Therkel Mathiassen

Therkel Mathiassen, 5.9.1892-14.3.1967, arkæolog, etnograf. Født i Faurbo, Særslev sg., Holbæk amt, død i Søborggård sg., urne i Gladsaxe. M. blev student fra Odense 1911, cand.mag. i naturhistorie og geografi 1917, dr.phil. 1927, adjunkt ved Viborg katedralskole 1919. I 1923 kom M. til Nationalmuseet hvor han først arbejdede på etnografisk afdeling, men fra 1933 som inspektør ved afdelingen for Danmarks oldtid hvor han 1941 blev afdelingsleder. - Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1957, sekretær for Det kgl. nordiske oldskriftselskab og redaktør af dets årbøger 1945-62. - Allerede som barn fik M. interesse for arkæologien, da hans far - og han selv som otteårig - fandt oldsager i Maglemosen ved Mullerup der senere skulle give navn til en af vore tidlige stenalderkulturer. Fundet blev fagmæssigt undersøgt umiddelbart efter opdagelsen, men som ung student foretog M. sammen med den senere polarforsker Lauge Koch en geologisk/arkæologisk efterundersøgelse. Efter hans eget udsagn blev denne udgravning afgørende for hans beslutning om at hellige sig arkæologien. Det blev Knud Rasmussen der åbnede vejen for ham da han i 1921 anmodede M. om at deltage i den S. Thuleekspedition til arktisk Canada som arkæolog og kartograf. I de følgende 13 år blev de arktiske områder M.s arbejdsmark. Han gennemførte flere nye kortlægninger og topografisk/geomorfologiske beskrivelser (Report 5th Thule Expedition I, 2-3). Det var dog først og fremmest de eskimo-arkæologiske undersøgelser der optog ham. Straks efter ekspeditionens afslutning fremlagde han resultaterne i sit grundlæggende værk Archaeology of the Central Eskimoes hvoraf 2. del blev hans disputats (Report Sth Thule Expedition IV, 1-2 og supplement X, 1). - I sommeren 1929 og frem til 1934 fortsatte M. sine eskimo-arkæologiske undersøgelser på Grønland. De strakte sig fra Upernavik i nord til Sukkertoppen og Julianehåb i syd og dækkede også Angmagssalik-området på Østgrønland hvor han overvintrede 1931-32. Publikationerne fulgte i hastig takt med undersøgelserne, og den sidste rapport afsluttedes med en samlet oversigt over Grønlands forhistorie fra ca. år 1000 e.v.t. til 1700-tallet. (Meddelelser om Grønland LXXIV, LXXVII, LXXIX, XCI:1, XCII, XCIII:2, CIV:9, CIX, CIX:2, CXVIII:1). Sit arktiske engagement afsluttede M. dog først i 1955 med undersøgelser ved Sermermiut. Resultaterne bekræftede yngre kollegers opdagelse af endnu ældre eskimokulturer på Grønland det første årtusind f.v.t. (Meddelelser om Grønland C LX 1:3). Disse feltundersøgelser og forskningsarbejder gjorde M. anerkendt verden over som den videnskabelige eskimo-arkæologis grundlægger.

Efter sin ansættelse på Nationalmuseet helligede M. sig den danske arkæologi. Som embedsarbejde fik han ansvaret for stenaldersamlingerne, og hans første opgave blev en omordning og nyopstilling af dem i forbindelse med indretningen af det nye Nationalmuseum. Fra hans tjenestetid skal yderligere nævnes to store organisatoriske opgaver som det faldt i hans lod at løse. Som administrator af den nye fredningslov af 1937 forestod han den systematiske berejsning og registrering af alle landets ca. 80 000 oldtidsminder, et arbejde der stod på i 20 år (Fra Nationalmuseets Arbejdsmark, 1957). Sideløbende med dette måtte M. under krigen og i årene derefter iværksætte en berejsning af alle landets moser for at redde hvad reddes kunne af oldsager der så dagens lys under den forcerede tørveskæring. Den daglige administration og disse omfattende opgaver forhindrede ikke M. i gennemførelsen af et omfattende forskningsprogram, centreret om Danmarks stenalderkulturer. Allerede 1934 forelå de første mindre stenalderstudier (Aarbøger 1934 og NMs Arbejdsmark 1934) efter hans ungdomsarbejder (Aarbog udg. af Historisk Samfund for Københavns Amt 1919). I de følgende år gennemførte han betydelige feltundersøgelser og udgravninger af gravpladser og bopladser fra ældre og yngre stenalder, altid i snævert samarbejde med naturvidenskabsmænd. Publikationerne, der fulgte hastigt efter afslutning af undersøgelserne, er karakteriseret af M.s dybtgående kendskab til materialet, nøgterne tolkninger og et effektivt samspil med naturvidenskaben, og satte dybtgående præg på dansk stenalderforskning.

I Gudenaakulturen (Aarbøger 1937) belyses for første gang den ældre stenalderkultur i Jylland med basis i et overvældende materiale, frembragt ved omfattende rekognosceringer og udgravninger (Klosterlund, Vissinggård og Revelsmose). Den jyske Ertebøllekultur systematiseredes i publikationen Dyrholmen (Videnskabernes Selskab, Ark.-Kunsthist. Skr. I, 1942) og omfattende udgravninger i den sjællandske Åmose publiceredes i Stenalderbopladser i Aamosen (Nordiske Fortidsminder III, 3, 1943) og blev grundlaget for efterfølgende arkæologiske mosegeologiske undersøgelser. Udgravninger ved Bromme nær Sorø førte til opdagelsen af en hidtil ukendt kulturgruppe som M. definerer i En senglacial Boplads ved Bromme (Aarbøger 1945) der bringer kendskabet til Danmarks bebyggelse helt tilbage til istidens afslutning. Sideløbende med disse studier over jæger/stenalderen gennemførte M. en række udgravninger af grave og bopladser fra bonde/stenalderen og fremlægger dem i en række publikationer der hver især belyser væsentlige sider også af denne tidsalders kulturforhold. De tidlige stenalderbønders gravskikke behandles i En vestjydsk Megalitbygd (Aarbøger 1936) og i publikationerne af bopladsudgravninger fra Bundsø på Als (sst. 1939), Havnelev på Stevns (sst. 1940) og Trelleborg ved Slagelse (Acta archaeologica XV, 1944) behandles væsentlige kronologiske og erhvervsmæssige problemer, og også spørgsmålet om forholdet mellem den sene jægerkultur og de tidlige stenalderbønder. De mange års studier af stenalderens kulturer afsluttede M. med en systematisk ordning af oldsagsmaterialet fra den ældre stenalder i 1. bind af en serie om Danske Oldsager, 1948 som han selv havde planlagt og også redigerede. 1948 udkom også det første af M.s to gigantiske arkæologisk/topografiske arbejder, Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse, 1948 der 1959 blev fulgt op af en lignende studie over Nordvestsjællands Oldtidsbebyggelse. De er baseret på årelange registreringsarbejder og rekognosceringer og giver et tværsnit af den bebyggelseshistoriske udvikling i hele oldtiden i de to landsdele. - M.s interesser spændte imidlertid langt ud over både arkæologi og naturvidenskab. De danske herregårde har han behandlet i flere værker, Herregaarde og Godser i det 20. Aarhundrede, 1931, Herregaardene og Samfundet, 1943, Vore Herregaarde, 1943, og da han som 70-årig forlod Nationalmuseet fortsatte han sit virke som redaktør af en ny udgave af Trap: Danmark, som han næsten nåede at fuldføre før sin død.