Terkel Klevenfeldt

Terkel Klevenfeldt, Torchild Klevenfeldt, 25.8.1710-14.4.1777, genealog, samler. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet i Trin. k. K.s familienavn var Klev, senere Kleve, og har antagelig sin oprindelse i stednavnet Kløv (i Thy). Faderen der var jyde havde giftet sig til en bryggergård på Nørregade. Om nogen større formue var der ikke tale, men faderen var en anset mand der en måned før sin død blev en af Kbh.s 32 mænd. Stedfaderen støttede ham både pekuniært og ved sin indflydelse, men han mistede sin formue ved Kbh.s brand 1728 og ved et tyveri på sit kontor der gik ud over de umyndiges penge som han måtte erstatte. – 1728 blev K. student ved privat dimission og n.å. baccalaur. 1734 blev han sekretær i danske kancelli og 1737 justitssekretær i højesteret. 1747 ophøjedes han i adelsstanden med navnet af K. uden ansøgning "som en kgl. Naade og Reparation d'honneur". 1745 blev han medlem af Jacob Langebeks Danske selskab og 1750 af Videnskabernes selskab.

K.s mor var død af tæring; han frygtede derfor denne sygdom og fik kgl. tilladelse til for svagheds skyld at rejse udenlands i to år. Rejsen foretog han med egen vogn og tjener, og den varede 1741–45. Han besøgte Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og England, studerede bl.a. i Göttingen og overværede kejservalget i Frankfurt hvor han lod sig introducere som adelsmand, præsenteredes "en masse" for kejseren og dansede med prinsesser; livet igennem søgte K. hvad han kaldte "fordelagtige Venner". Han brugte at give fornemme folk "et Maaltid" når han ville opnå noget. K.s rejse var en sundheds-, ikke en studierejse, men han søgte dog overalt "vestigia Danorum extra Daniam" og købte ind til sin egen og andres samlinger, og han undså sig ikke for det "krigspuds" at bilde en boghandler ind at et eksemplar af Resens atlas ikke var komplet, og derved få det billigere. Hans fire bind rejsedagbøger er til dels udgivet i Memoirer og Breve XXIX, 1919.

Efter sin hjemkomst fortsatte han sit højesteretsarbejde der var blevet fordoblet ved hans udnævnelse 1744 til assessor. I sin fritid var han begyndt at samle til den danske og norske adels historie af segl (sigiller), dokumenter og monumenter som han holdt tegnere til at aftegne. Fra Nürnberg indkaldte han kobberstikkeren G. V. Baurenfeind, efter fem års forløb antog han miniaturemaleren Andreas Thornborg der 1756 blev kgl. våbenmaler og under K.s opsigt skulle udføre våbentegningerne, og han benyttede også kobberstikkeren O. H. de Lode; en tid (1755) holdt han to tegnere og en amanuensis. Allerede 1746 bebudede Danske selskab en dansk heroldkunst med våben og segl og et genealogisk værk om den danske adel af K., man han nåede aldrig at få disse værker færdige. 1747 lykkedes det K. at interessere oversekretæren J. L. Holstein for sit studium, og følgen blev et pålæg til stiftsøvrighederne om at fremskaffe og indsende oplysninger om adelige i Danmark og Norge; disse "Stifts-Relationer" er nu trykt i Magazin til den danske Adels Historie I og i Personalhistorisk Tidsskrift I-VI og 2. r. II. Herved reddede han mange oplysninger fra forglemmelse, og disse optegnelser har haft megen betydning for studiet af adelens historie. Det var også Holstein der fra først af havde udvirket at han fik lov til at forlænge sin udenlandsrejse to år og senere at foretage sine studierejser. 1751 havde kongen tilstået K. en årlig understøttelse på 400 rdl. til indsamling af genealogisk stof til Den danske Herold. 1752 forstrakte han ham med 1.000 rdl. til en rejse til Skåne for at "samle Monumenter" og 1758 fik K. et lån på 4.000 rdl. af den kgl. kasse. Jævnsides med dette samlerarbejde gik et andet af beslægtet natur, idet han havde anlagt et "kabinet" af betydelige personers malede portrætter, 1750 ejede han ca. 200; han var den første der begyndte et sådant som det var hans hensigt at forære til "publique Nøtte". Fra slutningen af 40erne havde han samlet mineralia og fossilia til den kejserlige kabinet i Wien, men da han ikke fandt denne virksomhed tilstrækkelig påskønnet holdt han efter femten års forlob op, hvortil vel også bidrog at han 1762 var begyndt at samle for sig selv og ikke nænnede at afgive noget. Han ordnede desuden kejserens danske medaljer og monter og anlagde selv en sådan samling som han dog atter bortbyttede.

K. regnede med at hans samlinger havde kostet ham 5.000 rdl., og da han desuden havde haft store udgifter med en sindssyg brors fem børn som han havde optaget i sit hjem, og da han ikke holdt af "Doctor-Kost" men satte pris på et godt bord, var han "altid i største Vidtløftighed". Han tilbød derfor 1762 sin ven Carl Deichmann at påtage sig juridiske kommissioner og fik også flere sådanne, særlig måtte den rige kancelliråd Ulrich Schnell punge ud, men til sidst blev K. også uenig med ham. Som mange samlere led K. stærkt af jalousi. Han var opfyldt af harme over at rige samlere, som Henrik Hielmstierne, for penge kunne få fat på det han ikke kunne overkomme. Hans Gram havde udlånt til K. af gehejmearkivet hvad han havde brug for, og K. var en af de tre mænd der 1748 efter Grams død forestod overleveringen af gehejmearkivet til Jacob Langebek. Denne der var jævnaldrende med ham havde "i fattige Studenterdage" været hans første amanuensis og var på denne tid hans gode ven, men 1765 synes venskabet kølnet, og siden ødelagde K.s jalousi det ganske. Som forfatter var K. uproduktiv. Han har skrevet et par "Lykønskninger" til kongerne Christian VI og Frederik V; hans sørgevers over Hans Gram hvori han stikler til Holberg, som han i øvrigt gerne citerede, indbragte ham en revselse i ep. 289. Under den sanering af hoffets økonomi der fandt sted under J. F. Struensee blev han afskediget på grund af den gamle gæld og græmmede sig bittert, men han fik dog gælden eftergivet. På hans auktion købte kongen hans adelshistoriske samlinger og indlemmede dem i gehejmearkivet, og om end A. Thisets arbejder for en del har overflødiggjort K.s vidner dog de tusinder af citater af ham om hvor stor en betydning hans arbejde har haft. K. efterlod sig et ikke overvældende stort (ca. 3000 bind) men overordentligt værdifuldt bibliotek med mange Gotfred af Ghementryk, engelske klassikere m.v., samt et stort antal håndskrifter, blandt hvilke var Ribe Oldemoder; biblioteket solgtes ved auktion 1777. Skiftekommissionen i hans dødsbo udgav 1777 Nobililas Daniæ ex monumentis (tretten kobbertavler) og Nobililas Danica? clypei sive insignia (de samme tavler forøget med 21 kobberstukne våbentavler). – Virkelig justitsråd 1747. Etatsråd 1760. Virkelig etatsråd 1767. Konferensråd 1768.