Th. Andersen, Hans Thorvald Alfred Andersen, 24.11.1871-26.8.1960, vinhandler. Født i Svendborg, død i Odense, begravet sst. (Ass.). A. kom efter sin konfirmation i købmandslære i Odense 1885 og blev derefter 1892 ansat i vinfirmaet Hansen & Co. i Svendborg som han forlod tre år senere for sammen med den jævnaldrende Johan Ludvig Justesen (1871–1921) at etablere engrosvinhandelen Odense Vin Kompagni. Da ingen af dem var i besiddelse af nogen større kapital var virksomhedens omsætning i de første år beskeden. Hovedparten af salget gik til brugsforeningerne som de etablerede firmaer veg tilbage for at handle med som følge af købmændenes modstand. Ret hurtigt lykkedes det dog kompagniet at få forhandling af flere anerkendte udenlandske vinhuses produkter, og ved til stadighed at satse på kvalitetsvine – og især efter at firmaets portvin i 1907 var blevet tildelt guldmedalje på verdensudstillingen i London – fik A. og Justesen inden 1. verdenskrigs udbrud etableret et landsdækkende salgsnet ligesom de i disse år begyndte en eksport af danske frugtvine. 1917 rykkede virksomheden ind i egne lokaler på Klostervej (Vingården), og også i mellemkrigsårene fortsatte A., der ved Justesens død 1921 blev eneindehaver, udvidelsen af forretningens virksomhed, i første række ved opkøb af flere af de gamle, kendte fynske vinfirmaer: Niels Jensen & Co., Odense, 1923, J. J. Jacobsens Eftf., Fåborg, (Kijafa) 1928 og Gamle Hestehauge, Svendborg 1940. Som medejere indtrådte 1938 A.s søn og svigersøn (Niels Ove A. (1911–77) og Jørgen C. Dreyer), men A. fortsatte dog aktivt i forretningens ledelse næsten til sin død. Såvel i som uden for vinbranchen havde A. gennem årene mange tillidshverv. 1920–30 var han medlem af Vinhandlerforeningens bestyrelse og varetog fra 1935 til sin død posten som portugisisk vicekonsul. Han medvirkede ved stiftelsen af Falcks Redningskorps i Odense 1919 hvor han beklædte formandsposten 1920–60, og var desuden i ledelsen af en række af byens filantropiske foreninger og stiftelser. Som udtryk for sine kirkelige interesser skænkede han klokkespil til adskillige fynske kirker (bl.a. Skt. Knuds) og stiftede flere større legater til uddannelses- og velgørenhedsformål.

Familie

Forældre: sadelmager Christen A. (1834–84) og Karen Hansen (1833– 1916). Gift 16.12.1902 med Inger Schmidt, født 25.4.1879 i Odense, død 28.6.1952 sst., d. af overlærer Karl S. (1844–1922) og Frederikke Clausen (1849–1912).

Udnævnelser

R. 1925, DM. 1936, K. 1950.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Karl Schmidt: Odense vin kompagni 1895–1. maj-1925, 1925. Odense vin kompagni 1895–1945, 1945 (u.f.). Børsen 20.11.1951 og 27.8.1960.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig