Finnur Magnússon, daniseret Finn Magnussen, 27.8.1781-24.12.1847, gehejmearkivar, oldforsker. Født på Skålholt, Island, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). M. stammede på begge sider fra litterære slægter; digteren Eggert Ólafsson var hans farbror, biskop Finnur Jónsson hans morfar. Efter at have nydt hjemmeundervisning bl.a. hos morbroderen biskop Hannes Finnsson, dimitteredes han privat 1797. Ved universitetet begyndte han at studere jura, men tillige fik han gennem sin farbror oldforskeren Jón Olafsson (1731-1811) nogen beskæftigelse ved den arnamagnæanske stiftelse og var netop blevet stipendiar da han efter faderens død måtte vende tilbage til Island. Her levede han i elleve år, fra 1803 som fuldmægtig hos byfogeden i Reykjavik, fra 1806 tillige som sagfører ved den islandske landsoverret. Under kuppet på Island 1809 afviste M. Jørgen Jürgensens forsøg på at benytte ham i administrationen, en omstændighed der senere vandt ham kongens gunst og på forskellig måde blev ham til fordel. Hans litterære produktion i disse år var temmelig ringe; dog redigerede han bl.a. et par hæfter af tidsskriftet Minnisverd Tidindi og leverede enkelte bidrag til danske tidsskrifter. Imidlertid følte han en voksende lyst til at beskæftige sig med Nordens oldtid, og 1812 besluttede han på ny at rejse til Kbh. for at søge at skabe sig en stilling der bedre svarede til denne tilbøjelighed. Trods Danmarks fortvivlede finanser i disse år havde han held med sig. Der fandtes i visse kredse en ikke ringe interesse for gammel nordisk mytologi og sagnhistorie og lignende emner, men man manglede vejledning og hjælpemidler. Her havde M. som islænding det store fortrin at beherske det oldnordiske litteratursprog, og dertil kom en stor meddelelseslyst samt en utrættelig flid. I Kbh. synes han at have følt sig hjemme; for ham eksisterede der ingen modsætning mellem dansk og islandsk nationalitet; han betragtede sig som i lige grad tilhørende begge nationer, og dansk blev for ham som et andet modersmål. Allerede som student havde han udgivet en lille digtsamling på dansk Ubetydeligheder, 1800, og størstedelen af hans produktion er skrevet på dette sprog.

Under de første trange år i Kbh. var mæcenen J. Bülow til Sanderumgård M.s bedste støtte. 1815 begyndte han, først hjulpet af Bülow, senere med kongelig understøttelse, at holde offentlige forelæsninger ved universitetet over Nordens gamle litteratur og mytologi; fra 1819, da han opnåede fast årlig løn, holdt han tillige forelæsninger ved kunstakademiet. I forbindelse med denne virksomhed står bogen Bidrag til nordisk Archæologie, 1820, hvis noget ukritiske fremhævelse af den nordiske oldtids bygninger og billedkunst gav anledning til en polemik med brødrene G. L. og Torkel Baden. Diskussionen drejede sig særlig om den nordiske mytologis brugbarhed for de skønne kunster, et dengang aktuelt spørgsmål, men den har kun ringe værdi da tonen i de to brødres indlæg er stærkt præget af deres irritation over "det Uvæsen i vor Litteratur, som Islænderne og deres Tilhængere nu i en række af Aar have anrettet". Ellers var det studier over den ældre Edda og eddamytologien som i lang tid først og fremmest optog M. For den arnamagnæanske kommission afsluttede han udgivelsen af 2. bind af Edda Sæmundar hinns fróða, 1818, som gennem lang tid var blevet forberedt ved andre, og fortsatte derefter med 3. bind (1828), hvis største del optages af et mægtigt, af M. forfattet Lexicon mythologicum på latin. Denne righoldige alfabetisk ordnede oversigt over den nordiske mytologi har utvivlsomt gjort megen nytte og både i og uden for Norden i høj grad fremmet kendskabet til de mytologiske kildeskrifter. Samtidig udgav M. en dansk oversættelse af Den ældre Edda i fire bind, 1821-23, og Eddalæren og dens Oprindelse, ligeledes i fire bind 1824-26: det sidstnævnte værk er udarbejdet som besvarelse af en prisopgave som Bülow gennem Videnskabernes selskab havde udsat for M, om forholdet mellem nordboernes og de indisk-persiske nationers religion. I eddaoversættelsen fik det danske publikum en gengivelse der ikke blot er tro mod originalen, men også har en tækkelig form, og hertil kommer en kommentar som dog er stærkt præget af forfatterens mytologiske fantasterier. Guderne og de forskellige myter betragtes som personifikationer af eller symboler for visse naturkræfter og naturfænomener (fx: "Valkyrjerne vare oprindeligen visse glimrende Meteorer eller Luftsyner, som Ildkugler, flammende Nordlys o.s.v., der udsendtes fra Valhall, nemlig Himmelhvælvingen, af Odin, dens øverste Guddom"). Tydeligst træder M.s svaghed, den kritikløse kombinationslyst, dog frem i eddalæren. Her sammenlignes den nordiske mytologi med talrige religioner og teologisk-filosofiske systemer fra forskellige lande, og de formentlige overensstemmelser forklares ved et fælles udspring fra en asiatisk urreligion. Værket vidner om stor belæsthed og flid, men da der ikke tages noget hensyn til de forskellige kilders art, alder og oprindelighed er det som helhed betragtet af ringe værdi; resultaterne er ofte urimelige og de hyppige etymologiske sammenstillinger blottede for metode.

M., som 1823 havde fået en ansættelse som medhjælper ved arkivet, udnævntes 1829 til gehejme-arkivar; han var en samvittighedsfuld embedsmand hvis arbejdslyst og heldige valg af medarbejdere fremhæves. Han blev 1822 medlem af den arnamagnæanske kommission og var fra 1829 tillige dens sekretær. Fra 1828 var han viceformand i Det kgl. nordiske oldskriftselskab og blev således C. C. Rafns medarbejder i hans energiske virksomhed for at gøre den gamle islandske litteratur bekendt i videre kredse. M. deltog bl.a. i udgivelsen af Fornmanna sögur VIII-X, men navnlig har han en væsentlig andel i det fortjenstfulde kildeskrift Grønlands historiske Mindesmærker I-III, 1838-45, hvor det spredte materiale til Grønlands ældre historie samles tillige med dansk oversættelse og oplysende anmærkninger. Det er det eneste af M.s arbejder som endnu citeres.

1816 var M. blevet beskikket til medlem af kommissionen for de fædrelandske oldsagers bevaring, og såvel denne stilling som hans forhold til oldskriftselskabet affødte talrige afhandlinger i de dertil knyttede tidsskrifter. Som et par af de bedste må fremhæves en redegørelse for undersøgelsen af den 1820 åbnede Jellinghøj (Antiqvariske Annaler IV) og Om de Engelskes Handel og Færd paa Island i det 15. Aarh. (Nord. Tidsskr. for Oldkynd. II). Han indlod sig gerne på tolkninger af runemindesmærker, men nåede her, bl.a. på grund af sin sproghistoriske usikkerhed, kun utilfredsstillende resultater. Særlig bekendt blev hans opsigtsvækkende tolkning af Runamoindskriften som efter en forbigående triumf beredte ham den største skuffelse. De runelignende tegn på en klippeflade i Blekinge der kaldtes Runamo nævnes allerede af Saxo i forbindelse med Harald Hildetand; på Videnskabernes selskabs foranstaltning blev der 1833 foretaget en undersøgelse på stedet, og M. fik af geologen G. Forchhammer udpeget de tegn som i modsætning til de naturlige revner skulle være indridsede af menneskehånd; heri lykkedes det ham senere at læse et oldnordisk bogstavrimet vers med hentydning til Harald Hildetands historie. Læsningen bekendtgjordes foreløbig 1834, men først 1841 udkom M.s store værk om indskriften i Videnskabernes selskabs skrifter. Opdagelsen vandt en ikke ringe navnkundighed, indtil J. J. A. Worsaae 1844 beviste at den såkaldte indskrift kun er naturlige revner i klippen, og det blev da klart at M. var blevet vildledt ved en besynderlig selvsuggestion. N.å. medførte for M. en ny pinlig diskussion idet den norske historiker P. A. Munch skånselsløst blottede hans i bund og grund forfejlede læsning af indskriften på det skotske Ruthwell-kors.

Som sin tids navnkundigste islandske videnskabsmand blev M. meget æret af islændingene; bl.a. var han længe formand i det islandske litterære selskabs københavnske afdeling hvilket medførte betydeligt ulønnet arbejde. Da stænderinstitutionen forberedtes deltog han efter kongelig befaling i forsamlingen af oplyste mænd og mødte i Roskilde som deputeret for Island og Færøerne under stænderforsamlingerne 1835-42.

M. var en umådelig flittig mand og producerede let; da hans resultater tillige ofte var overraskende vakte flere af dem en ikke ringe interesse, og talrige videnskabelige udmærkelser blev ham til del. Hans mangel på kritik og hans forældede sproglig-historiske standpunkt har influeret på størstedelen af hans værker således at de ikke har blivende betydning, men der er dog så meget fortjenstfuldt i hans langvarige forskergerning at man må beklage dens tragikomiske afslutning gennem Runamoaffæren. M. var af naturen human og beskeden, og alle som kom i forbindelse med ham roser hans hjælpsomhed og velvilje. Hans privatliv var ikke lykkeligt. Den langt yngre hustru, en datter af M.s principal i Reykjavik, var ikke tilfreds i det barnløse ægteskab; efter langvarig sygelighed forlod hun hjemmet 1836 og forlangte separation. Tillige måtte han længe kæmpe med økonomiske vanskeligheder. Som følge heraf solgte han sin temmelig store og i visse henseender værdifulde samling af islandske håndskrifter til engelske og skotske biblioteker (British Museum i London, Bodleian Library i Oxford og Advocates' Library i Edinburgh); for de fleste forskere som beskæftiger sig med disse emner betyder dette en ikke ringe ulempe. - Dr.phil. 1836. Medlem af Videnskabernes selskab og Danske selskab 1830. - Tit. professor 1815. Etatsråd 1839.

Familie

Forældre: økonom, sener lagmand Magnús Ólafsson (1728-1800) og Ragnheiður Finnsdóttir (død 1831). Gift 6.11.1821 med Nicoline Dorothea Barbara Frydensberg, født 1.3.1804 i Reykjavik, død 14.2.1886 i Kbh. (Jac), d. af land- og byfoged i Reykjavik, senere amtsforvalter i Kalundborg og Kbh., justitsråd Rasmus F. (1778-1840) og Margrethe Larsen (1777-1832). Ægteskabetopløst 1840.

Udnævnelser

R. 1828. DM. 1836.

Ikonografi

Litografi af Emile Lasalle, 1842, efter mal. af C. A. Jensen, efter dette litografi 1844 og 1866. Litografi efter mal. af C. A. Jensen, 1844 (brændt på Fr.borg 1859), efter dette litografi 1854 og træsnit af H. P. Hansen, 1886. Afbildet på J. V. Gertners tegn., 1846, af salvingen 1840 (Rosenborg).

Bibliografi

Briefwechsel der Gebrüder Grimm mit nord. Gelehrten, udg. Ernst Schmidt, Berlin 1885 203-11. Breve i Pers. hist.t. 5.r.V, 1908 177-206. - Th. H. Erslew: Udsigt over F. M.s levnet og skrifter, 1844 (særtryk af sammes Forf.lex. II, 1847). Ny félagsrit IV, 1844 V-XII. N. M. Petersen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1850 59-67 (også i forf.s Saml. afhandl. III, 1872 383-95). A.

D. Jørgensen: Udsigt over de da. rigsark.s hist., 1884. Johs. Steenstrup; Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889. Carl S. Petersen: Stenalder, bronzealder, jernalder, 1938. Jon Helgason: Ritgerðakorn og Ræðustufar, 1959 171-96. - Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig