Abraham Lehn

Abraham Lehn,  20.8.1643-2.9.1709, vinhandler. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Petri k.). L.s far skal under trediveårskrigen være udvandret fra Rhinegnene til Kbh. hvor han 1640 nedsatte sig som vinhandler, 1668–81 var rådmand og 1655–78 kirkeældste for Petri kirke. Sønnen fik en omhyggelig undervisning, først hos privatlærere, senere i Vor Frue skole hvor han havde Peder Syv til hører. Med Kbh.s belejring var det dog forbi med hans studier, og han vendte sig 1659 til faderens profession. For at han kunne sætte sig yderligere ind heri sendte Johan L. ham 1661 til velanskrevne fagfæller i Amsterdam, Köln og Bacharach hvor han i to år uddannede sig i vinhandler- og fasbinderhåndteringen. 1663–67 arbejdede han i faderens vinhandel, men drog 1667–69 til Hamburg, Frankfurt og Amsterdam på hvilken rejse han drev sine første selvstændige forretninger; en lignende rejse foretog han 1671. Kort efter sit giftermål 1673 fik han borgerskab som vinhandler og indtrådte i lavet s.å. Efter sin far overtog han senere det berømte vinhus Dyrkøb, som 1699, da Vor Frue kirkeværger afkøbte L. en del af ejendommen på hvis grund Frue kirkegård blev anlagt, blev besunget i det kulturhistorisk interessante digt "Det glædelige Dyrkjøbs Hukommelse". L. drev imidlertid ikke blot vinhandel og vinhus, men også storhandel som ostindisk købmand (grosserer) og en udstrakt skibsfart, bl.a. på Indien. 1691 nævnes han blandt Kbh.s fornemste redere; endvidere var han fra 1688 direktør for Det ostindiske Kompagni. 1703 byggede han på Christianshavn den smukke patriciergård Strandgade 6 som endnu er bevaret, om end i det ydre fuldstændig ombygget. Utvivlsomt var den fremragende og højtansete forretningsmand en af de rigeste privatmænd i landet; han efterlod sig ved sin død 225 000 rdl. hvad der med pengenes nuværende købekraft ville udgøre en millionformue. Ligesom sin far var L. ikke uden sans for offentlige formål. 1688–1709 havde han således sæde blandt stadens 32 mænd og var 1700 medlem af en kommission i rådstuen i anledning af et forslag til handelens forbedring. Størst interesse viede han dog Petri menighed i hvilken han 1687 blev forstander og 1690 kirkeældste; både Petri kirke og skole fandt i ham en gavmild donator; og udvidelsen af kirken 1691 skete under hans auspicier. Af hans i arkivet på Orebygård bevarede selvbiografi 1643–73 fremlyser foruden varm gudsfrygt stor sønlig pietet og inderlig kærlighed til hustruen over hvis tidlige død han sørger dybt.