Hans Kjær, Hans Andersen Kjær, 12.10.1873-29.9.1932, arkæolog. Født i Oustrup ved Egtved, død i Jerusalem, begravet i Egtved. K. blev student 1891 fra Fredericia, cand. mag. med græsk som hovedfag 1898. Allerede fra 1895 var han knyttet til Nationalmuseet og fik 1898 fast ansættelse ved dettes 1. afdeling (danske samlings forhistoriske del), ved hvilken han 1914 blev underinspektør, 1916 inspektør. Han var en meget aktiv deltager i museets hele undersøgelsesvirksomhed landet over og vil bl.a. mindes for den betydningsfulde udgravning af landsbyen fra ældre jernalder ved Ginderup i Thy. I tilknytning til sin museumsgerning udfoldede K. et ret omfangsrigt forfatterskab. Foruden flere afhandlinger i Aarbøger for nord. Oldkyndighed, hvoraf kan fremhæves Gravkister fra Stenalderen, 1910, har han navnlig i de historiske amtsforeningers årbøger skrevet talrige artikler. Fremdeles har han som bidragyder til populærvidenskabelige værker, bl.a. Daniel Bruuns "Danmark", som arkæologisk medarbejder ved Berlingske Tidende og som en yndet foredragsholder i Folkeuniversitetsforeningen gjort meget til at vække interessen for oldforsk-ningen i videre kredse. Til sådanne henvender sig også Vor Oldtids Mindesmærker, 1925. -Mens K. tidligere havde begrænset sig til dansk arkæologi, overtog han 1926 ledelsen af de fra privat dansk side iværksatte udgravninger i Shilo i Palæstina. Om resultaterne af disse undersøgelser, der fortsattes 1929, har han berettet dels i foreløbige rapporter i Journal of the Palestine Oriental Society, 1930, dels i den lille bog I det hellige Land, 1931. Under en afsluttende kampagne 1932 blev K. angrebet af dysenteri og døde på et hospital i Jerusalem. – K. var en ivrig sportsmand, medstifter af, senere formand for Dansk Hockey-union og gennem en årrække medlem af Dansk idrætsforbunds bestyrelse.

Familie

Forældre: bolsmand, landpost Christian Christiansen (1829–85) og Karen Hansen (1840–1921). Ugift.

Udnævnelser

R. 1923.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Studenterne fra 1891, 1916. – Berl. tid. 30.9.1932. P. N[ørlund] i Hist. t. 10. r. II, 1933 408f. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig