Julius Bidstrup, 1.7.1848-20.10.1910, genealog. Født på Store Lærkegård i Olsker sg, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). B. kom i sit attende år til Kbh. for at studere, opgav dette og ernærede sig derefter som lærer i privatskoler. Han drev samtidig genealogisk-personalhistoriske studier hvilket førte til at han fra nytår 1886 ansattes som skriver i det daværende kongerigets arkiv, fra 1889 Rigsarkivets 2. afdeling hvor han blev registrator 1907. B. har udgivet stamtavler over familierne Müller, Madvig og Sode, 1884, Koefoed, 1886, Koefoed fra Koefoedgård, 1887, Boesen, 1887, Paulsen, 1888 samt over familierne Hauberg og Arboe, først udk. 1911, hvortil kommer bidrag i "Museum", "Fra Arkiv og Museum", "Sønderjyske Aarbøger" og "Personalhistorisk Tidsskrift" (dødsfald i Danmark 1901–09). Han hører til det første kuld af danske genealoger hvis arbejder hviler på virkelig systematisk gennemgang af arkivalske kilder og må navnlig fremhæves som bornholmske slægters omhyggelige og kyndige forsker. Som arkivmand har han indlagt sig fortjeneste ved udarbejdelse af lister over danske retsbetjente og magistratspersoner. Disse lister samt hans genealogisk-personalhistoriske samlinger findes i Rigsarkivet.
Forældre: gårdejer Jens B. (1811–92) og Karen Marie Kofoed (1808–91). -31.10.1873 i Kbh. (Johs.) med Thora Christine Kristoffersen, født 24.6.1842 i Helsingør (Skt. Olai), død 23.5.1904 i Kbh., d. af brygger, brændevinsbrænder og færgemand Johannes K. (1772–1852) og Christiane Salomonsen (1804–73).
Stamtvl. over familierne Hauberg og Arboe, 1911 (forordet). Berl. tid. 24.10.1910. – Papirer i Rigsark.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki