Gysbert Wigand Michelbecker, 17.1.1636-25.4.1692, købmand, skibsreder. Født i Marburg, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). M. lærte bødkerhåndværket i Nachern, St.Goar og Frankfurt a.M. og kom 1657 til Kbh. hvor han først var kyper i Johan Lehns vinstue og derpå fra 1659 prokurist hos vinhandler Johan Edinger. 1661 åbnede han selv en vinhandel med et større parti vine som han personlig havde indkøbt i Amsterdam, og oparbejdede den i årenes løb til en stor og anset forretning. Han drev også import- og eksporthandel af anden art og regnedes 1691 blandt byens største redere. Han var først etableret i et mindre hus på Frederiksholm, men byggede 1687 en stor gård med huse og lejevåninger ved Frederiksholms kanal. Da den var "Staden til god og mærkelig Sirat", benådedes han s.å. med tyve års skattefrihed og ret omfattende handelsprivilegier. I mange år kaldtes gaden (nu: Ny Vestergade) efter ham Wigandsgade. 1682 var han blevet udnævnt til kgl. kældermester; han var desuden en af stadens 32 mænd og meddirektør for vandledningen. Den første kirke for reformerte indrettedes 1685 i hans hus. Af hans 17 børn nåede de 9 voksen alder, men en datter omkom ved operahusets brand 1689 og den ældste søn druknede da faderens skib Sophia Amalia forliste ved Norge 1692. Den anden søn, Henrik Wigand M. (1672-1720), døde som ejer af herregården Gundetved (Selchausdal), mens seks døtre ægtede ansete mænd af købmandsstanden og den borgerlige embeds- og godsejerstand. Svigersønnen Wilh. Edinger overtog forretningen og gården der senere måtte vige for Prinsens palæ.

Familie

Forældre: råds-forvandt og hospitalsforstander Erich M. og Elisabeth v. Saltz Budden. Gift 24.8.1663 i Kbh. med Anne Ludewigs, født 15.7.1647, død 4.10.1724 i Kbh., d. af købmand Johan L. (født 1619) og Elisabeth Martens.

Ikonografi

Stik af Hubert Schaten ca. 1692 efter mal. af Andreas Quant.

Bibliografi

H. Hjorth-Nielsen i Pers. hist. t. 9.r.II, 1930 205-13 (slægt). C. Giessing: Ny saml. af jubellærere III, 1786 (faks. udg. 1979) 413. Jul. Schade i Hist. t. II, 1841 118. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. V, 1889. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig