J.J.A. Worsaae, Jens Jacob Asmussen Worsaae, 14.3.1821-15.8.1885, arkæolog. I sine efterladte erindringer har J.J.A. Worsaae givet en livfuld skildring af sin barndom og drengetid i hjemmet, den store amtsforvaltergård i Vejle. Han omtaler ved den lejlighed med umiskendelig velvilje familietraditionen om at hans farfar var spanier, og man tror, stillet over for billedet af amtsforvalterens pudsigdjærve fremtoning, gerne på en blanding af spansk og jysk. J.J.A. Worsaae selv var en smuk mand med tæt mørklokket hår og ildfulde øjne, dertil et "sydlandsk livligt" sind, så man kan jo formode at det var spanskblodet der gav ham, foruden livligheden og apparitionen, den utvungne elegance der udmærkede ham, smagen og evnen for udsøgt optræden, den aristokratiske sans.

Allerede i 11-12-årsalderen vaktes hos J.J.A. Worsaae interessen for fædrelandets oldsager og oldtidsmindesmærker. Han begyndte at samle og foretog med en ven søndagsudgravninger i en højgruppe ved Jelling. Oktober 1834 sattes han i Horsens latinskole; også herfra fik han, under ferier og ellers når lejlighed gaves, anledning til at deltage i udgravninger, således af en stor jættestue ved Bygholm. 1836 sendtes J.J.A. Worsaae til Borgerdydskolen i København (rektor Michael Nielsen). Sammen med sin ældre bror og en anden Vejlestudent boede han hos en morbror på Vandkunsten, hvorfra der kun var kort vej til Oldnordisk museum på Christiansborg. Her modtoges den unge J.J.A. Worsaae venligt af museets bestyrer C.J. Thomsen og medhjælperne J.B. Sorterup og A. Strunk. En menneskealders samvirke og venskab med Thomsen indledtes hermed. Også i kunstkammeret (Dronningens Tværgade) og i samlingerne på Rosenborg (under oberstløjtnant Sommer) aflagde den ivrige, lærelystne J.J.A. Worsaae hyppige besøg.

I vinteren 1837 foretog J.J.A. Worsaae udgravninger i Nordsjælland (Vejby og Tibirke) og nåede herunder til erkendelsen af, at stendysserne ikke, som det hidtil almindeligt antoges, var altre, men derimod grave. I det hele var J.J.A. Worsaaes tidligt modne blik åbent for at man nu, efter Thomsens fremsættelse af det i arkæologien epokegørende tredelingssystem (stenalder – bronzealder – jernalder) burde søge at opnå en rettere forståelse af oldtids-mindesmærkerne ude i landet. Fra oldsagerne ville han vende opmærksomheden mod de jordfaste minder. Han fortsatte sine nordsjællandske undersøgelser og skrev herom (i Annaler 1838– 39) sin første arkæologiske afhandling hvis resultat, at dysserne måtte anses for grave, for øvrigt blev modtaget med tvivl og kølighed af både Thomsen og Sommer. Vinteren 1839-40 tilbragte J.J.A. Worsaae i Vejle som medhjælper for sin syge far og fik her tid til virksomt arbejde i arkæologiens tjeneste. Han udgravede høje i Randbøl og ved Jelling, undersøgte en stor langdysse ved Lindknud, beså Hærvejen, Margretediget, Hjarnø m.m. Under dette ophold forberedte han sine kommende afhandlinger om Vejle by og amt under svenskekrigene, om Gorms og Tyres høje i Jelling og om den formentlige dronning Gunhild fra Haraldskær mose. Under alt dette passede J.J.A. Worsaae skolegangen og de første universitetsstudier. Han tog studentereksamen 1838 og næste år anden eksamen, slog sig så på teologi, derefter på jura. 1840 døde faderen, og J.J.A. Worsaae måtte klare sig videre ved egen hjælp (informationer), indtil han fik Kommunitetet og Regensen (senere Elers' kollegium). Hos Thomsen var han indtil videre ulønnet assistent.

var en usædvanlig student. Højt begavet, allerede en klar skribent, stringent i sine argumenter, med fantasi, men med skarp kritik af fantasteri, var han vel udrustet til den opgave som dog nok først efterhånden blev ham klart bevidst: at udvikle, forsvare og bane vej for en videnskab i svøbet, for den forhistoriske arkæologi. Han følte sig som og var virkelig på det videnskabelige felt en ung himmelstormer, idérig, selvstændig, ubundet af dogmer og fordomme, vel heller ikke, for at citere ham selv fra biografien: "fri for Selvtillid og Indbildskhed". Hvor vidt forskellig en type var ikke hans chef og forgænger i oldforskningen C.J. Thomsen! En mand af ubestrideligt format, et stort og elskeligt menneske, bred og lunerig, en organisator af høj rang, men lige så gammeldags, som J.J.A. Worsaae var moderne, lige så forsigtig og henholdende, som Worsaae var frembrusende. Thomsen var langsom i sin anerkendelse, undvigende i problemdrøftelsen, uvillig over for pludseligheder. Han knyttede nok J.J.A. Worsaae til sig i arbejdet ved museet og anvendte ham, men betænkte sig ikke på, når han fandt det nødvendigt, at vise ham en kold skulder. "Er han overhovedet noget, da er det alene, fordi de samtidige yngre Oldforskere ere endnu ringere", ytrer han til J.J.A. Worsaae i anledning af dennes nye ideer om dyssernes oprindelige bestemmelse.

På en måde har denne Thomsens holdning utvivlsomt være til gavn for J.J.A. Worsaae uanset den øjeblikkelige irritation. Den ældres kølighed har tvunget til selvkritik og til en sikkert heldig dæmpelse af formen i de første arkæologiske stridsskrifter (se nedenfor) hvor den unge student dristigt trådte op mod grånede, højt ansete professorer. En anden side af sagen var imidlertid det økonomiske. Thomsen var aldeles uvillig til at udvirke fast aflønning af sine medhjælpere. Hertil kom over for J.J.A. Worsaae uden tvivl hans overbevisning om, at dette lidt for blændende lysfænomen ikke for hurtigt burde gøres større. Situationen tilspidsedes efterhånden til det J.J.A. Worsaae selv i erindringerne kalder "et Brud". I foråret 1843 forlanger Worsaae besked fra Thomsen, om han vil gøre noget virkeligt for ham, ɔ: søge oprettet en fast stilling ved museet, og hertil svarer Thomsen, hårdt trængt, omsider et klart nej. J.J.A. Worsaae forlod da i forståelig bitterhed sin tjeneste ved museet. Noget virkeligt, langvarigt brud blev det dog ikke. Samarbejdet genoptoges snart, og få år senere, ved hjemkomsten fra sin rejse til de britiske øer, fik J.J.A. Worsaae fast ansættelse som inspektør over de antikvariske mindesmærker i Danmark og blev samtidig medlem af oldsagskommissionen. 1841 udgravede J.J.A. Worsaae en del høje ved Skodborgå i Sydjylland og beviste ved den lejlighed at de ikke, som antaget, var opkastet over faldne fra Magnus den Godes sejr på Lyrskovhede. Han skrev derom i Annaler 1840-41 og optoges samme år, sin unge alder til trods, som medlem af oldskriftselskabet. Til Lyrskovemnet vendte J.J.A. Worsaae senere tilbage (Annaler 1852).

1835 blev der i Haraldskær mose vest for Vejle fundet et kvindelig, som N.M. Petersen næste år under et møde i oldskriftselskabet erklærede for at være de jordiske levninger af dronning Gunhild, Erik Blodøkses enke. Denne identifikation, der vakte ikke ringe opsigt, kunne i virkeligheden kun støttes af vage og svage argumenter, og imod dem rettede J.J.A. Worsaae en fældende kritik (Hist. Tidsskr. III, 1842), mest, som han ytrede i et senere indlæg (sst. IV, 1843) for at advare mod det angribelige princip at henføre enkelte oldtidslevninger til enkelte fortællinger i usikre historiske efterretninger. Det lod sig ikke nægte at J.J.A. Worsaae havde ret, og denne kontrovers, i sig selv ikke meget betydelig, gjorde ham med ét slag til en kendt figur i den unge akademiske verden. I disse år "svævede Worsaae mellem Jura og Arkæologi". Først efter et foredrag om Nordens oldtid, holdt i februar 1844 i det af H.N. Clausen ledede Skandinaviske selskab stod det ham klart, at juraen måtte definitivt opgives. J.J.A. Worsaae kom jævnlig i Studenterforeningen af hvis seniorat han var medlem 1842. Han sluttede sig med visse forbehold til det "national-skandinaviske" parti. Reservationen bestod navnlig deri at J.J.A. Worsaae nok ville være med til at fremme en åndelig, men ikke en politisk enhed mellem de nordiske folk. Som han selv skriver, var han i politikken lige så konservativ, som han i videnskaben var liberal, ja næsten radikal. Denne politiske konservatisme holdt sig ned gennem årene. Han så bestandig med uvilje, næsten med fjendtlighed på det unge demokrati.

I efteråret 1841 foreslog den klassiske arkæolog Ludvig Müller J.J.A. Worsaae at skrive til Selskabet for trykkefrihedens rette brug en samlet fremstilling af sine nye iagttagelser vedrørende oldsagernes og mindesmærkernes indbyrdes forhold. J.J.A. Worsaae indvilgede glad, men mente dog først at måtte foretage en antikvarisk rejse til Sverige hvor han kun én gang tidligere havde været (hos Sven Nilsson i Lund). Med offentlig understøttelse berejste han nu i sommeren 1842 hele det sydlige Sverige samt Sydøstnorge og stiftede indgående kendskab ikke alene med personer og museer, men navnlig med mindesmærker ude i landet. Efter hjemkomsten fuldendte han sit første sammenfattende arkæologiske skrift Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøie, 1843 (tysk udg. n.å., engelsk 1849), et for sin forfatters unge år overordentlig modent og selvstændigt arbejde. Det epokegørende ved denne bog er, at der her for første gang bevidst er bragt til anvendelse den forhistoriske arkæologis videnskabelige metode, nemlig den indbyrdes sammenligning mellem de ved sikre iagttagelser tilvejebragte stofgrupper i og uden for Norden. J.J.A. Worsaae blev i sin videnskab den første store ordner og sammenligner, han besad en udpræget evne til at skaffe sig sikkert overblik over vidtspredte stofmængder, og han viser denne evne allerede her. Bogen var i virkeligheden, som det er sagt om den, den første i sin art der nogen sinde var skrevet. Hertil kom at den uforsagt tog stilling til store etniske problemer. Med Danmarks Oldtid ... gjorde Worsaae sit navn kendt i oldforskerkredse overalt i Norden og Tyskland.

1841 udsendte Videnskabernes selskab det store kostbare værk Runamo og Runerne, hvori Finnur Magnusson på basis af G. Forchhammers geologiske undersøgelser tydede en formentlig runeindskrift på Runamo-klippen i Blekinge som en stavrimet besværgelse indeholdende en bøn til guderne fra Harald Hildetands mænd om undergang for fjenden og sejr for dem selv. De fleste forskere godtog denne læsning, men skepsis blev dog ytret fra forskellige sider med hensyn til indskriftens autenticitet og dermed tolkningens rigtighed, således af C. Molbech herhjemme og af J.G. Liljegren, J.F. Berzelius og Sven Nilsson i Sverige. J.J.A. Worsaae besøgte Runamo under sin førnævnte Sverigesrejse, og her vaktes hans tvivl. På Jonas Collins råd gik han nu direkte til kong Christian VIII med bøn om rejseunderstøttelse. Den bevilgedes, og J.J.A. Worsaae var da i Blekinge sommeren 1844. Endnu samme år udsendte han Runamo og Braavalleslaget hvori han rettede et afgørende angreb på Forchhammers bestemmelse af stregerne i klippen som runer. Den hele "Indskrift" var et naturspil, og Runamo-værket, så vidt det omhandlede dette, en eneste misforståelse og fatalitet.

Viste således J.J.A. Worsaae sine evner som negativ kritiker i skrifterne om Lyrskovslaget, dronning Gunhild og Runamo, havde han dog allerede nu, 1844, haft lejlighed til inden for sin videnskab, først og fremmest i bogen om Danmarks oldtid, at dokumentere sine positive, opbyggende egenskaber. Disse sidste kommer frem også i hans næste arbejde, bogen fra 1846 om Blekinge, Blekingske Mindesmærker fra Hedenold, betragtede i deres Forhold til de øvrige skandinaviske Lande og europæiske Oldtidsminder der giver en vidtspændende komparativ oversigt over europæisk arkæologis problemer og hele daværende stade; teorien om at bronzesagerne skyldtes kelterne tilbagevises her, og det hævdes at de repræsenterer et fælles kulturtrin, ikke en import fra et enkelt folk. En hjælp for J.J.A. Worsaae til at skrive Blekingebogen har utvivlsomt den indsigt været som han kort forud erhvervede sig i europæiske arkæologiske forhold ved en længere rejse i Tyskland, Østrig og Schweiz (1845).

J.J.A. Worsaae var på denne tid stærkt optaget af at skaffe sig viden om Østeuropas oldtidsforhold. Han ønskede en rejse til Nordnorge og Rusland for at undersøge "de arkæologiske Overgangsforhold mellem Asien og Europa". J.J.A. Worsaaes tanker dengang om kulturindflydelse fra Østen ad den nordnorske vej er i vore dage på mærkelig måde blevet genoplivet ved stenalderfundene i Finmarken. J.J.A. Worsaae kom nu denne gang ikke mod øst, men tværtimod vestover. På opfordring af Christian VIII og på hans bekostning sendtes J.J.A. Worsaae 1846 til de britiske øer som imødekommelse af en til oldskriftselskabet rettet henvendelse fra hertugen af Sutherland om at få en nordisk oldforsker til Skotland for at studere nordbominder der. Således kom J.J.A. Worsaaes store engelsk-skotsk-irske rejse i stand, hvorfra han først vendte hjem et år efter (via Paris) for at overtage den ovennævnte for ham oprettede post som inspektør for de antikvariske mindesmærker (1847). Af opholdet i Storbritannien har J.J.A. Worsaae givet en malende livlig beskrivelse i sine breve og erindringer. Han bevægede sig med lyst og smidighed i højaristokratiske kredse, var gæst på hertugelige herresæder og jagtslotte, deltog i ridning og sejlsport m.m. uden dog derfor at slappe sine videnskabelige selvkrav. Med bevidst nerve fastholder han midt i glansen og herligheden – der netop var noget for ham – sine opgaver og sin faste arkæologiske linje.

I den følgende snes år falder Worsaaes egentlige manddomsgerning. Hans store energi og alsidige begavelse fik ham til med iver og dygtighed at indlede løsningen af en række sideløbende opgaver af stor betydning for oldtidsmindesmærkerne ude i landet, for museumsvæsenet og for den unge arkæologiske videnskab. Ufortøvet tog han sig i sin nye stilling af landets minder fra oldtid og middelalder; han skrev sin egen embedsinstruks, hvorefter han pålagde sig systematiske undersøgelsesrejser med det formål at kortlægge og beskrive samtlige vigtigere mindesmærker, en mægtig opgave der nødvendigvis måtte overskride enkeltmands evne. Samtidig optog han arbejdet for gennem frivillig fredning at sikre så mange jordfaste mindesmærker fra oldtiden som muligt. Også med landets historiske monumenter havde han at gøre, bl.a. i egenskab af formand for det særlige kirkesyn; i talrige kirkerestaureringer og undersøgelser af middelalderlige grave har han haft sin virksomme andel, ligeså i den vågnende interesse for landsbykirkernes kalkmalerier.

Efter oldsagskommissionens ophævelse 1849 passede Thomsen og J.J.A. Worsaae i forening tilsynet med oldtidsminderne i og uden for museet. Thomsen var dog som hidtil den egentlige styrer af Oldnordisk museum, og J.J.A. Worsaae måtte foreløbig modificere eller helt henlægge sine ideer og planer om museets indretning og opstilling. Endda fik han nok at gøre. Allerede gennem sit forhold til Christian VIII havde J.J.A. Worsaae haft forbindelse med hofkredse, og denne forbindelse øgedes under den oldtidsinteresserede Frederik VII med hvem J.J.A. Worsaae fik meget at gøre. 1858 udnævntes Worsaae til inspektør for den kongelige kronologiske samling på Rosenborg. Han fik bolig på slottet og gik straks med beslutsomhed og omsigt i gang med et nyskabende arbejde af indgribende art, hvorved han forvandlede de hidtil temmelig forsømte og oversete samlinger til en i sin art enestående kulturhistorisk helhed. Uden vanskeligheder gik dette ikke; bl.a. affødte et mindre godt forhold til grevinde Danner en del besværligheder. Som tiden gik voksede imidlertid Rosenborg-samlingerne betydeligt, således gennem Frederiksborg slots brand og ved kongens død. J.J.A. Worsaae har beskrevet sit arbejde ved Rosenborg i et til udgivelse efter hans død bestemt skrift, Optegnelser om Rosenborg-Samlingen i 25 Aar (1858-1883) der udkom 1886.

Under treårskrigen var J.J.A. Worsaae i sit videnskabelige forfatterskab delvis optaget af nationale emner. Han forfattede brochurer om Dannebrog og Dannevirke og indlod sig med held i en vidtløftig polemik med den norske historiker P.A. Munch om folkevandrings- og stammeproblemer. 1851 udkom resultaterne af hans Englands-rejse, det kendte skrift med titlen Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland. J.J.A. Worsaae behandlede her et grænseområde mellem arkæologi og historie, og han viste sig dette vanskelige stof fuldt ud voksen. Bogen bragte meget nyt. I sin fremstilling er den livfuldt anskuelig, i sine teser forsigtig og dog klar, upartisk i fordelingen af de nordiske arkæologiske minder og levn mellem danske og norske. Den fandt da også udelt anerkendelse fra norsk side (Munch). Næste år udkom den på engelsk og tysk og forblev i lang tid et hovedskrift om emnet.

Ved denne tid blev J.J.A. Worsaae medlem af Videnskabernes selskab, og han udsendte i "Oversigterne" (1852) et par vigtige vesteuropæiske studier, Nye Oplysninger om Danelagen i England og Antiqvariske Iagttagelser fra en Reise i Normandiet og Bretagne. Sammenfattende skrev han om disse emner bogen fra 1863, Den danske Erobring af England og Normandiet, hvori dog benyttelsen af historiske kilder ikke når ud over det sædvanemæssige. I Videnskabernes selskabs oversigter 1855 gav han meddelelser om minder fra Valdemarernes tid, i værket Kongegravene i Ringsted Kirke, 1858 omhandlede han Ringsted kirke som den danske kongeslægts gravsted, og i Danske Mindesmærker skrev han om Kalundborg, Fjenneslevlille og Sørup kirker (I, 1860; II, 1862; VIII, 1866). Hans arbejde ved Rosenborg gav ham anledning til at udsende et par rent historiske småskrifter, Kong Christian V.s Testamenter som Tillæg til Kongeloven, 1860 og Et Par smaae Bidrag til Dronningerne Sophie Magdalene's og Caroline Mathilde's Historie (Hist. Tidsskr. 3.r.V, 1866-67). I universitetsprogrammet fra april 1865 udsendte han sit smukke skrift Om Slesvigs eller Sønderjyllands Oldtidsminder. Til universitetet var J.J.A. Worsaae nemlig knyttet siden 1855 som docent i oldtidsvidenskab.

J.J.A. Worsaaes vigtigste forfatterskab i disse frugtbare tyve år efter Englandsrejsen falder imidlertid inden for den rent forhistoriske arkæologi. Han nøjedes ikke med at overtage det Thomsenske treperiodesystem som grundlag for samlingernes opstilling, men nye utrættelige studier og iagttagelser førte ham til leddeling af disse store hovedgrupper. Først gennemførte han en deling af jernalderen i to, derefter i tre perioder (annaler 1847, 1849, 1850, årbøger 1867), og så tvedelinger af sten- og bronzealderen (Vidensk. Selsk. Oversigter 1848, 1851, 1853-55, 1859, 1861, Antikv. Tidsskr. 1850). For stenalderens vedkommende gav delingen anledning til den bekendte heftige og langvarige strid med Japetus Steenstrup der fejlagtigt opfattede køkkenmøddingernes og stengravenes redskabsindhold som repræsenterende to sider af samme kultur, mens J.J.A. Worsaae i dem så vidnesbyrd om to forskellige kulturer, dækkende et ældre og et yngre tidsafsnit. J.J.A. Worsaae havde ret her, et forhold der ingenlunde rokkes af senere tiders påvisning af at køkkenmødding-kulturen har bestået et godt stykke ned i yngre stenalder. Hele denne strid om stenalderens tvedeling havde sit udspring i opdagelsen af "køkkenmøddingerne" (Steenstrups benævnelse), en opdagelse der skyldes J.J.A. Worsaae og ikke Steenstrup, hvilket fremgår af en dagbogsoptegnelse fra Worsaaes undersøgelse 1850 af affaldsdyngen ved Mejlgård på Djursland. J.J.A. Worsaae dannede sammen med Steenstrup og Forchhammer den af Videnskabernes selskab 1848 nedsatte komité til undersøgelse af skaldyngerne ved de danske kyster.

1851 holdt J.J.A. Worsaae foredrag i oldskriftselskabet, Steenstrup i Videnskabernes selskab om den i arkæologien epokegørende erkendelse, at disse hidtil som naturprodukter betragtede dynger i virkeligheden var bopladslag aflejret af mennesker. 1854 udgav Worsaae Afbildninger fra det Kongelige Museum for nordiske Oldsager, et billedværk der vandt betydelig udbredelse. Allerede i et af sine tidligste ungdomsskrifter havde J.J.A. Worsaae slået til lyd for at man burde udgrave den søndre kongehøj i Jelling. Frederik VII virkeliggjorde dette ønske 1861. Højen blev da under J.J.A. Worsaaes ledelse og kongens tilsyn undersøgt, uden at dog det ventede gravkammer fremkom. For at bøde på skuffelsen blev det gamle gravkammer i den nordre gravhøj genudgravet og restaureret. Worsaae har skildret Jellinggravningen muntert i sine breve. 1865 døde Thomsen og næste år udnævntes J.J.A. Worsaae – imod en af Thomsen efterladt indstilling – til direktør for de hidtil under Thomsen sorterende samlinger, samtidig med at hans titel som inspektør for Rosenborg ændredes til direktør. Omtrent ved samme tid efterfulgte han C.C. Rafn som vicepræsident i oldskriftselskabet.

J.J.A. Worsaae stod hermed som oldtidsforskningens og vort museumsvæsens ubestridelige førstemand, og han havde nu frie hænder til sine omordningsplaner. Etnografisk samling, som af Thomsen var blevet opstillet efter klimazoner, ordnedes nu efter racer og folk; Oldnordisk museum undergik i sin opstilling betydelige ændringer i overensstemmelse med forskningens sidst indvundne resultater; en komparativ samling for europæisk arkæologi indrettedes; møntsamlingen overflyttedes fra Rosenborg til Prinsens palæ; folkemuseet, der efter J.J.A. Worsaaes tanke burde indgå som led i de ældre danske samlinger, understøttedes med råd og i gerning. Også udviklingen af det nystiftede nationalhistoriske museum på Frederiksborg, for hvis bestyrelse Worsaae var formand, fulgtes med virksom interesse. J.J.A. Worsaaes kongstanke var at museerne tilsammen skulle afspejle den nationale kultur i dennes udviklingsgang og i forholdet til den almindelige kulturudvikling verden over. I Nordisk tidskrift VII, 1884 skrev han herom en af sit livs sidste afhandlinger. Store almene synspunkter og vide udsyn var her som altid J.J.A. Worsaaes særkende. Han indtrådte 1879 i en kommission der skulle give forslag om nybygninger til de offentlige samlinger, og han udarbejdede til denne kommissions betænkning plan til et nyt stort nationalmuseum på pladsen foran Rosenborg. Samtidig passede J.J.A. Worsaae arbejdet for mindesmærkerne ude i landet. Han organiserede en systematisk antikvarisk berejsning af det hele land og opnåede dertil 1873 fra rigsdagen en senere stadig fornyet bevilling (se herom Aarbøger 1877). Han fremmede ivrigt den frivillige fredning af oldtidsminder og vandt her ved sin smidige forhandlingsevne og hele vindende personlighed betydelige resultater. I 1860 var han blevet medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog, men det var oldskriftselskabet han fortrinsvis viede sine kræfter; han foranledigede dets love ændrede og ledede dets møder. Sin universitetsvirksomhed derimod måtte han fra 1866 opgive.

Med kraft fortsatte J.J.A. Worsaae sine videnskabelige studier og sin produktion. 1865 fremsatte han sin tydning af de store fynske og sønderjyske mosefund fra jernalderen: de var krigsbytte udlagt til guderne som offer (Vidensk. Selsk. Oversigt 1867); en lignende tolkning (som offergaver) gav han året efter af en stor hidtil uforstået fundgruppe fra bronzealderen (Aarbøger 1866). Det mærkelige vikingetidsfund fra Mammen offentliggjorde han 1869 (Aarbøger). Ruslands arkæologi behandledes i et arbejde fra 1872, Ruslands og det skandinaviske Nordens Bebyggelse og ældste Kulturforhold (Aarbøger), og i afhandlingen fra 1879 (Aarbøger) Fra Steen- og Bronzealderen i den gamle og den nye Verden foretog han endnu mere vidtgående sammenligninger. J.J.A. Worsaae var i sine senere år stærkt optaget af mytologiske og religionshistoriske studier der satte frugt i hans tydningsforsøg af fremstillingerne på de nordiske guldbrakteater (Aarbøger 1870) og på guldhornene (uudgivet). En sidste sammenfattende fremstilling af den nordiske arkæologis resultater gav han 1881, Nordens Forhistorie, efter samtidige Mindesmærker. Endnu kan nævnes hans De Danskes Kultur i Vikingetiden, 1873 og The Industrial Arts of Denmark, 1882.

J.J.A. Worsaae stod højt i tre monarkers gunst. Han var verdensmand og hofmand. Tilskyndet af kongen og af C.C. Hall indtrådte han 1874 i ministeriet Fonnesbech som kultusminister, dog med det forbehold senere at kunne træde tilbage i sine hidtidige stillinger, hvilket han gjorde allerede næste år 1877 stilledes han sammen med Hall efter folketingets beslutning for rigsret i anledning af overskridelser ved bygningen af Det kgl. teater; begge frikendtes. J.J.A. Worsaae foretog jævnligt rejser, således til Rusland 1869. Ved internationale arkæologkongresser præsiderede han med glans og værdighed, 1869 i København, 1871 i Bologna (til hvis æresborger han udnævntes), 1874 i Stockholm. Han var medlem af talrige lærde selskaber i udlandet.

J.J.A. Worsaae døde pludselig af et hjerteslag, uden forudgående sygdom, under et ophold sommeren 1885 på sin hustrus fædrenegård Hagestedgård ved Holbæk. J.J.A. Worsaaes eftermæle er uden skygger. Han var en lykkelig mand, en lys natur, i begavelse rigt, ja glimrende udrustet. Som embedsmand var han fremragende: hurtig, beslutsom, præcis, dertil i besiddelse af overordentlige administrative evner. Han var ikke dyb af ånd, men ren af karakter. Forfængelig var han unægtelig for så vidt som han følte uskrømtet glæde ved udmærkelser og ærestegn; han lagde ikke skjul herpå, hans breve vidner derom, dog på en afvæbnende, næsten barnlig måde. En ringe fejl på baggrund af store fortrin. Først og fremmest skal dog J.J.A. Worsaae mindes som det, han var fremfor noget andet: sin videnskabs grundlægger. Som sådan vil han blive husket, så længe oldforskning dyrkes.

Dr.phil.h.c. i Uppsala 1877. Tit. professor 1854. Etatsråd 1864. Kammerherre 1875.

Familie

J.J.A. Worsaae blev født i Vejle, døde på Hagestedgård og er begravet i København (Holmens). Forældre: amtsforvalter, justitsråd Jens Worsaae (1780-1840) og Margaretha Elisabeth Berthelsen (1796-1848). Gift 17.10.1857 i Hagested med Jacobine Severine Grevenkop-Castenschiold, født 2.4.1838 på Lille Frederikslund, død 2.10.1910 i København, d. af senere godsejer, kammerherre Casper Holten Grevenkop-Castenschiold (1809-80) og Cathrine Marie Louise Jensen (1818-1901).

Udnævnelser

R. 1851. DM. 1855. K.2 1869. K.1 1869. S.K. 1882.

Ikonografi

Afbildet på litografi af Guiaud & Bayot efter tegn. af A. Meyer forestillende udgravning 1854. Afbildet på flere satiriske tegn. af Jacob Kornerup af udgravning i Jelling 1861. Træsnit af W. Obermann, 1868, efter tegn. af H. Olrik, efter dette litografi 1869. Afbildet på træsnit af kongres 1869. Træsnit 1869, efter dette træsnit s.å. og 1876. Buste af Th. Stein 1871 og 1872 (Vejle mus.). Træsnit 1874 og efter dette træsnit 1907. Litografi 1874. Satirisk fremstilling i Punch 1874. Mal. af H. Chr. Jensen, 1875 (Rosenborg), gentagelse med ændrede ordner 1886 (Fr.borg). Afbildet på træsnit fra udstillingen 1879. Silhouet af W. Irminger (Fr.borg). Afbildet på tegn. af C. Bayer (sst). Relief af Th. Stein, 1885 (glyptoteket, depon. i Maribo mus.; Vejle mus.) til monument af Stephan Sinding, 1889 (Natmus.). Træsnit 1885, af H.P. Hansen s.å. og træsnit efter dette af R. Neergaard, 1886. Træsnit af H.P. Hansen, 1886. Tegn. af A. Jerndorff (oldskriftselskabet). Relief af A.V. Saabye, 1890 (Hirschsprung). Buste af F.E. Ring (Odense bys mus.). Buste af Rasmus Andersen til monument 1921 (Vejle). Medalje af H. Salomon, 1957. Foto. – Udkast til monument af Thorvald Bindesbøll 1886-88.

Bibliografi

Kilder. Breve 1840-85, udg. Ad. Clément, 1930. En old-granskers erindr. 1821-47, udg. Victor Hermansen, 1934 (anm. af Bj. Kornerup i Pers. hist. t. 10.r.II, 1935 160-63 og af Bengt Hildebrand i Fornvännen, Sth. 1936 184-89). Af en oldgranskers breve 1848-85, udg. samme, 1938 (anm. af Bj. Kornerup i Pers. hist. t. 10.r.V, 1938 2430-

Lit. P. Brock: Hist. efterretn. om Rosenborg III, 1883 184 217-22. Sophus Müller i Årbøger for nord. oldkyn-dighed, 1886 1-48 (heri bibliografi). Kn. Thorvildsen sst. 1946 76f. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889. Carl S. Petersen: Stenalder, bronce-alder, jernalder, 1938. S.P. Skov i Pers. hist. t. 10.r.VI, 1939 87-92 280f. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Glyn E. Daniel: A hundred years of archaeology, London 1950 (2. udg.: A hundred and fifty years of archaeology, 1975). Samme: The origins and growth of archaeology, Harmondsworth 1967 96-106. Samme i Proceedings of the prehistoric society XXXVII, Cambr. 1971 140f. Bo Gräslund i Tor, Upps. 1974 især 122-41. Ole Klindt-Jensen: A history of Scandinavian archaeology, London 1975 68-75. Samme: Berømte fund fra Danmarks oldtid, 1975 13-21 135-56. Holger Rasmussen: Dansk museumshist., 1979 = Arv og eje, særnr. 56-61. Københavns universitet 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 165-72 o.fl.st. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig