Georg Zoëga, Jørgen Zoëga, 20.12.1755-10.2.1809, arkæolog, numismatiker. Georg Zoëga blev født i en velstillet sønderjysk præstefamilie og synes fra sit hjem at have fået al nødvendig og rimelig støtte, idet man erkendte hans usædvanlige begavelse. Efter undervisning hjemme kom han 1772 på gymnasiet i Altona, og fra 1773 studerede han på det ansete universitet i Göttingen. Hans breve røber alsidige interesser og stor modtagelighed for tidens åndelige og litterære strømninger. Under en rejse til Wien fik Georg Zoëga lejlighed til at gøre en to måneders afstikkker til Rom, hvorefter han vendte hjem til en huslærerplads i Kerteminde. 1779 kom Georg Zoëga på en ny udenlandsrejse som ledsager for en ung fynsk adelsmand, A.C. v. Heinen, og nu kom han i Göttingen i nærmere kontakt med den indflydelsesrige professor C.G. v. Heyne, en af tidens autoriteter inden for klassiske studier. Denne rejse gav også et nyt, længere ophold i Rom. Ved sin hjemkomst kom Georg Zoëga 1781 i kontakt med den egentlige leder af den danske regering, den historisk interesserede Ove Høegh-Guldberg der lovede ham ansættelse på det nyoprettede kongelige mønt- og medaljekabinet på Rosenborg. Først skulle han dog have en systematisk uddannelse, og Guldberg opstillede 1782 en toårig næsten pedantisk plan der omfattede gemmologiske og numismatiske studier bl.a. i Göttingen, Rom, Paris og ikke mindst i Wien hos datidens mest fremragende klassiske numismatiker J. Eckhel. Her gjorde Georg Zoëga et særdeles nyttigt og lærerigt bekendtskab.

Under opholdet i Rom traf Georg Zoëga sin senere kone, og de indgik ægteskab efter at han var konverteret. Bortset fra et kortere ophold i Paris 1784 blev Georg Zoëga i Italien resten af sit liv. Skønt hans beskytter Guldberg var faldet 1784 og Georg Zoëga ved sin overgang til katolicismen skulle have afskåret sig fra statslig ansættelse, havde han så gode og indflydelsesrige venner i Kbh. at man åbenbart fortsat må have regnet med ham. Hans nærmeste støtte var professor F. Münter. Med årene blev Georg Zoëga en meget imødekommende rådgiver og vejleder for de ikke helt få danskere der var i Rom for at studere eller med andet kulturelt formål. Hans kendteste "elev" er utvivlsomt Bertel Thorvaldsen.

Georg Zoëga blev optaget i kunstakademiet 1790 og hjemsendte regelmæssigt "Breve om Konstsager" (breve 1790-98 trykt i Minerva 1798, II–III og 1799, I–II), mens han til kronprins Frederik (6.) sendte mere videnskabelige indberetninger der i øvrigt endte i Johan Bülows arkiv (22 stk., 1788-92). For begge dele modtog han fast honorar. 1798 blev han dansk agent i Rom – nogen egentlig diplomatisk forbindelse mellem pavehoffet og Danmark var der i øvrigt ikke. Samme år blev han medlem af Videnskabernes selskab. Endelig lykkedes det ham 1802 at blive udnævnt til professor i Kiel, og da han måtte afstå fra at overtage stillingen fik han lov at beholde den ikke ubetydelige gage mod at fortsætte sin ovennævnte vejledende virksomhed. I sine senere år foretog han store og fordelagtige indkøb for møntkabinettet.

Georg Zoëgas første og vistnok vigtigste italienske forbindelse var kardinal Stefano Borgia (1731-1804) der ledede missionsvirksomheden Propaganda Fide og i øvrigt gennem mange år havde nær kontakt med danskere der studerede i Rom. Så snart Georg Zoëga var konverteret sørgede Borgia for en ansættelse som tolk og havde fra begyndelsen åbnet sine egne rige samlinger for ham. 1783 var Georg Zoëga sat i gang med at udarbejde et katalog over Borgias samling af mønter præget i Alexandria i Romertiden. Denne bog på latin Numi Aegyptii imperatorii... in Museo Borgiano ... udkom 1787 og blev meget rost, også af Eckhel. Den må også have fastslået Georg Zoëgas position i Rom, og han var det eneste ikke-italienske medlem i det Istituto Nazionale (sektion for historie og arkæologi) der 1798 blev oprettet under den kortvarige romerske republik.

Skønt Georg Zoëgas egentlige interesse var den græsk-romerske oldtid kom de fleste af hans hovedværker til at dreje sig om Egypten. Pave Pius 6. satte ham i gang og understøttede hans værk om obeliskerne, ligeledes på latin, De origine et usu obeliscorum, med årstallet 1797, men først udkommet 1800. Bogen er næsten en encyklopædi over hvad man dengang kunne vide om det gamle Egypten, men nye opdagelser gjorde at den snart mistede sin aktualitet. Det gælder derimod ikke Georg Zoëgas sidste egyptologiske værk der først udkom 1810, året efter hans død. Bogen er et katalog over kardinal Borgias samling af koptiske håndskrifter, af oldkristelige tekster, skrevet i en hidtil ukendt øvreegyptisk dialekt, sahidisk. Dette værk, Catalogus codicum Copticorum manu scriptorum qui in Museo Borgiano Velitris adservantur, er banebrydende og tilsyneladende det eneste af Georg Zoëgas værker der stadig er uerstattet som vejleder. Det blev genoptrykt 1903 og igen 1973 med en udførlig indledning af J.-M. Sauget der fremhæver Georg Zoëgas identifikationer som et sikkert udgangspunkt for yderligere koptiske studier. Georg Zoëga havde ikke selv nogen større bogsamling, og derfor investerede han megen tid og mange kræfter i at foretage store udskrifter på bibliotekerne i Rom fra de klassiske forfattere, udskrifter som var yderst velordnede. Herved fik han en kolossal ballast, men rent håndgribeligt nåede han kun at få et mindre udbytte. Efter nogle afhandlinger, bl.a. om Mithras dyrkelse (samlede i et bind Abhandlungen i tysk oversættelse, udg. af F.G. Welcker, Göttingen 1817) gik han i gang med et stort anlagt og længe forberedt arbejde om de romerske basrelieffer fra oldtiden. Dette udviklede sig til et forlagsforetagende, udg. af P. Piranesi, hvor Georg Zoëga skulle skrive den italienske tekst til kobberstik der også udførtes under hans opsyn. Men værket, Le bassirilievi antichi di Roma, blev en torso på to bind der omfattede relieffer fra Palazzo Albani og Villa Albani. Midt under udarbejdelsen døde Georg Zoëga efter få dages sygdom, da hans helbred synes at have været undergravet.

Når Georg Zoëga både i sin levetid og sin eftertid har været så anset, skyldes det dels hans usædvanlige personlighed som gjorde indtryk på omgivelserne. Men det skyldes også hans ubønhørlige videnskabelige krav til nøjagtighed ved udarbejdelsen af tegninger og kobberstik, og det skyldes hans fremsynethed der undertiden også får udtryk i den store brevveksling. Det gælder hans ønske om udarbejdelsen af kataloger over de vigtigste internationale møntsamlinger, i stedet for blot at udgive og diskutere enkelte mønter – det er bl.a. realiseret i de græske sylloger der i det sidste halve hundrede år er udgivet af en række møntkabinetter. Det gælder også hans opfattelse af den videnskabelige klassiske arkæologi, hvor han krævede at man først skulle undersøge hvad der var gammelt og hvad der var nyt i et monument. "Den figurerede alderdom" skulle behandles med samme nøjagtighed som den skrevne. På grund af sådanne synspunkter og hans arbejder i det hele har Georg Zoëga indskrevet sit navn ikke blot i dansk, men også i europæisk videnskabs historie.

Ud over sine modersmål dansk og tysk samt græsk og latin lærte Georg Zoëga sig italiensk som han talte og skrev flydende. Hertil kom de koptiske dialekter som han uden egentlige hjælpemidler tilegnede sig under arbejdet med Borgias håndskrifter. Fra 1785 til sin død boede Georg Zoëga med sin familie i Via Gregoriana 44 i Rom. 1802-08 var han nabo til den prøjsiske gesandt Wilhelm v. Humboldt hvis huslærer F.G. Welcker 1819 udgav en biografi af Georg Zoëga bygget på en del af dennes breve.

Familie

Georg Zoëga blev født i Daler ved Tønder, død i Rom, begravet S. Andrea delle Fratte. Forældre: sognepræst, (senere) i Møgeltønder, provst Vilhad Christian Zoëga (1721-90, gift 2. gang med Ingeborg Rosenkilde, 1725-1800, gift 1. gang med sognepræst i Halk Hans Lange, 1722-59) og Henriette Emilie Clausen (ca. 1735-63). Gift 7.8.1783 i Rom med Maria Elisabetta Geltrude Petruccioli, født 30.1.1765 i Rom (San Lorenzo in Lucina), død 5.1.1807 sst. (San Andrea delle Fratte), d. af maler Giacomo Petruccioli og Francesca Cepelletti.

Udnævnelser

R. 1809.

Ikonografi

Silhouet omtalt 1779. Mal. 1787 (Fr.borg). Flere tegn. af B. Thorvaldsen og en karikatur af samme (Thorvaldsens mus.; Fr.borg). Efter en af Thorvaldsens tegn. stik af C. Silvestrini, af A. Krüger 1819 og af Louise Charlotte Soyer, et litografi og et træsnit af H. P. Hansen, 1886. Efter Thorvaldsens tegn. relief af Andreas Paulsen ca. 1887 (Thorvaldsens mus.) og af Rik. Magnussen, 1927. Karikatur af N. Abildgaard (Kgl. bibl.) og formentlig af Riepenhausen (kobberstiksaml.). Stik af L. Rados efter tegn. af Sargent-Marceau. Dødsmaske (Thorvaldsens mus.). Portrætrelief af C. Starck ca. 1900 (Deutsches Archäol. Inst., Rom), gipsafstøbning 1909 (Den kgl. mønt- og medaljesaml.). Mindetavle i S. Andrea delle Fratte i Rom, modelleret af L. Brandstrup og opsat af Carl Jacobsen 1907. Statuette af L. Brandstrup, brændtler, ca. 1910 (Hirschsprung). Skitse til statue af samme, samt statue, 1919 (glyptotekets have). Afbildet på mal. af V. Neiiendam udst. 1919 (Ribe mus.).

Bibliografi

G.Z. Briefe und Dokumente I, udg. Øjvind Andreasen I, 1967. Pers. hist. t. 11.r.IV, 1943 1-22 (breve til Herm. Schubart). – N. Schouw: En beretn. om G. Z.s liv og fortjenester, 1809 (særtryk af Vidensk. selsk.s skr. 3.r.V,2, 185-252). Friedr. Gottlieb Welcker: Z.s Leben. Samml. seiner Briefe und Beurteilung seiner Werke I-II, Stuttg., Tübingen 1819 (ny udg. 1912-13). Chr. Molbech: Det kgl. da. vidensk. selsk.s hist., 1843 323-26. A. D. Jørgensen: G. Z., 1881. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé V, 1902; VII-IX, 1906-22. F. R. Friis: Kulturhist. studier I, 1904 1-13 (heri breve). R. Kekule v. Stradonitz i Archäologischer Anzeiger. Beiblatt zum Jahrbuch des archäol. Inst.s Berlin 1905 175-79. Ad. Michaëlis: Die archäologischen Entdeckungen des 19. Jahrh.s, Lpz. 1906 13f 252. A. B. Drachmann i Tilskueren XXVI, 1909 323-36 (også i forf.s Udv. afhandl., 1911 215-31). H. O. Lange sst. 336-42. Fr. Poulsen i Ord och bild XVIII, Sth. 1909 537-42. Th. O. Achelis i Berliner philologische Wochenschr. XL, 1920 909-12. K. Friis Johansen i Rom og Danm. gennem tiderne, red. L. Bobé I, 1935 223-67. Øjvind Andreasen sst. 291-94. Niels Breitenstein i Fra nationalmuseets arbejdsmark, 1940 8. Samme i Danmark II, 1942 225-29. Samme i Sylloge nummorum Graecorum I, 1942 6-8. H. E. Pappenheim i Die Antike XVI, Berlin 1940 233-36. Axel Boëthius i Ord och bild LII, Sth. 1943 11-14. Hans B. Jessen i Die Heimat LXIV, Neumunster in Holstein 1957 73-75. Samme i Nordelbingen XXXVIII, Heide in Holstein 1969 18-21. Poul K. Poulsen i Catholica XIX, 1962 159-68. Else Kai Sass: Thorvaldsens portrætbuster I, 1963 157-63; III, 1965 143f. Erik Iversen: Obelisks in exile I–II, 1968-72. Poul Carit Andersen: Rom på Z.s tid, 1970. Joseph-Marie Sauget i Le muséon LXXXV, Louvain 1972 25-63. Per Krarup i Mélanges d'histoire ancienne et d'archéologie offerts à Paul Collart, Lausanne 1976 = Cahiers d' archéologie romande de la bibliothèque hist. vaudoise V 277-84. P. J. Riis i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 især 132-35. Jørgen Steen Jensen i Møntsamlernyt XI, 1980 260-64. Den kgl. mønt- og medaillesaml. 1781-1981, red. Otto Mørkholm, 1981 123-32. P. Berghaus: Der Archäologe, Münster 1983 274 (m.bibl.). – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig