Sophus Falck

Sophus Falck, Sophus August Falck, 15.11.1864-29.7.1926, maskinfabrikant, stifter af Falcks redningskorps. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Efter uddannelse som bøssemager på hærens geværfabrik rejste F. 1884 til Amerika hvor han bl.a. havde arbejde på Singers symaskinefabrik i New York. Ved siden af denne lå en redningsstation hvorfra F. 1885 så et redningskorps rykke ud for at assistere ved en brand. F. kom herved ind på den tanke han senere førte ud i livet. 1887 kom han tilbage til København hvor han gjorde mesterstykke på geværfabrikken og derefter etablerede et mekanisk værskted. Fra begyndelsen af 1890erne var virksomheden i kraftig fremgang og 1893 flyttede F. til Jagtvejen hvor han overtog firmaet C. Muxoll der bl.a. fremstillede havemøbler og handlede med jernvarer. Han begyndte her efter inspiration fra England en fabrikation af pavilloner og andre former for træbygninger (hospitalsbarakker, lagerbygninger, drivhuse). Blandt firmaets arbejder kan bl.a. nævnes Sønderbro teater samt en række telefontårne landet over. Som følge af virksomhedens stærke vækst og deraf følgende kapitalbehov blev virksomheden 1903 omdannet til aktieselskab, Københavns Pavillon-Byggeri og Havemøbelfabrik. Under den russisk-japanske krig 1904-05 rejste F. til Rusland hvor det lykkedes ham at opnå ordrer på dels et mindre lazaret i St. Petersborg, dels et større felthospital i Tankoi ved Bajkalsøen. Hospitalet byggedes i Kbh. og transporteredes adskilt til Sibirien hvor det samledes af danske arbejdere. Hjemkommen trådte F. efter uoverensstemmelse med selskabets bestyrelse ud af firmaet 1905, og han optog nu sin gamle plan som var blevet yderligere modnet ved hvad han havde set i Rusland. Han foretog et par studierejser til Hamburg og London, og ved Christian IXs bisættelse 1906 etablerede han en studenterambulance. 3.10. kl. 17.30 – dato og klokkeslet som ved Christiansborgs brand 1884 som F. havde overværet umiddelbart før sin afrejse til USA – 1906 åbnede F. sin redningsstation i Ny Kongensgade 15. Virksomheden, Københavns og Frederiksbergs Redningskorps, var et aktieselskab med en aktiekapital på 60.000 kr., og de fornødne aftaler om korpsets virksomhed var truffet med brandvæsenet og politiet. Det nye og uvante led i gadebilledet vandt ikke straks anerkendelse, og F. blev en tid et kærkomment bytte for københavnerviddet. Med sej energi arbejdede han virksomheden op til en anerkendt position og etablerede efterhånden faste redningsaftaler med forsikringsselskaber, offentlige institutioner og private virksomheder. Korpsets virkeområde udvidedes til ud over hjælp ved ildebrand også at omfatte sygetransporter – F. anskaffede 1908 Skandinaviens første automobilambulance -redningsarbejder, oprydning af brandlidte virksomheder og i det hele taget alle former for bistand ved ulykker (trafikulykkeshjælp, eftersøgning, dykkerarbejde m.v.), og desuden etableredes en særlig entreprenørafdeling. Virksomheden flyttede 1910 til større lokaler i Ny Kongensgade 9 og fik 1916 egen bygning i Tietgensgade. Efter 1. verdenskrigs afslutning, hvor bilismen for alvor begyndte at vinde indpas, startede F. opbygningen af et landsdækkende net af redningsstationer (Odense 1919, Ålborg 1920, Svendborg 1924, Gentofte 1926) hvortil efterhånden også knyttedes brandkorps for de tilgrænsende landkommuner (zonebrandvagter) hvad der betød en betydelig forbedring af disses brandværn. De forskellige stationer sammensluttedes 1921 i De Danske Redningskorps Fællesforbund, og hertil knyttedes en 1923 oprettet brand- og redningsskole. – Ved F.s pludselige død 1926 havde hans virksomhed vundet almindelig anerkendelse, og korpsets udbygning fortsatte under ledelse af sønnerne Rudolf (1890-1933), Harry (1892-1961) og William (1894-1966). F.s energi og opfindsomhed kom også til udtryk på en række samfundshygiejniske områder. Som medstifter af Vinteridrætsforeningen 1910 stod han bag organiseringen af snesporten i Danmark, 1913 tog han initiativ til en kamp mod flueplagen og var fra samme år den bærende kraft i Foreningen til gadefærdselens betryggelse. Med sin impulsive og joviale facon forstod han at skabe gehør for sine ideer såvel under sine mange agitationskampagner som i pressen. For sit redningsarbejde modtog han en række hædersbevisninger fra danske og udenlandske dyrebeskyttelsesorganisationer.