J. Stilling-Andersen, Jacob Michael Henrik Ferdinand Stilling-Andersen, 24.6.1858-18.2.1933, mejeribestyrer, smørgrosserer. Født i Ølgod, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Navneforandring 10.7.1912. S.-A. voksede op i et fremtrædende grundtvigsk præget gårdmandshjem og uddannedes efter skolegang ved landbrug og fra 1877 mejeri. 1880–81 var han elev på Tune landboskole, og vinteren 1881–82 var han med til på sin hjemegn at rejse en diskussion om mejeribrugets fremtid. Da der i Ølgod sogn blev drøftet at oprette et smørpakkeri blev S.-A. inddraget i forberedelserne. Han gjorde sig her til talsmand for at man i stedet lor at samle smørret skulle samle mælken, og han havde en væsentlig del af æren for oprettelsen af Hjedding andelsmejeri der påbegyndte sin virksomhed 10.6.1882. S.-A. var i denne sammenhæng praktikeren der selv gik ind med en betydelig mælkemængde i det nye mejeri idet han afkøbte en del landmænd der ikke ville være andelshavere deres mælkeproduktion. Derimod tilkommer æren for udformningen af vedtægterne gdr. Niels Hansen Uhd. S.-A. blev mejeriets ferste bestyrer, og trods indkøringsvanskeligheder og en epidemi der ramte mejeriet lykkedes det ham at indfri de økonomiske forventninger der var stillet. 1884 satte han det første andelsmejeri i Sønderjylland i gang, og 1885–89 var han mejeribestyrer på Nørre Nebel andelsmejeri. 1889 blev han knyttet som konsulent til den af P. A. Alberti oprettede Danske Landmænds Smøreksportforening, men forlod denne stilling 1892 for at oprette sit eget firma der senere omdannedes til et A/S The Danish Bulter Export Union Ltd. for hvilket S.-A. var formand og direktør. S.-A. deltog i oprettelsen af Dansk mejeristforening 1887, var bestyrelsesmedlem til 1891, og senere beklædte han en del tillidsposter i handelsverdenen, bl.a. var han fra 1913 medlem og fra 1926 næstformand for Kbh.s havnestyrelse. – S.-A. ydede med indsats omkring oprettelsen af Hjedding andelsmejeri en pionergerning i dansk mejeribrug. Han var en engageret og særpræget personlighed med stor interesse for offentlige forhold, og han opstillede, dog uden at opnå valg, for venstrereformpartiet i Kalundborg 1909. Hans forretningsmæssige karriere opfyldte næppe helt de forventninger han selv havde stillet til den.

Familie

Forældre: gårdejer, sognefoged Jens Mathias Bollerup Andersen (1822–68) og Marie Cathrine Mouridsen (1827–79). Gift 11.11.1884 i Agersnap, Ølgod sg., med Mette Marie Christensen Tranberg, født 10.11.1860 i Ølgod, død 17.5.1936 i Kbh., d. af gårdejer Christen Knudsen T. (1820–1903) og Kirsten Mikkelsen (1836–1916).

Udnævnelser

R. 1904. F.M.l. 1932.

Ikonografi

Mal. af Hans Henningsen, 1919 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

J. S.-A. i Mælkeritid., 1891 313–18 327–33 og i Vort landbrug LI, 1932 291–94 312–14 327–30 342–44. – H. Hertel: Andelsbevægelsen i Danm., 1916–17 127–31. A. Axelsen Drejer i Det danske landbrugs hist., udg. K. Hansen IV, 1925–33 346–49. J. Galle og J. S.-A. i Mælkeritid. XLIV, 1932 457–73. L. P. Frederiksen i Andelsbi., s.å. 88 lf. Vort landbrug, s.å. 37 lf. A. P. Hansen i Tidsskr. for landøkonomi, 1933 276f. Dansk mejeribrug 1882–2000, red. Cl. Bjørn, 1982 48–53. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig