P.A. Heiberg (arkivar)

P.A. Heiberg, Peter Andreas Heiberg, 8.1.1864-1.7.1926, arkivar. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). H. blev student 1882 fra Ålborg og tog 1888 medicinsk eksamen, men benyttede den ikke. Han var i en årrække lærer i naturhistorie ved københavnske skoler, og hans lægelige uddannelse har ikke ud over visse terminologiske udtryk givet sig direkte udtryk i hans forfatterskab. 1895 begyndte han at arbejde i provinsarkivet i Kbh. hvor han 1897 blev arkivassistent. Fra 1904 gjorde han (fra 1917 som underarkivar) tjeneste i Rigsarkivet hvor han var ansat til sin død. Han udførte her et stort og samvittighedsfuldt arbejde, navnlig ved en nyordning af danske kancellis arkiv. Når H. valgte at gå arkivvejen, var det fordi han derved kunne opnå at få tid tilovers til en interesse som han fra den tidligste ungdom havde næret, studiet af Søren Kierkegaard og hans forfatterskab. Allerede som barn havde han i hjemmet af sin mor hørt Søren Kierkegaard nævne (faderen var biskop P. C. Kierkegaards læge), og da han som ung student fordybede sig i hans værker, blev det klart for ham at det måtte blive en interesse for livet. Den første frugt af hans Kierkegaardstudier var Bidrag til et psykologisk Billede af Søren Kierkegaard i Barndom og Ungdom, 1895, et arbejde der har en særlig værdi som indledning til den egentlige specialforskning inden for Kierkegaard. 1912 fulgte det lille skrift En Episode i Søren Kierkegaards Ungdomsliv der vakte en vis sensation ved sin hypotese om en særlig udskejelsesperiode i Kierkegaards ungdom, en hypotese H. dog selv stod usikker overfor. (Teologer greb den med begærlighed). H.s hovedværker blev imidlertid de to skrifter Et Segment af Søren Kierkegaards religiøse Udvikling, 1835 1. Juni til 1838 19. Maj, 1918 og Søren Kierkegaards religiøse Udvikling. Psykologisk Mikroskopi, 1925. Her er hypotesen fra skriftet af 1912 vel ikke opgivet men er taget op i en omfattende og dybere sammenhæng, idet der i de to skrifter er givet en indgående analyse af Kierkegaards hele religiøse udvikling. H.s opfattelse er den, at denne har været præget af kamp for at hindre truende sygelighed i karakter og anskuelser, en kamp der lykkedes. Efter H.s opfattelse bliver Kierkegaards religiøse udvikling således én stor – ikke sygehistorie, men helbredelseshistorie, og H. danner herved en yderst interessant modsætning til de forfattere som i skildringen af Kierkegaard har lagt en hovedvægt på de sygelige elementer hos ham. Egentlige specialspørgsmål inden for Kierkegaardforskningen har H. syslet med i det lille skrift Nogle Bidrag til Enten – Ellers Tilblivelseshistorie, 1910. – H.s arbejder er allerede efter deres emner svært tilgængelige, og som forfatter gør han heller ikke meget for at lette læseren arbejdet. Hans skrifter har til grundlag en enestående indlevethed i eller samlevethed med Kierkegaards værker og særlig med hans optegnelser, "papirerne". Da der efter afslutningen af den første samlede udgave af Kierkegaards værker, 1901–06, blev spørgsmål om at foranstalte en ny udgave af Kierkegaards papirer i stedet for den tidligere ufuldstændige (ved H. P. Barfod og H. Gottsched) blev det da også H. der (sammen med V. Kuhr) fik denne opgave betroet. Første bind udkom 1909, og der var indtil H.s død udkommet 12 bind, hvorhos det grundlæggende arbejde til de resterende var udført af H. Dette udgiverarbejde må ved sin uhyre grundighed betragtes som enestående og sikrer H. en varig plads i den litterære arkivforskning. – I det offentlige liv deltog H. ikke. Dog kan det nævnes at han under den bekendte Amalie Skramske affære med kommunehospitalets 6. afd. fremkom med et – meget abstrakt -"psykologisk indlæg" i Meningsstriden om Sindssygelægernes Forhold til deres Patienter, 1897.