt i mange år tilrejsende danske venlig modtagelse, og han var altid rede til at bistå dem der søgte at bane sig vej derned efter bedste evne. De danske der søgte ham havde næsten altid en følelse af at han ikke alene pligtmæssigt tog sig af dem i embeds medfør, men at det var ham en særlig glæde at tale med danske og høre om danske forhold. Hans interesse for danske i Hamburg gav sig også udslag i en ivrig virksomhed for oprettelsen af den skandinaviske forening hvis formand han var i en lang årrække.

Efter at P. havde trukket sig tilbage fra den hamburgske forretning boede han det meste af året på Constantinsborg ved Århus som han havde købt 1867. Med stor virkelyst og med anvendelse af betydelige pengemidler forbedrede han ejendommen og dens drift. Hovedbygningen blev restaureret, og der opførtes nye avlsbygninger og et velindrettet mejeri. En god malkekvægbesætning indkøbtes, jorden blev drænet og bragt i god kultur, og gården blev snart kendt for sin mønsterværdige drift og meget søgt som lærested for unge landmænd. P. tog megen del i fremskridtsarbejdet og fik herved et solidt kendskab til landbrugets forhold. Han kom i nær forbindelse med mange af landbrugets foregangsmænd, og hans interesse for opgaverne udviklede sig efterhånden til en storstilet hjælpevirksomhed der især kom hedesagen og landboforeningsarbejdet til gode. P. var medlem af hedeselskabet fra dets første år 1866 og blev en af E. Dalgas' bedste støtter i den første tid hvor de undertiden kostbare erfaringer skulle gøres. Fra 1871 tog han selv aktiv del i hedeplantningen ved køb af den søndre Høggildgård, 1874 købte han tillige den nordre Høggildgård og blev derved ejer af den 1480 tdr. land store Høggildgård plantage hvor et stort arbejde for plantningssagen er blevet udført. Engvandingen støttede han med store tilskud, bl.a. til forsøgsanlæg på Hesselvig Enggård 1876, og 1891 bidrog han til at sætte hedeselskabet i stand til anlæg af en mosestation ved Herning. 1872 var han medstifter af Herning Hede- og Diskontobank, hvis oprindelige formål var at give lån i hedeejendomme, og han var medlem af bankens første direktion. Sin støtte til landbrugets fremme ydede han i øvrigt særlig gennem Foreningen af jydske landboforeninger, som han ved økonomisk hjælp navnlig i årene fra 1880 satte i stand til at udvide sin virksomhed bl.a. for kvægavlen, mejeribruget og frøavlen, men også mange andre landøkonomiske foreninger støttede han. Fjerkræavlens betydning havde han tidligt øje for og stiftede 1878 Foreningen for Danmarks fjerkræavl. 1873 var han med til at stifte Det jydske haveselskab, og også biavl og husflid bidrog han til at fremme. Med megen ihærdighed tog han sig af de erhverv der særlig har betydning for småkårsfolk, og en betydelig hjælp ydede han til husmandsforeninger og til Jydsk husmandskreditforening. Hans mangfoldige gaver, både smålegater og tilskud til de store foreninger blev altid givet efter nøje overvejelse som hjælp til selvhjælp, hvor han med sin praktiske sans så mulighed for fremgang. Han tog del i arbejdet med sine personlige råd, lod uddele oplysende småskrifter i tusindvis og fulgte med vågen og mangesidig interesse foreningernes virksomhed. Mellem de jyske landmænd, små og store, færdedes han jævnt og stilfærdigt, hans gerning omfattedes med megen taknemmelighed, og han var ved sin død æresmedlem af et meget stort antal landøkonomiske foreninger.

Familie

Forældre: sognepræst Børge P. (1768-1817) og Mette Magdalene Glahn (1784-1848). Gift 12.9.1844 i Hamburg med Klara Averdieck, født 14.11.1818 i Hamburg, død 7.1.1877 sst., d. af købmand Georg Friedrich A. (1774-1839) og Anna Margrethe König (1787-1865).

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1856. K.2 1875. K1 1880. F.M.1. 1891.

Ikonografi

Tegn. af J. V. Gertner (Fr.borg). Litografi af E. Westerberg, 1860, efter foto. Træsnit 1881 og af H. P. Hansen, 1891. Mal. af L. Tuxen, 1894. Buste af V. Bissen på monument, 1903 (Århus), hertil udkast. Relief af Rasmus Andersen på monument, 1903 (Herning).

Bibliografi

Axel Pontoppidan: Den yngre slægt Pontoppidan, 1931 206-24. III.tid. 5.4.1891. Ludv. Schrøder sst. 3.3.1901. Ugeskr. for landmænd 7.r.III, 1891 231-33; 8.r.V, 1901 87-89. Th. Claudi Westh i Hedeselsk.s t. XXI, 1901 47-52. Vort landbrug XX, s.å. 130f. Aug. F. Schmidt sst. XLIX, 1930 532-34. A. Christensen: Generalkonsul H. P., 1914. Aug. F. Schmidt i Fra Ribe amt V, 1922 587f. Jul. Schovelin: Fra den da. handels renæssance II, 1924 180-83 307f 314f 322f 330-35 363-82. Marius Vibæk: C. F. Tietgen og hans samtid, 1943 især 61-76. Foregangsmænd i jysk landbrug, ved Gunnar Hansen og M. Andersen, 1965 22f. Finn H. Lauridsen i Erhvervshist. årbog XVIII 1967, 1968 132-46 (heri breve).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig