Johan de Willem, Johan de Willum, d. .1631, købmand, industridrivende. Død i Kbh., begravet sst. (Nic. k.). W. var af nederlandsk afstamning og bror til amsterdamkøbmændene David og Paul de Willem, hvoraf den sidste var Christian IVs faktor fra 1624. W. var 1604 borger i Hamburg, men kom til Kbh. hvor han drev forretninger med kronen og 1611 fik anvist 3 459½ dir. af tolden i Kolding. Under Kalmarkrigen leverede han våben til kronen. 1614 fik han bevilling til hvalfangst ved Norge for fire år og 1616 til i kompagni med nogle borgere fra Dieppe at drive hvalfangst ved Grønland med et skib forår og efterår 1617. 1616 var han i Nederlandene på Christian IVs vegne for at formå nederlandske håndværkere til at slå sig ned i København og det projekterede Christianshavn. Han var sammen med broderen David participant i det ostindiske kompagni med i alt 10 500 dlr. og deltog 1619 i det petsoriske kompagni. 1622 fik han sammen med Abraham de la Haye bevilling på et kalkbrænderi ved Malmø med ret til kalkbrydning på kronens ejendom og monopol på kalkbrydning i ti miles omkreds for tolv år. 1624 overtog han sammen med Johan Bøcker van Delden og Lorens Meulengracht silkemanufakturet fra kronen, men også den private drift mislykkedes og 1627 likviderede det med betydelige tab for participanterne. 1624-25 forsøgte han bl.a. sammen med de nævnte at skabe et vestindisk-brasiliansk-virginsk-guinesisk kompagni. 1625 var han i Tyskland og de spanske Nederlande for at skaffe våben. Under kejserkrigen hørte han til kronens største leverandører og i årene 1625-29 fik han sammen med Meulengracht og v. Delden udbetalt 82 524 dir. fra rentekammeret. Betaling fik han desuden gennem direkte indvisninger i produktionen på krondomænerne og på dette grundlag drev han en omfattende handel med korn og fedevarer. 1622 optoges han i det danske broderskab i Kbh. 1627 erhvervede han hjørnegården mellem Købmagergade og Silkegade hvor der var en bod. Selv boede han i en gård på Amagertorv. Desuden havde han en have uden for Østerport og 1618 erhvervede han en grund på det nyanlagte Christianshavn med forpligtelse til at udfylde og bebygge den.

Familie

gift N. N., død senest juli 1626 i Kbh., begr. sst. (Nic. k.).

Bibliografi

Norske rigsregistranter IV-V, Kria. 1867-74. Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen I-IV, 1872-79. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887-89 (fot. optr. 1969); III, 1878-80 (fot. optr. 1969). Kancelliets brevbøger 1603-32, 1915-32. – F. Thaarup: Hist. og statist, efterretn. om det kgl. oktrojerede da. asiatiske kompagni I, 1824 lof. O. Nielsen i Pers. hist. t. I, 1880 204. Samme: Kbh.s hist. og beskr. IV, 1885. J. A. Fridericia i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl., 1896 305. H. U. Ramsing i Hist. medd. om Kbh. 2. r. IV, 1929-30 407 408 409. H. Gamrath sst. Årbog 1968 13f 19 37 52 65. Rich. Willerslev i Hist. t. 10. r. VI, 1942-44 608-36. Aksel E. Christensen i Industriens hist., udg. Axel Nielsen I, 1943 (reproudg. 1979). Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten ved det 17. årh.s midte, 1957. Sune Dalgård: Det petsoriske kompagni af 1619, 1958. Samme: Dansk-norsk hvalfangst, 1962.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig