Emanuel Thygesen, Emanuel Tygesen, 11.11.1703-18.7.1764, købmand, godsejer. Født på Mattrup, død i Kbh., begravet i Klovborg k. T. kom tidligt til Kbh. hvor han blev sat i handelslære. 1731 udnævntes han til regimentskvartermester ved grenaderkorpset, en stilling han forlod 1743 med kaptajnsrang. Allerede på dette tidspunkt havde T. bygget et handelshus op der drev omfattende forretning, navnlig med levnedsmidler, på Frankrig, og T. lagde herved grunden til sin senere velstand. 1756 afstod han forretningen til N. Ryberg der var i kompagni med hans nevø Thyge de Thygeson. 1751 var T. blevet amtsforvalter over Kalø, Havreballegård og Stjernholm amter, og efter broderens død afkøbte han dennes enke den gamle familieejendom Mattrup. Senere tilkøbtes yderligere gods, fx Skovgård og Mindstrup, og af alt dette oprettedes 1759 et stamhus der fik kgl. konfirmation 11.7.1766. T. blev af samtiden anerkendt som en human godsejer. – Virkelig justitsråd 1753.

Familie

Forældre: forpagter, siden ejer af Mattrup Thyge Jespersen (1655–1706) og Anne Mikkelsdatter (død 1721, gift 2. gang i 707 med Daniel Fischer til Silkeborg og Vinderslevgård, død 1707). Gift 1. gang 1739 med Malene Kirstine Ammitzbøll, døbt 24.1.1715 i Fredericia, begr. 19.9.1748 i Kbh. (Holmens), d. af byfoged i Fredericia Laurids Henriksen A. (død 1718) og Cathrine Iversen Erridsøe (ca. 1680–1764, gift 2. gang 1731 med borgmester i Fredericia, senere kancelliråd Hans Marcussen til Rask, ca. 1694– 1764). Gift 2. gang 3.11.1756 i Kbh. (Frels.) med Margrethe Lentz, døbt 12.10.1719 i Kbh. (Frels.), død 12.7.1758 sst. (Frels.) (gift 1. gang 1741 med agent Andreas Bjørn, 1703–50), d. af hofbager Jochum L. (død 1740) og 1. hustru Marie Sophie Jensdatter (ca. 1685–1729).

Ikonografi

Buste af Johs. Wiedewelt på epitafium (Klovborg k.), tegn. dertil af samme udst. 1778.

Bibliografi

I. Ammitzbøll: Medd. om familien Ammitzbøll og descendenter, Ystad 1902 57. Orion, udg. T. A. Becker II, 1851 43–45. Danske slotte og herregårde, red. Aage Roussell, 2. udg. XV, 1967 140f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig