Sophus Müller, Sophus Otto Müller, 24.5.1846-24.2.1934, arkæolog. Født i KM. (Slotsk.), død på Frbg., begravet på Skoven kgd. ved Jægerspris. M. gik i Bohrs skole og blev student 1864, privat dimitteret. Han valgte som universitetsstudium klassisk filologi, uden tanke på den videnskab der skulle komme til at fylde hans liv. 1871 blev han cand. philol., hvorefter han slog ind på undervisning. Skolen havde hans interesse, og dens arbejde beskæftigede ham med afbrydelser indtil 1876. Filologien som videnskab lå ikke for M.; efter hvad han selv i sit doktorvita fortæller, vaktes hans bevidste interesse for forhistorien første gang så sent som efter universitetsstudiernes afslutning. M. var altså ikke "født" forhistoriker i samme forstand som fx J. J. A. Worsaae. Til gengæld mødte han, da han endelig viede sig forhistorien, med en solid ballast af humanistisk viden der ikke undlod at lægge særpræg og styrke i hans livslange arbejde med at forme og videreføre en ung videnskab. I begyndelsen af 70erne vendte M. sig til forhistoriske studier og, som naturligt var efter hans uddannelse, navnlig til den romerske tids fund og oldsager i Danmark. En studierejse 1872-73 til Tyskland, Schweiz og Italien gav ham lejlighed til selvsyn af det tilsvarende fremmede materiale, og resultatet blev hans debutarbejde som arkæologisk skribent, en afhandling i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1874, hvori han på systematisk grundlag og med udpræget sans for orden og metode foretog en tidsadskillelse inden for det danske fundstof fra de fire første århundreder e.Kx. Gennem disse studier fik M. føling med museet for nordiske oldsager og blev herefter regelmæssig deltager i dets arbejde ude og inde. Han kom her i berøring med museets europæisk berømte chef, Worsaae, den mand der skulle blive hans højt beundrede lærer og forbillede. Worsaaes hele personlighed, de menneskelige sider såvel som de eminente videnskabelige evner, øvede på M. en uimodståelig tiltrækning. Inden længe blev han Worsaaes våbendrager og forkæmper i videnskabelige tvistigheder ude og hjemme.

70erne var M.s lære- og orienteringsår. Allerede tidligt kom han ind på stenalderstudier, men ellers var hans første arbejdsår ved museet – hvortil han ved regelmæssigt arbejde fik stadig nøjere tilknytning – helliget bronzealderen, en periode af oldtiden som han, vistnok smittet af Worsaaes begejstring, vedblev sit liv igennem at omfatte med særlig forkærlighed. Efter en rejse i Tyskland 1875 fremlagde M. (i Aarbøger ... 1876) en afhandling Bronzealderens Perioder, hvori han -i øvrigt i modsætning til Worsaaes anskuelse -hævdede, at bronzealderens to arter af grave, de brændte og de ubrændte, ikke var skilt kronologisk, men kun geografisk. At denne tese var forfejlet blev senere åbenbart, navnlig ved dokumentation fra den svenske forsker Oscar Montelius; men M.s arbejde havde værdi ved den grundige gennemarbejdning af et stort materiale. 1877-78 foretog M. en længere rejse til England, Irland og Frankrig, denne gang væsentlig med jernalderstudier for øje, specielt det med dansk yngre jernalder og vikingetid samtidige europæiske stof. Ved sin hjemkomst opnåede han fast ansættelse som assistent ved museet. Udbyttet af den vesteuropæiske rejse sammenarbejdede han til sin disputats, der fremkom i Aarbøger ... 1880 under titlen Dyreornamentiken i Norden, et grundigt, skarpt analyserende arbejde der klart påviste de to hovedstilarter i vor vikingetids ornamentik og for den ene, "Jellingestilen", efterviste forholdet til irsk kunst på så overbevisende måde at opfattelsen siden har været almindeligt anerkendt. Denne M.s doktorafhandling må betegnes som en mønsterværdig stilhistorisk undersøgelse; den placerede da også sin forfatter i første række blandt det forhistoriske studiums dyrkere herhjemme. – Endnu en større udenlandsrejse, den sidste, foretog M., hvorved han yderligere udbyggede sin europæiske videnskabelige basis. Turen gik denne gang syd- og østpå, til Grækenland og Rusland. Ved hjemkomsten 1881 overtog han efter C. Engelhardt sekretærposten for oldsagsafdelingen i Det kgl. nordiske oldskriftselskab, det samme selskab for hvilket Worsaae var vicepræsident og førende kraft. Hermed indledtes et næsten fyrretyveårigt overordentlig frugtbart og virksomt arbejde, hvorunder det efterhånden lykkedes M. fuldt ud for selskabet at erstatte det store tab som Worsaaes tidlige død havde betydet.

M. stod nu efter sine lære- og vandreår fuldt rustet til at gøre sin videnskab gavn for alvor. Der var meget at gøre når en så ung disciplin skulle befæstes, og der er ingen grund til at tro at dette ikke allerede i disse første år af 80erne har stået M. klart. Men endnu levede jo fagets stormester Worsaae; ingen kunne tænke at han ikke havde lang tid endnu; ansvar og ledelse måtte være hans. For M. blev det da stadig forberedelsernes tid. Fra hans hånd stammer i disse år en afhandling om den europæiske bronzealders oprindelse, oplyst ved de på den sidste rejse studerede fund, heriblandt de Schliemannske fra Mykene; "et Udkast" kalder M. selv dette arbejde, og mere var det ikke. Vigtigere er et indlæg fra tiden kort derefter (Aarbøger ... 1884), hvori han går skarpt til felts mod den af de svenske forskere Hans Hildebrand og Oscar Montelius siden begyndelsen af 70erne anvendte såkaldte "typologiske" metode, hvorefter det i analogi med den Darwinske udviklingslære skulle være muligt i arkæologien at eftervise typernes udvikling, den ene af den anden, og således uden videre påvise det i oldtidens kunst og håndværk til enhver tid foregåede vækstforløb. For M. var denne "typologi" som videnskabelig metode uantagelig. Humanistisk indstillet som han var, glemte han aldrig at arkæologiens stof er menneskelige frembringelser, ikke naturprodukter, og han hævdede med fuld ret at den typologiske lovmæssighed, som faktisk er til stede (og som han selv undertiden, dog uden særligt talent, benyttede) ikke er brugelig som primær basis for kronologi; kun hvor sammenlignende iagttagelser fra sikre "sluttede" fund giver faste holdepunkter, lader typologiske ræsonnementer sig anvende som hjælp ved tidsfæsteisen. I overensstemmelse med Worsaae og med dansk arkæologisk forskning siden erklærede han "den arkæologiske Sammenligning" i vid forstand for det eneste brugelige grundlag for fastlæggelse af kronologi. 1885 døde Worsaae uventet. Et smukkere, mere værdigt eftermæle end den mindetale (Aarbøger ... 1886), hvori M. særtegnede Worsaae, gjorde rede for hans videnskabelige fortjenester og karakteriserede hans personlighed, kan ingen lærling sætte sin mester. M., som inden for den forhistoriske arkæologi vel allerede da måtte stå i bevidstheden som Worsaaes arvtager, kom dog ikke til at overtage hans embeder. Der påfulgte i arkæologiens og museernes liv under Worsaaes aldrende efterfølger C. Herbst et slags interregnum, et overvejelsernes stadium hvor man efterhånden indså nødvendigheden af en indgribende omordning. I Prinsens palæ havde efterhånden ikke så få indbyrdes uafhængige samlinger og institutioner til huse; M. var således i nogle år samtidig med sin ansættelse i museet for nordiske oldsager også assistent ved direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring samt ved møntsamlingen. Efter Worsaaes død var han blevet inspektør ved museet, og han deltog samtidig med at passe sin litterære produktion (Aarbøger ... 1886: om votivfund), ivrigt i de nævnte administrative overvejelser, hvad der gav sig udtryk i at han 1887 forelagde for ministeriet såvel en plan om den fremtidige ordning af samlingerne i Prinsens palæ som også et udkast til regler for statsunderstøttede provinsmuseer. Ministeriet godtog det sidste, men henlagde foreløbig museumsplanen.

Imidlertid arbejdede M. videre. To store klassificerende værker der skulle blive af væsentlig betydning for det fremtidige oldsagsstudium så lyset i disse år: Ordningen af Danmarks Oldsager. Stenalderen (1888) og Bronzealderen (1891). Det var ikke blot billedværker som man tidligere havde kendt dem, men just "ordninger", systematisk gennemarbejdede oversigter over typerne ledsaget af knappe, indholdsmættede tekster. M. kunne ved udarbejdelsen af disse værker ligefrem ikke undgå at komme til at beherske sit stof, og denne beherskelse skulle ikke forblive nogen indefrossen værdi. Ikke alene fremlagde han 1891 (Aarbøger ...) bronzealderstoffet i en omfangsrig afhandling, men han foretog allerede i disse år forarbejder til den store håndbog Vor Oldtid som snart skulle se lyset. Samtidig tog han sig virksomt af oldskriftselskabets sager. Hans ønske om at bringe selskabet i kontakt med fortidsminderne ude i landet gav sig udtryk i indstiftelsen af de årlige "sommermøder" (fra 1886) og han skabte (1889) den arkæologiske forskning et nyt organ ved grundlæggelsen af selskabets publikationsserie Nordiske Fortidsminder (hvori han allerede 1890 kunne offentliggøre en studie over halsringe fra bronze- og jernalder). 1891 døde M.s far, direktøren for antiksamlingen og møntkabinettet Ludvig Müller. Tillige var Herbst gammel; tiden var inde til en nyordning. Denne kom året efter. Under den i tidligere tid ofte foreslåede benævnelse Nationalmuseum forenedes Prinsens palæs samlinger under to sideordnede direktører, M. og den jævnaldrende forsker Henry Petersen; mens sidstnævnte fik middelalder- og renæssanceafdelingerne ("2. afdeling"), blev oldnordisk museum, Etnografisk museum og Antiksamlingen underlagt M. ("1. afdeling"). Tillige opløstes direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring, og tilsynet med oldtidsminderne ude i landet såvel som med de statsunderstøttede provinsmuseers forhistoriske samlinger overdroges M.

Vistnok havde M. ikke ønsket denne deling; men om han end ikke arvede Worsaaes samlede rige, fik han dog et betydeligt område under sig og blev navnlig den uindskrænkede hersker på den forhistoriske arkæologis forskellige felter. Han havde nu omsider frie hænder, og han benyttede dem. Straks fra begyndelsen satte han ind, velforberedt og målbevidst, på én gang ad flere forskellige linjer. Hvad han nåede inden århundredets udgang var imponerende. Længe havde det stået klart for M., at om Nationalmuseet skulle udvikle sig til at blive, hvad det burde være, et i videnskabelig henseende selvbestemmende forskningscentrum, måtte det mere end før kunne foretage selvvalgte udgravninger og foretage dem efter ensartet metode. M. søgte derfor, med bistand udefra, statens støtte og opnåede allerede 1893 en ret anselig pengebevilling; samtidig udarbejdede han med hjælp af docent ved kunstakademiet G. V. Blom en nøjagtig, efter faste principper lagt udgravningsmetode. Den antikvariske berejsning og kortlægning af landet, allerede påbegyndt af Worsaae, fortsattes med energi, og tillige øgedes tempoet inden for arbejdet med at frede oldtidsmindes-mærker ad frivillighedens vej. Ligesom Worsaae var nemlig M. en modstander af tanken om en fredningslov; en sådan mentes at måtte skade forholdet til landbefolkningen samtidig med at ville vise sig ukontrollabel. Inden for museets mure viste M. sig nu først rigtigt som den store ordner. Etnografisk samling blev fuldstændig nyopstillet, og velordnede arkiver indrettedes for fredning, udgravning og antikvarisk berejsning. Jævnsides hermed udfoldede M. en videnskabelig produktion af storslået omfang og fylde. 1892 udkom hans monografi over den da nylig fundne mærkelige sølvkedel fra Gundestrup; 1895 kunne han udsende tredje bind af sin "ordning" (jernalderen), og den længe ventede, hele studiet og stoffet omfattende håndbog Vor Oldtid, udkom 1897. 1898 publiceredes i Aarbøger ... den grundlæggende afhandling om en da for første gang iagttaget stenalderkultur i Jylland, benævnt efter gravformen "enkeltgravs-kulturen", et fænomen der senere skulle vise sig af væsentlig betydning for forståelsen af kultur-forløbet i yngre stenalder, ikke blot i Danmark, men i store dele af nord- og mellemeuropa. Planmæssige undersøgelser af køkkenmøddingerne, foretaget 1893-98 i samarbejde med naturvidenskabsmænd, resulterede i det store værk, udkommet 1900, om affaldsdyngerne, en bog skrevet af flere, men i første række af M. selv. S.å. udsendtes i Aarbøger ... den afhandling om Hedeby hvori M. begrunder en af ham selv tidligere fremsat tanke, at oldtidens Hedeby har ligget på arealet inden for halvkredsvolden, en tanke der er godtaget af eftertidens forskning. Centralt i denne produktion står Vor Oldtid, af mange regnet for M.s hovedværk. Den er det på en måde. Uden tvivl er det berettiget at betegne dette værk som en af de bedste arkæologisk-kulturhistoriske håndbøger der nogen sinde er skrevet. Et stærkt, roligt sprog bærer den stofrige, vel gennemtænkte fremstilling som en bredt glidende strøm et buget fartøj. Gennem en (i øvrigt fortrinlig) tysk oversættelse vandt denne bog med ét slag sin forfatter europæisk navn. 1898 indvalgtes M. i Videnskabernes selskab.

M. stod ved århundredskiftet i sin fulde kraft som arkæologiens anerkendte midtpunkt i Danmark. Hos ham samledes trådene, fra ham udgik ethvert vigtigere initiativ i den danske arkæologiske verden. Han havde som administrator en stærk hånd og at klart overblik. Hans stræben og faste vilje var at holde videnskabelig disciplin inden for en forskningsgren hvis frigørelse som selvstændigt fag ikke lå meget langt tilbage i tiden og som i hvert fald over for andre humanistiske videnskaber var meget ung. M. var på sit fags vegne nidkær og følsom, over for universitetet stærkt en garde og inden for fagets rammer en ubarmhjertig udrydder af løshed og dilettantisme. Hans faglige magt og anseelse var grundfæstet, han stod nu over for sin sene manddoms opgaver og videnskabelige pligter.

1900 udkom Johannes Steenstrups skrift om Danmarks sydgrænse, hvori M.s opfattelse af Hedeby og af Danevirkes voldanlæg på flere punkter anfægtedes. M. foretog da, sammen med de yngre arkæologer C. Neergaard og G. Rosenberg – for øvrigt omtrent samtidig med at Kielmuseets direktør Johanna Mestorf ved Fr. Knorr lod foretage udgravninger inden for halvkredsvolden – en omfattende besigtigelse og opmåling af samtlige Danevirkes volde. Resultatet heraf forelagdes 1903 af M. og Neergaard i den grundige studie Danevirke (Nordiske Fortidsminder), et arbejde der indtil 1930ernes store tyske udgravninger har dannet den faste basis for Danevirkeforskningen. Samtidig fik M. tid til vigtige studier i sen stenalder, sammenfattet i skriftet om de nordiske fiintdolke (Nordiske Fortidsminder, 1902) og til førstepublikationen (sst., 1903) af det sept. 1902 i Trundholm mose, Odsherred, fundne solbillede af guld og bronze (Solvognen), det fund der nu vel står som Nationalmuseets navnkundigste. Rastløst arbejdede M. videre. På sine mange rejser rundt om i landet havde han med sit skarpe øje iagttaget gravhøjenes forhold til terræn, landskabsformer og jordbundsbeskaffenhed. Han udsendte herom (Aarbøger ... 1904) en original, idérig studie Vejog Bygd, hvis hovedtese, at højrækker markerer vejlinjer, vel er sat lovlig skarpt op, men som ved sine iagttagelsers fylde altid vil stå som et primært arbejde af høj rang. Endnu en gang vendte M. sig (på ydre foranledning) til den almindelige, sammenfattende fremstilling. Han skrev 1906 til "Verdenskulturen" en oversigt over Europas forhistorie, et arbejde der senere udkom på hovedsprogene. M. får her lejlighed til at vise sin indsigt i det uhyre stof, men afslører samtidig en skematisk stivhed i opfattelsen af de forhistoriske kulturers udbredelse i Europa fra syd til nord. Bogen har aldrig hørt til M.s bedste. Endelig udsendtes 1906 (Aarbøger ...) en større afhandling om den romerske jernalders bopladsfund i Danmark.

Til Nationalmuseets hundredårsdag 1907 skrev M. i serien til folkeoplysnings fremme en populær fremstilling af Nationalmuseets betydning for folket, et ejendommeligt charmerende lille skrift, særpræget ved forfatterens lune og propaganderende evne. Der var nemlig noget at gøre propaganda for. Gennem mange år havde der i Prinsens palæ hersket følelig pladsmangel, og hverken den eller brandfaren mindskedes som tiden gik. M. forsømte ingen lejlighed til at agitere for udvidelse. I betragtning af forholdene – de trangt installerede samlinger der umuliggjorde enhver forevisning i større stil – og under hensyntagen til epoken i det hele må det siges at M. med dette lille vidt udbredte skrift, samt ikke mindst med Vor Oldtid, har gjort sin indsats også på den del af Nationalmuseets virkeområde der vender ud mod folket.

Det fulgte af M.s struktur som videnskabelig forsker at han ikke gerne anerkendte ideer eller teser som ikke afgørende støttedes af det arkæologiske stof. Kun nølende og trinvis havde han derfor sluttet sig til den periodeinddeling af bronzealderen der for længst var foretaget af Oscar Montelius, den jævnalderende svenske forsker, M.s så ofte fremhævede modstykke. Nu var imidlertid tiden inde for M. til at lade det danske materiale give bidrag også på dette felt. Han skrev da (Aarbøger ... 1909) en koncentreret, af mesterhånd præget fremstilling af vor ældre bronzealder som findeltes i seks tidsafsnit (svarende til Montelius' tre); hermed var grænsen nået, måske for altid, for delingsmuligheder i dette oldtidsafsnit. I et andet derimod, den romerske jernalder, blev der for M.s fint analyserende evne lejlighed til, foranlediget ved nye lollandske fund at påvise en sondring i ældre og yngre lag (Nordiske Fortidsminder, 1911). – M.s kraftige styre og udprægede herskerlyst måtte, forenet med hans kvalitet som forsker, skabe en aktivitet og føre til positive resultater af en sådan rækkevidde, at de dermed forbundne skyggesider naturligt for en bedømmende eftertid må træde i baggrunden. M. var ofte hård og hensynsløs. Utvivlsomt var det ikke let for de yngre ved museets 1. afdeling at indordne sig; rivninger og brud forekom. Heller ikke i forholdet til provinsmuseernes folk, hvem M.s imperatoriske optræden nok til tider kunne falde for brystet, var der altid ro. Dog M. var ikke blot stærk, men også klog; hvor fortrinligt han forstod, når det gjaldt, at appellere til fredeligt samarbejde, viser udtalelserne (Aarbøger ... 1912) af principiel natur om Nationalmuseet og provinsmuseerne, forfattet dels af sidstnævntes egne mænd, dels af M. og hans kollegadirektør.

I disse sidste år før første verdenskrigs udbrud kastede M. sig med iver over den mere lokalt bestemte arkæologi, den forhistoriske udvikling inden for en enkelt landsdel. Det var Vendsyssel det gjaldt (Aarbøger ... 1911-12) – et særligt venskabsbånd bandt ham til Hjørringmuseets stifter – og det var Sønderjylland (Aarbøger ... 1913-14). Nationalt bevæget som M. var lå det ham på sinde at understrege Sønderjyllands kulturelle samhørighed med det øvrige Danmark helt fra den grå oldtid. Det kan bemærkes at M. i den sidste af Sønderjyllandsafhandlingerne tog sig for et principielt opgør med den af tysk arkæologis officielle førstemand, Berlinprofessoren Gustaf Kossinna, hævdede opfattelse af den nordiske oldtidskulturs uafhængighed af syden. M. var en eminent polemiker, men indlod sig dog kun sjældent i videnskabelig ordstrid på tryk; gjorde han det, var hans form elegant, ofte snertende, men aldrig (som i det nævnte tilfælde modstanderens) grov. I det hele taget var beherskelse og forsigtighed ejendommelig for M.s videnskabelige skrivemåde. En modsætning til den impulsivitet og fyrighed der karakteriserede hans personlige fremtræden. Når han skrev tillod han sig ingen impressionistiske friheder. Krigsperioden markerer en pause i M.s betydende produktion. Fra hans øvrige virksomhed i denne tid, da han passerede de 70, kan nævnes hans stiftelse af de nordiske arkæologmøders serie. Ved det første af disse møder i Oslo 1916 præsiderede Montelius og M. side om side.

M. nærmede sig nu sin direktørtids afslutning, men samtidig fik hans videnskabelige produktion nogle rige år. De to første bind af et stort tredelt værk om oldtidens kunst i Danmark udkom i denne hans sidste chefperiode: stenalderens kunst 1918, bronzealderens 1921, den første rummede meget nyt, den anden væsentligt opsummerende ældre resultater. Det var for øvrigt ikke M.s sag at gentage, tværtimod fastholdt han som princip gennem sin lange redaktion af Aarbøger ...: ikke at genafbilde en ting, ikke gentrykke det én gang sagte (ved længere citater el.lign.)- I Aarbøger ... 1919 kom den vigtige behandling af bronzealderens bopladser, hvori der for første gang påvises brug af flint til dagliglivets værktøj århundreder efter stenalderens afslutning. 1920 frasagde M. sig sit hverv som sekretær i oldskriftselskabets oldsagsafdeling, n.å. tog han sin afsked som direktør for museets 1. afdeling. Utvivlsomt med sorg. Det aktive arbejde begge steder var ham dyrebart, og hvad museet angik vidste han, at virkeliggørelsen af hans livs drøm, det store nye nationalmuseum, nu skulle ske uden ham. Den glæde fik han dog, at den endelige fiksering af museets beliggenhed faldt sammen med hans altid kraftigt nærede ønske om en forbliven på stedet. M.s kongstanke var det store fællesmuseum, hvor ikke blot de forhistoriske sager fra andre europæiske lande og de arkæologiske efterladenskaber fra de store klassiske kulturer, men også etnografiske samlinger fra hele verden skulle gruppere sig om vort eget lands fortidsminder med oldtiden som kernen og centret. Dette fik han at se i sin alderdom.

M.s otium blev langt. Endnu tretten arbejdsår oplevede han efter sin fratræden fra museet. Lisvækket fortsatte han sin forskning i samlinger og i biblioteker; som mere end 80-årig foretog han en rundrejse i studieøjemed til provinsmuseerne. Ved hundredårsfesten i Oldskriftselskabet (hvis æresmedlem han var fra 1920) fremlagde han resultatet af omfattende studier i europæisk stenalderkeramik (trykt i Aarbøger ... 1925). De sidste års arbejde var viet 3. bind af hans værk om kunsten, Jernalderens Kunst i Danmark, et imponerende arbejde hvor oldingeforskeren utrættelig opdyrker ny grund. Denne store bog kom i begyndelsen af 1933, kort tid før M.s pludselige død.

M. var åndsaristokrat. I hans karakter var et strejf af hovmod, hans spot var frygtet, og han fik fjender. Han var tillige vittig; anekdoter om ham er talrige. Men han var først og fremmest en sjældent helstøbt mand der klart så sine mål og forfulgte dem med hurtighed og energi. En tunghørhed, der ramte ham i hans yngre år og siden forværredes, bidrog sit til at isolere ham og koncentrere kraften om hans livs største virke, videnskaben. M. var den fødte arkæolog, eminent som iagttager og med den fineste indfølingsevne over for oldsager. Han arbejdede altid, hvor som helst det var ham muligt, umiddelbart med disse selv, ikke gennem litterært medium. Hans kurve som forsker bevægede sig fra stor belæsthed under anvendelse af ret bred sprogform til bestandig mindre interesse for andres meninger, men til gengæld stadig mere koncentreret om tingene selv. I hans senere år afspejledes denne koncentration i en udtalt sproglig manierethed.

Med rette regner nordisk oldforskning M. for en af sine store. Han var med sin hårdhed og sine ubønhørlige krav netop i den periode af dansk arkæologis historie i sjælden grad en mand på rette plads. I en dengang så ung videnskab der endnu knap nok, gennem Worsaae, havde fået fastlagt sine linjer og sin metode, i et så lidet befæstet fag, udsat for amatørsyn og dilettantisme, er det næppe til at måle hvad skævhed og skade der kunne være sket uden en fører af M.s støbning og format. Den arkæologiske videnskab i Danmark vil alle dage måtte erkende dette.

Familie

Forældre: numismatiker, arkæolog Ludvig M. (1809-91) og Eleonora V. F. G. Levetzau (1819-65). Gift 28.4.1881 i Kbh. (Frue) med Karen Linde, født 13.5.1862 i Kbh. (Frue), død 2.4.1952 i Vallø, d. af kancellist, senere overformynder Theodor L. (1831-94) og Anna Elisabeth Holten (1840-1925). – Far til Gerda M. Bror til P. E. M.

Udnævnelser

R. 1889. DM. 1901. K2. 1913. K1. 1921.

Ikonografi

Afbildet på mal. af aftenselskab i Ny Carlsberg glyptotekssal, 1888 (Carlsberg mus.) og på tegnet skitse dertil. Træsnit 1895. Malet skitse af Knud Larsen (Fr.borg) til mal. udst. 1916 (Nat.mus.). Buste af L. Brandstrup udst. 1931 (sst.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1880 126-28. – M. Mackeprang, Sune Lindqvist og A. W. Brøgger i Årbøger for nord. oldkyndighed 1934, 1935 3-38. K. Friis Johansen i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1934-35 57-79. J. E. Forssander i Vetenskapssocieteten i Lund. Årsbok 1934 143-51. Hans Seger i Prähistorische Zeitschr. XXIV, Berlin 1934 343-47. Th. Thomasen i Scandia VIII, Sth. 1935 168-78. Sv. Muller i Danske hjem ved århundredskiftet, red. Tove Clemmensen IV, 1953 75-84. Elin Nordman: Vandring i usynligt rum, 1960. Holger Friis fortæller, udg. Knud Bistrup, 1975 98-122. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig