Dansk Biografisk Leksikon

Svend Grundtvig

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Svend Grundtvig, Svend (døbt Svenn) Hersleb Grundtvig, 9.9.1824-14.7.1883, folkemindeforsker, filolog. Faderen, N.F.S. Grundtvig, tilrettelagde helt sønnens undervisning. Han ansatte en række huslærere til at undervise ham i nyislandsk, latin, dansk og angelsaksisk, og selv underviste han ham i den nordiske mytologi, Saxo og saga- og folkeviselitteraturen. 1838 købte faderen et dansk visehåndskrift fra 1656 (Grundtvigs kvart), og det gav den 14-årige Svend Grundtvig sig straks til at sammenligne med eksisterende viseudgaver som han fandt højst mangelfulde. Hermed var kimen lagt til det studium der skulle blive hans livsværk, den videnskabelige udgivelse af Danmarks gamle Folkeviser. Det er i de undertiden meget omfattende kommentarer til de enkelte viser i dette værk han lagde grunden ikke blot til den danske folkeviseforskning, men til folkemindeforskningen i det hele taget. Hans interesser og gøremål var imidlertid mange så dette grundlæggende arbejde måtte hvile i lange perioder.

En af hans meget tidlige interesser var også slægtshistorie, og 1841 udarbejdede han et manuskript med titlen Borgerlige Familier i Danmark, Norge og Hertugdømmerne. Med deres Vaabener (først publiceret i Heraldisk Tidsskrift 1973). 1842 udgav han de to første hæfter af sine fremragende oversættelser af Engelske og Skotske Folkeviser. Efter at han sommeren 1843 havde været med sin stærkt angelsaksisk orienterede far på en studierejse til de store biblioteker i London, Oxford og Edinburgh afsluttede han (1843-46) sit oversættelsesværk med en efterskrift hvori han publicerede sine iagttagelser over begreberne variation og stabilitet i al folkevisetradition.

1843 udsendte han sammen med C.S. Ley, en af hans viseinteresserede huslærere, 8.12. i Dansk Folkeblad et manifest med titlen Om Kæmpeviserne, til danske Mænd og Qvinder. Heri opfordrede de til at man "bringer for Dagens Lys, hvad der længe har ligget ubemærket, ja vel endogsaa foragtet hos de Ringeste blandt Folket, men som man nu nødes til at erkjende som En af Grundpillerne for et Folks Selvstændighed og Udvikling". Ligeledes i Dansk Folkeblad skriver de 29.12.1843 og 5.1.1844 om nødvendigheden af at man får en fuldstændig udgave af alle de versioner man kender fra de gamle visehåndskrifter og fra folkemunde, for "Enhver af disse Opskrifter, som ethvert Led af et Folks Naturdigtning, har nu vistnok sit Værd, om ikke absolut æsthetisk, saa dog historisk". – Under det let gennemskuelige pseudonym "S. Frederiksen, Medlem af det Skandinaviske Selskab" udsendte Svend Grundtvig 1845 Dansken paa Færøerne, Sidestykke til Tysken i Slesvig. Frederik Barfod, der var medlem af samme selskab, havde tilskyndet ham til at publicere dette stridsskrift der afslørede den danske regerings diskrimination af det færøske sprog. Det blev optakten til den færøske målrejsning.

Først 1846 blev Svend Grundtvig student, men han begyndte ikke straks et akademisk studium. Han var nemlig i de år langt mere optaget af de mangfoldige viseoptegnelser han til stadighed fik tilsendt efter opfordringen ved nytårsskiftet 1843-44. I slutningen af 1846 blev Svend Grundtvig anmodet af Samfundet til den danske literaturs fremme om at udarbejde en plan for hvordan han ville udgive de danske kæmpeviser, og februar 1847 forelå hans Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser. Denne lille publikation rejste en heftig og meget personligt præget debat om det rimelige i at udgive alle de indbyrdes, undertiden kun lidt afvigende, optegnelser af samme vise. Hans modstandere med Christian Molbech i spidsen sagde at en sådan udgave ville blive "et vildt Aggregat af raae Texter". August 1847 udsendte Svend Grundtvig så en prøve på udgaven sammen med planen og december Prøve paa ... Andet Oplag, med Aftryk af "Planen" samt nogle Tillægsbemærkninger (fot. optr. i Danmarks gl. folkeviser I, 1966). Først 3.5.1850 besluttede udgiverselskabet sig for at følge Svend Grundtvig, ikke mindst fordi hans far meget kraftigt bakkede sønnens synspunkter op.

Krigen 1848 afbrød Svend Grundtvigs visestudier idet han meldte sig frivilligt og blev forfremmet til løjtnant. Han deltog bl.a. i slaget ved Isted. løvrigt var det under krigen han fik publiceret sin populære gendigtning af den gamle vise Det var en lørdag aften (i svogeren P.O. Boisens sangbog Nye og gamle Viser af og for Danske Folk, 1849). 1851 vendte han endeligt tilbage til København, men blev stående i tjenesten til 1853. 1861 gjorde Svend Grundtvig igen tjeneste, i 1864 som kaptajn og 1869-79 som kaptajn i forstærkningen.

1853 udkom Danmarks gamle Folkeviser I med kæmpeviserne og 1856 II med trylle- og legendeviserne. 1854-59 udgav han sammen med sin tidligere huslærer Jón Sigurðsson Islenzk fornkvæði hæfte 1-3 (det afsluttende hæfte 4 udkom 1885 efter begge udgiveres død). 1.2.1854 havde Svend Grundtvig imidlertid udsendt et nyt manifest hvor han opfordrede til indsamling af alle arter af folkedigtning, overtro og gamle skikke. Et udvalg af hvad han modtog lod han trykke i samleværket Gamle danske Minder i Folkemunde I–III, 1854-61 (fot. optr. 1970), og i dette værks tredje bind, som han på et ekstra titelblad kaldte Danske Folkeminder, udkastede han sin tanke om hvordan han ville indrette "et levende Museum for uhaandgribelige Oldsager", "et Museum for alle Danmarks Folkeminder". Det er første gang han anvender ordet folkeminder. Som 38-årig bestod Svend Grundtvig i 1860 magisterkonferens i nordisk filologi. En af censorerne, N.M. Petersen, udtalte: "Hans kundskabskreds er snævrere end jeg tænkte, men frisk mod trækker et godt læss".

Efter at han 1862 havde udgivet Danmarks gamle Folkeviser III med de historiske viser begyndte hans universitetskarriere. 1863 blev han ansat som ekstraordinær docent, fra 1869 som titulær professor i nordisk filologi, et fag som han i en forelæsning (1863) definerer som "videnskaben om det nordiske folks hele åndsliv gennem alle tider og i alle yttringsformer, således som dette folks ånd har åbenbaret sig og endnu åbenbarer sig både i selve sproget – ordet, logos, åndens umiddelbare udtryk – og i folkets tro og digtning, i dets sædvane og dets hele liv". Folkemindeforskningen var altså for Svend Grundtvig en naturlig del af filologien. At han ikke i sin definition anvender ordet folkeminder er helt i overensstemmelse med hans tidligere praksis. Betegnelsen folkeminder var for Svend Grundtvig et slagord med en folkelig appel, ikke en videnskabelig term.

Svend Grundtvigs første publikation som universitetslærer var Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning, 1867 hvor han fremlagde sit syn på Eddadigtningen som længe havde optaget ham i forbindelse med folkevisestudierne. Svend Grundtvig deltog i den meget polemiske debat om denne digtning oprindeligt var norsk eller islandsk. Han mente at den var fællesnordisk. 1868 udgav han en håndudgave af Den ældre Edda (2. udg. 1874). Senere udgav han et par ældre nydanske skrifter, Peder Palladius, Visitatsbog, 1872, og Peder Smed, et dansk Rim fra Reformationstiden, 1880, og efter faderens død (1878) begyndte han at udgive hans samlede Poetiske Skrifter. Som professor var han også aktiv i den aktuelle sprogdebat. 1869 deltog han i det nordiske retskrivningsmøde i Stockholm og året efter udgav han (hjulpet af K.J. Lyngby) Dansk Retskrivnings-Ordbog, 1870. Ved således at se de på mødet vedtagne regler konkret udmøntet fandt man dem nu for radikale. Der blev så udarbejdet en mere lempelig reform som Svend Grundtvig fulgte i Dansk Haandordbog, 1872 (2. forøgede udgave 1880 og med et tillæg 1882), der af ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen blev anbefalet som vejledende hjælpemiddel.

Også som filolog var Svend Grundtvig en praktisk mand og en inspirerende igangsætter. 1879 var han medstifter af (og i en periode formand for) Samfund til udgivelse af gammel nordisk litteratur. 1872 tog han initiativet til at de allerede nedskrevne færøske folkeviser der fandtes i forskellige ældre håndskrifter (bl.a. Sandoyarbok som Svend Grundtvig erhvervede i 1872) blev samlet og afskrevet af svogeren Jørgen Bloch (udgivet af Chr. Matras og N. Djurhuus: Føroya kvæði, Corpus Carminum Færoensium, a S. Grundtvig et J. Bloch comparatum I-VI, 1944-72). 1877 gik de på samme måde i gang med at etablere en ordbog over det færøske sprog, Lexicon Færoense (3 foliobind, Det kgl. Biblioteks håndskriftsamling). Trods sine mere filologiske aktiviteter fik han dog udgivet ridderviserne i Danmarks gamle Folkeviser IV (hæfte 1-4, 1868-74, det afsluttende hæfte udkom posthumt 1883) og i bind V (første halvbind 1877-78, andet halvbind udgivet 1890 af Axel Olrik "efter Forarbejder af Svend Grundtvig"). Til folkeligt brug restituerede (gendigtede og genfortalte) han et udvalg af den gamle folkedigtning: Danske Kæmpeviser og Folkesange fra Middelalderen fornyede i gammel Stil, 1867 (2. udg. 1883), Danmarks Folkeviser i Udvalg, 1882, og Danske Folkeæventyr I-III, 1876-84 (III udgivet posthumt af Laura Grundtvig) og det var i 1881 han publicerede sin mest fuldkomne folkevisestudie Elveskud, dansk, svensk, norsk, færøsk, islandsk, skotsk, vendisk, bømisk, tysk, fransk, italiensk, katalonsk, spansk, bretonsk Folkevise. Her folder hans folkloristiske arbejdsmetode sig ud i fuldeste flor (ombrudt særtryk af Danmarks gamle Folkeviser IV).

Svend Grundtvig var en af de førende skikkelser i tidens kulturliv. Med sin enorme faglige viden om hvad han selv kaldte den danske "Folke- og Culturhistorie" blev han et kraftcenter som det var naturligt for digterne, komponisterne, malerne og højskolefolkene at konsultere i forbindelse med deres aktive bestræbelser for nationalt at bevidstgøre det danske folk. Ligesom Svend Grundtvig var de i høj grad præget af faderens visioner, og Svend Grundtvig var også selv både folkeoplyser og kunstner. Derfor var dialogen med dem så let. Grundtvig var en af "nationsopbyggerne", og det er betegnende at han også hele sit liv var aktiv i den færøske målrejsning.

Svend Grundtvig førte en livlig brevveksling med nordiske og europæiske forskere samt med F.J. Child i Harvard, der udgav de engelske og skotske folkeviser efter Svend Grundtvigs principper. Den nærmeste skriftlige kontakt havde han dog med lærere, præster, embedsmænd og ikke mindst højskolefolk over hele Danmark. Ca. 10.000 blade med originaloptegnelser af folkeminder modtog han fra sine ca. 330 optegnere. Den mest fremtrædende af dem var den jyske lærer Evald Tang Kristensen. De var diametrale modsætninger hvad Svend Grundtvig ofte fik at vide. Grundtvig var forskeren og arkivmanden der siddende i København organiserede indsamlingen af folkeminder. I modsætning til Tang Kristensen mødte han aldrig selv det folk hvis minder han studerede. Svend Grundtvig havde en abstrakt-romantisk opfattelse af folket, og han blev i virkeligheden forskrækket da de bevidstgjorte bønder begyndte at gøre sig gældende folkeligt-politisk. I en forelæsning på universitetet sagde Svend Grundtvig i 1864: "Nu er "folkelig" i denne nye forstand da kun det, der falder inden for massens snævre forstands og smagsregion". "Transtøvlerne er nationalbanneret" tilføjede han. Transtøvler, der var den almindelige støvle-beklædning for folk på landet, blev brugt som nedsættende betegnelse for partiet bondevennerne.

Da Svend Grundtvig døde indgik hele hans arkiv i Det kgl. bibliotek som dettes Folkemindesamling, og denne samling blev senere grundstammen i den selvstændige, statslige institution Dansk folkemindesamling.

Laura Grundtvig stiftede Professor Svend Grundtvigs Mindelegat til fremme af studiet af nordisk filologi (senere indgået i Det Svend Grundtvig-Axel Olrikske Legat).
Svend Grundtvig var medlem af Videnskabernes Selskab 1868, æresdoktor i Uppsala 1877.

Familie

Svend Grundtvig blev født i København (Frels.), døde på Frederiksberg og er begravet sammesteds.
Forældre: biskop N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Elisabeth C.M. Blicher (1787-1851). Gift 10.12.1858 i København (Vartov) med Laura Jensine Christine Bloch, født 23.6.1837 i København (Holmens), død 20.4.1891 på Frederiksberg, d. af manufakturhandler Christen Laurits Georg Bloch (1799-1884) og Oline Sofie Frederikke Hadsund (1814-46). Bror til Joh. Grundtvig. Halvbror til F.L. Grundtvig.

Udnævnelser

R. 1850.

Ikonografi

Tegn. af P.C. Skovgaard, 1843 (Da. folkemindesaml.), litografi af samme 1848. Tegn. af O.P. Hansen Balling, 1849 (sst.). Mal. af L. Frølich fra 1840erne. Tegn. af Constantin Hansen, 1859 (Da. folkemindesaml.), mal. af samme 1861 og 1863 (Fr.borg), forarbejder til sammes mal. 1864 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Mal. af Constantin Hansen udst. 1869. Mal. af samme 1872 (Fr.borg), efter dette træsnit 1884. Træsnit 1872, herefter træsnit af I. Falander, 1883. Fire træsnit 1883 efter foto fra 1882, bl.a. af C. Poulsen. Tegn. af Joakim Skovgaard (Da. folkemindesaml.). Tegnet på dødslejet af L. Frølich. Relief af V. Bissen, 1884 (gravstenen). Foto. – Grundtvigs og brødrenes portr. på C. Dalsgaards mal. 1868 fra Vartov er overmalet.

Bibliografi

N.F.S. Grundtvig og hans nærmeste slægt under treårskrigen. En brevveksl., 1933. – Fr. Barfod: Svend Hersleb Grundtvig, 1883 (heri optr. af L. Wimmers nekrolog i III. tid. 29.7.1883). Axel Olrik i Arkiv for nord. filologi VI, Lund 1890 246-61. Samme: Danmarks heltedigtn. I, 1903 336-43. Ingeborg Simesen i Minder fra gamle grundtvigske hjem VI, 1926 47-87. S.B. Hustvedt: Ballad books and ballad men, Cambridge, Mass. 1930 175-301 (heri bl.a. brevveksl, med F. J. Child). Kai Friis Møller i Svend Grundtvig: Engelske og skotske folkeviser, 1942. Hans Ellekilde i Svend Grundtvig: Danske folkesagn I, 1944 7-65. Inger M. Boberg: Folkemindeforskningens hist., 1953. H. Grüner-Nielsen i Danske studier, 1953 5-32. Erik Dal: Nordisk folkeviseforskning, 1956. Eske M. Mathiesen i Folkeminder XI-XIII, 1965-67 48-56. P. Skautrup: Det danske sprogs hist. IV, 1968. Iørn Piø i Danske studier, 1971 91-120 (på engelsk i Arv XXV-XXVI, Sth. 1969-70 189-224). Samme: Folkeminder og traditionsforskn., 2. udg. 1971. Hans Bekker-Nielsen i Svend Grundtvig: Dansken på Færøerne, 1978. – Dagbøger, levnedsbeskr. og breve, samt Laura Grundtvigs ufuldendte biografi om Svend Grundtvig i Dansk folkemindesaml. Papirer og breve i Kgl. bibl.

Læs også om Svend Grundtvig i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Svend Grundtvig
Svend Grundtvig
1824-1883, dansk folkemindeforsker og filolog ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
comparatum
(lat.), det hvormed noget skal sammenlignes; sammenl ...Artikel i Den Store Danske
Eventyret
Oftest skelnes mellem folkeeventyr og kunsteventyr ...Artikel i Historien om børnelitteratur
Christian Molbech
8.10.1783-23.6.1857, dansk bibliotekar, filol ...Artikel i Den Store Danske
Rim og remser
For eventyrene og i nogen grad fablerne gælder det ...Artikel i Historien om børnelitteratur
folkeminder
fællesbetegnelse for folkelige trosforestilli ...Artikel i Den Store Danske
Peder Palladius
1503-1560, dansk luthersk teolog; bror til Niels ...Artikel i Den Store Danske
Oxford
by i det sydlige England 80 km NV for London ved ...Artikel i Den Store Danske
Uppsala
gammel kulturby med ærkebispesæde og Norden ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Pioe
18/07/2011
  • Læst 1463 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki