Albert Olsen

Albert Olsen, Albert Georg Olsen, 16.5.1890-16.10.1949, historiker. Albert Olsens løbebane var usædvanlig i samtiden. Fra gammel tid har der i Danmark været unge bønder der skiftede over og blev akademikere. Et skifte fra byarbejder til akademiker har været en sjældenhed selv om det forekom, fx C.V. Bramsnæs. Albert Olsens samtidige opholdt sig meget ved at han var udlært maskinarbejder, han blev dog student 1910 (privatist) som 20-årig og magister 1920 som 30-årig. Hans start som akademiker var således ikke væsentlig forsinket selv om studieårene blev noget forlænget af at han selv skulle skaffe penge til studium, navnlig ved undervisning. Denne splittelse i studietiden medførte også at hans modstandere med henvisning hertil hævdede, at hans almene historiske viden og baggrund ikke fuldt ud stod mål med det der indtil anden verdenskrig blev anset for idealet for en mag.art. Et angrebspunkt der blev ført frem mod ham helt op i hans tid som universitetslærer.

Allerede inden han blev magister havde Albert Olsen indledt et videnskabeligt forfatterskab der både skulle blive meget omfattende, lødigt og idérigt. Det begyndte med en afhandling i Historisk Tidsskrift 1919 om Steffen Rodes Regnskabsbog over Studehandel – et arbejde der på mange måder kastede klart lys over en række sider af dansk øksenhandel i 1600-tallet. Denne afhandling placerede Albert Olsen som økonomihistoriker, og økonomisk historie vedblev at være hans egentlige forskningsfelt. Dette var også markeret gennem hans 80 sider store oversigt om tiden 1600-1800 i Danmarks Søfart og Søhandel, 1919 og samme år afhandlingen Om søassurance i Danmark før Danske Lovs tid (i Assurandøren). Han blev her meget opmuntret af Erik Arup som også var den eneste lærer han fulgte nogenlunde regelmæssigt i studietiden. I det sidste studieår var Albert Olsen blevet ansat som prokurist i forsikringsselskabet Nye Danske, fra 1921 var han til 1.10.1922 leder af forsikringsselskabet Dansk Union, men skiftede derefter over til journalistikken som økonomisk-politisk medarbejder ved Social-Demokraten. Trods det daglige arbejde på avisen fortsatte Albert Olsen sit forfatterskab. I 1922 kom Dispachørvæsenet i Danmark til den første instruks af 2. juni 1777 (Nordisk Försäkringstidskrift) og i 1927 Staten og Lavene (Historiske Meddelelser om København). Mod slutningen af 1920erne forelå i manuskript hans omkring 200 sider store skildring af den økonomiske udvikling fra omkring 1500 til 1840 der udkom 1933 i Axel Nielsens Dänische Wirtschaftsgeschichte. På samme tid afsluttede han sin disputats Studier over den danske Finanslov 1850-1864 som blev forsvaret i juni 1930.

Den blev stærkt angrebet af Aage Friis og Knud Berlin mens Erik Arup vurderede den meget positivt. Selve handlingen vakte stor opsigt i offentligheden, og debatten med Aage Friis var præget af skarphed ført fra begge sider i bidsk tonefald. Det var kendt af alle at forholdet mellem Friis og Albert Olsen var belastet. Det var tydeligt kommet frem da Albert Olsen i 1928 på en generalforsamling i historikernes foredragsforening Historisk Samfund i voldsom form rettede stærke angreb på Aage Friis. Begivenheden var en afspejling af fjendskabet mellem Arup og Friis, men også udtryk for en gemytternes uoverensstemmelse mellem Friis og Olsen der gik helt tilbage til studietiden, men som hidtil var blevet holdt i tømme af begge parter. Vurderet i dag kan det nok indrømmes at disputatsen er for detaljerig, at dispositionen ikke i tilstrækkelig grad er systematisk, og at fremstillingen heller ikke er så sproglig afpudset som rimeligt ville være; men til gengæld er et overordentlig stort og kompliceret stof blevet behandlet og kritisk vurderet således at ingen væsentlige problemer om dannelsen af finanslovtraditionen er uklare. Til dette kommer at der mangfoldige steder er en række præcise politiske vurderinger.

Inden disputatsen var Albert Olsen fra 1.2.1930 blevet ansat som docent ved universitetsundervisningen i Århus. Både ved denne ansættelse og senere i 1934 ved docenturets omdannelse til professorat blev der, da der endnu ikke var tale om et egentligt universitet, indhentet udtalelser fra det filosofiske fakultet ved Københavns universitet. Aage Friis var her penneføreren, og udtalelserne er meget nedgørende, i 1934 dog med anerkendelse af Albert Olsens indsats som økonomisk historiker. Der sluttes alligevel med at indstille Albert Olsen da der ikke er andre ansøgere, og selv om hans arbejder ikke tillader at slutte at han "er i besiddelse af den almindelige historiske viden og videnskabelige kultur" der måtte kræves. Friis' holdning kan også ses som et led i hans bestræbelser på at forhale etableringen af det nye universitet.

Årene i Århus blev i øvrigt indledningen til et omfattende forfatterskab om merkantilismens historie. Eli F. Heckschers store værk om merkantilismen kom i 1931 og John Maynard Keynes havde i 1926 udsendt "The end of laissez-faire" der pegede mod en ny, blid merkantilisme. Over alt i Europa var perioden til nyvurdering både historisk og teoretisk. Det var således forsknings-aktuelle emner Albert Olsen tog op, også tilskyndet af arbejdet med det store afsnit i Dänische Wirtschaftsgeschichte. I tidsskriftet Scandia skrev han 1930 Nogle Synspunkter for dansk merkantilistisk Erhvervspolitik, 1932 kom Bybefolkningen i Danmark paa Merkantilismens Tid og 1933 Stavnsbaandets Virkning på Byerne (Scandia); både i Danmark-Norge i det 18. Aarhundrede, 1936, i Kobberpolitik i den svenske Stormagtstid (Scandia 1937 med efterfølgende polemik med Eli F. Heckscher) og i 1945 i skildringen af handelsforbindelserne med Holland (i Knud Fabricius m.fl.: Holland-Danmark, 1945) ydede Albert Olsen nye bidrag til en positiv vurdering af merkantilismen.

Da Aage Friis i 1935 trak sig tilbage meldte Albert Olsen sig som ansøger til hans stilling. Dette blev indledningen til kulminationen i striden mellem danske historikere. Afgørelsen faldt efter en lang konkurrence med en to måneders bunden skriftlig opgave (ovennævnte Danmark-Norge i 1700-tallet) og senere forelæsninger. Udgangen blev at udvalget mellem de seks ansøgere samlede sig om Albert Olsen og Vilh. la Cour, og at et flertal på fire af syv bedømmere indstillede Olsen. Som i Århus blev Albert Olsen også i København en af mange studenter estimeret lærer. Han var levende i sin fremstillingsform med tilbøjelighed for paradokset eller i hvert fald et tilspidset synspunkt kastet ud til prøvelse, og han var idérig når studerende med videregående interesser søgte opgaver. Var han kommet skævt ind på en student, eller var studenten kommet skævt ind på ham var der til gengæld ikke megen kontaktmulighed, og Albert Olsen var ikke meget tilgivende over for sådanne studenter.

Uden at Albert Olsen mistede interessen for merkantilismens periode havde han i Århus-tiden engageret sig i nyere politisk historie. Det var begyndt med nogle hæfter i Grundrids ved folkelig universitetsundervisning, og i 1932 kom Fascismens økonomiske Politik (i Fascismen, Tre Forelæsninger om det nye Italien). I 1933 fulgte den skarpsindige og nøgterne Antisemitisme og Racedogme i moderne tysk Politik. Det var så klart arbejder båret af ønsket om både at orientere sig selv og andre i baggrunden for de centrale europæiske problemer. Det samme gælder hans behandling af verdenshistorien 1890 til 1935 der fremkom i Gyldendals Verdenshistorie som blev udsendt 1936-38 under redaktion af William Norvin og Olsen. I samme gruppe falder hans populære, men ingenlunde uselvstændige bog Kampen om Kolonierne der kom 1939.

Efter at være flyttet til København kom Albert Olsen efterhånden ind i historikernes organisatoriske arbejde. Han blev medlem af styret for Institut for historie og samfundsøkonomi og virkede her energisk for at udbygge publikationsvirksomheden, men navnlig for at organisere arbejdet med udgivelsen af en dansk prishistorie. I 1939 indtrådte han i bestyrelsen (formand fra 1945) for den ellers af Friis-fløjen dominerede bestyrelse for Dansk historisk forening – som så ofte før og siden var det rigsarkivar Axel Linvald der med sine medierende evner og realistiske sans fik tilvejebragt muligheder for udsoningen i den historiske verden. Mellem Aage Friis og Albert Olsen kom det dog aldrig til udsoning, og 1944 hindrede Friis at Olsen blev optaget i Videnskabernes selskab.

Albert Olsen glemte aldrig denne åbenbare tilsidesættelse. 1943-45 var han ansat ved Göteborgs universitet; efter hjemkomsten skrev han et par afhandlinger om dansk udenrigspolitik i 1800-tallet: Danmark og den polske Opstand 1863 (Festskrift til Erik Arup, 1946) og Danmark og den engelske mægling 1848 (Historisk tidsskrift, 1948). I den store rigsdagshistorie genoptog han disputatsens emne og behandlede finansloven i perioden 1849-1894 (udkom posthumt i Den danske rigsdag 1849– 1948 V, 1953). Et særligt initiativ havde Albert Olsen taget 1943 ved stiftelsen af Instituttet for lokalhistorisk forskning der samlede en kreds af lokalhistorisk interesserede faghistorikere. Tanken var at interessere og højne den lokalhistoriske forskning. Efter krigen døde initiativet dog ud, ikke mindst fordi flere af stifterne var blevet indfanget af andre interesser, der beslaglagde deres overskudskræfter. Dette gjaldt også Albert Olsen selv der var blevet meget optaget af aktuelle politiske forhold.

Albert Olsen var tidligt politisk aktiv i socialdemokratiet. Man kunne have ventet at han havde haft en position i de venstreorienterede akademikerkredse i 1920erne og 30erne, men dette var ikke tilfældet selv om han en overgang havde en snævrere forbindelse med Hartvig Frisch og var medlem af Studentersamfundets bestyrelse 1925-26. I Århus-tiden indvalgtes han i byrådet 1933, men forlod det da han 1937 flyttede til København. Han var også en enkelt gang opstillet til folketinget (Odderkredsen). Da han 1940 blev formand for Dansk-russisk samvirke kølnedes forholdet til ledende socialdemokrater, og da Albert Olsen 1943 flygtede til Sverige og dér kritiserede socialdemokratiets politik blev afstanden endnu større. Det var de danske lederes, bl.a. Hans Hedtofts, opfattelse at Albert Olsen ved i offentlige taler uafbalanceret at angribe partiets holdning under krigen forlod enhver rimelig solidaritet ligesom man følte sig utryg ved Olsens nære forbindelse med sovjetdiplomater. Selv om han ikke forlod socialdemokratiet var han isoleret i partiet efter krigen og blev det i endnu højere grad da han op mod tilslutningen til Atlantpagten i 1949 søgte til det kommunistiske Land og Folk for der at agitere mod dansk indtræden i NATO.

Albert Olsen står i dansk historieforskning både ved egne skrifter og gennem inspiration til yngre forskere som en banebryder for økonomisk historie i Danmark. Han blev genstand for megen uretfærdighed; men hans egen voldsomme form og den foragt han kunne vise modstandere og formodede modstandere skærpede yderligere konfliktholdningerne. Har han forestillet sig en politisk position, ikke mindst efter befrielsen, da stillede de samme egenskaber sig uden tvivl i vejen. Til dette kom sikkert også en svigtende realitetssans når det gjaldt egne politiske standpunkter, men mærkeligt nok ikke når han som historiker vurderede fortiden.

Hans hustru Agnete Olsen har efter anden verdenskrig jævnligt taget del i den offentlige debat, ofte med forsvar for sovjetisk politik, men i øvrigt om vidt forskellige emner. I 1947 udgav hun bogen Fra Moskva til Ararat der skildrer hendes indtryk af en rejse hun og Albert Olsen i 1946 foretog gennem Sovjetunionen. En søn, Sverre Olsen, født 1930, er cand.polit. fra 1957 og direktør for Fynske Bank i Svendborg der under hans ledelse er vokset stærkt. Han har spillet en væsentlig rolle i de danske bankers bestræbelser på at indføre et fælles betalingskort.