Dansk Biografisk Leksikon

Anders Sørensen Vedel

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Anders Sørensen Vedel, 9.11.1542-13.2.1616, historiker. Anders Sørensen Vedel gik nogle år i latinskolen i Vejle som lededes af Niels Bredal. Faderen så ham gerne uddannet som købmand men lod sig overtale til 1557 at anbringe ham i den mere betydelige skole i Ribe hvor Hans Thomesen samme år var blevet rektor. Her kom han i huset hos en slægtning, tidligere rektor og nu sognepræst ved domkirken Jens Grundet der støttede og vejledte ham i hans læsning bl.a. ved at låne ham udgaver af græske og latinske historikere; senere fik han kendskab til Danmarkshistorien gennem Saxos og Albert Krantz' latinske krøniker. Da Hans Thomesen 1561 flyttede til København fulgte Anders Sørensen Vedel og den jævnaldrende Peder Hegelund med for at studere ved universitetet, men kort efter opnåede han ansættelse som hovmester for Tyge Brahe og rejste 1562 med denne til universitetet i Leipzig. Selv om tilsynet med den kun fire år yngre adelsmand ikke var uproblematisk blev forholdet til et livsvarigt venskab af betydning for dem begge. Sommeren 1565 tilbragte Anders Sørensen Vedel i Vejle og Ribe og rejste derpå til Wittenberg hvor han året efter tog magistergraden. Blandt professorerne stiftede han nærmere bekendtskab med teologen Christopher Pezelius og matematikeren og historikeren Caspar Peucer, Philipp Melanchtons svigersøn der i disse år forelæste over verdenshistorien. Det sidste studieår arbejdede han med udgivelsen af et efterladt skrift af den nylig afdøde Jens Grundet, Similitudines, og knyttede hertil en personligt farvet levnedsskildring af sin gamle mentor Oratio de vita et obitu Johannis Petri Grundith, trykt i Wittenberg 1567. På baggrund af nogle danske provinsmiljøer tegner han et hengivent portræt af den jævne ukomplicerede skole- og præstemand, usædvanligt i den begyndende mindetale-litteratur ved den omhyggelige belysning af personen gennem omgivelserne og oplysende som kildeskrift til tidens kulturhistorie.

Da Anders Sørensen Vedel kom hjem til Danmark søgte han forgæves skoleembede, men blev 1568 "ved gode venners forhandling" hjulpet til en stilling som prædikant ved Københavns slot. Han forblev i København som slotsprædikant til 1581, fra 1573 med supplerende indtægter fra et kannikedømme i Ribe, og udfoldede i disse år en frodig virksomhed som udgiver, oversætter og forfatter. Han genudgav Michaels danske digte om menneskets levned, Vita hominis, 1571 (og 1576), og oversatte en samling sentenser af græske filosoffer, Septem sapientes Græciæ, 1572 hvori han priste deres visdom uagtet den jo var den kristne lære underlegen. Også Francesco Petrarcas bodssalmer fordanskede han i Siu gudelige Penitenze-Psalmer, 1577 (og 1593); hans gode ven Johannes Pratensis havde gjort ham opmærksom på dem og tilskyndet til oversættelsen. Via vitæ er en oversættelse til latin af Niels Hemmingsens populære trosfremstilling "Livsens Vej" og kom 1574. Egne arbejder var foruden en enkelt salme og nogle lejlighedsdigte den smukke ligprædiken over kansler Johan Friis som blev trykt 1571, mens et udvalg af slotsprædikenerne i 1570erne først blev udgivet 1592 med titlen Den XC. Psalme ...forfattet i ni Predickener.

Af største betydning blev Anders Sørensen Vedels adgang til den højadelige kreds af historisk interesserede rigsråder og embedsmænd. Som han selv levende har skildret det i dedikationer og fortaler blev han inviteret til deres bord og påhørte eller deltog i samtaler ført mellem disse nationalt og kulturelt bevidste samfundsspidser. Kredsen talte repræsentanter for både ældre og yngre generation, den gamle Johan Friis, Peder Oxe, Bjørn Andersen Bjørn, Christoffer Valkendorf, Niels Kaas og som den yngste Arild Huitfeldt. Navnlig Johan Friis tog sig af den lovende magister der lyttede til "hans vise snak og tale", gjorde notater og nedskrev brudstykker af hans erindringer. Sammen med efterladte arbejder af Christiern Pedersen som kansleren overlod ham indgik optegnelserne i Anders Sørensen Vedels samlinger til en Danmarkshistorie, den Danmarkshistorie han efterhånden så sig kaldet til at skrive. Først prøvede Friis ham med et manuskript han havde liggende, en rimet oversættelse af Platinas pavekrønike som han bad Anders Sørensen Vedel revidere. Det blev til en fri bearbejdelse af krøniken, ved en udpræget antikatolsk tendens beslægtet med reformationstidens skrifter. Anders Sørensen Vedel indsmuglede heri småpartier om danske forhold og udgav den 1571 som Antichristus Romanus. Men samtalerne drejede sig først og sidst om nationalhistorien og især Saxos store værk der nok var trykt men var vanskeligt tilgængeligt på grund af den kunstfærdige sølvalderlatin. En håndskrevet oversættelse ved Christiern Pedersen forekom ikke vellykket, og Anders Sørensen Vedel gik da nølende til den krævende opgave at oversætte værket fra grunden, efter Friis' død holdt til ilden af bl.a. Peder Oxe.

1575 udkom på over 500 foliosider Anders Sørensen Vedels oversætterbedrift Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticus screff halfierde hundrede Aar forleden (ny udg. 1610). Oversættelsen er fri, ikke Saxo fra ord til andet, og berøver sandt nok Saxos fortælling noget af dens pondus. Men Vedels mere folkelige stil er værdigt stemt efter emnet, og selv om han bevidst har gjort brug af arkaiserende ord og vendinger og heller ikke forsømmer andre sproglige og stilistiske virkemidler, læses hans Saxo som en uanstrengt gengivelse skrevet på et rent og frodigt dansk. Langt senere blev den en sproglig inspirationskilde for romantikkens digtere og blev 1845-51 genudgivet på initiativ af Christian Winther (1796-1876). Jævnsides med oversættelsen var gået en filologisk kritik af den overleverede tekst og historiske studier der satte sig spor i små kommentarer, henvisninger til andre kilder, oplysninger om begivenhedernes kronologi og vedføjede genealogiske oversigter. Anders Sørensen Vedel placerede sig hermed som selvstændig forsker og fortsatte ved snart efter at gå i lag med endnu et vanskeligt og vigtigt kildeskrift, Adam af Bremens skildring af de hamburgske ærkebiskoppers historie som han havde fået tilsendt i håndskrift fra Sorø kloster. Han identificerede den ikke navngivne forfatter og publicerede 1579 en kommenteret udgave af de første tre (af fire) bøger under titlen Historia ecclesiastica. Som velbefaren historiker så han mange af de problemer Adams efterretninger rejser og belyste dem kritisk og lærd ved sammenstilling med udsagn fra andre kilder. Karakteristisk for renæssancehumanisten er at han ved tekstrecensionen foretog ændringer dikteret af sin klassisk skolede stilfølelse og i øvrigt, i samråd med Niels Kaas, greb ind hvor Adam udfordrede rådende synspunkter af national og stats-politisk art. I forlængelse af kommentaren falder afhandlingen om rigsnavnet Danmarks oprindelse, Oratio de origine appellationis regni Daniæ, 1584 (optr. 1705), et veloplagt forsvar for rigets ælde med brod mod tyske historikere.

Anders Sørensen Vedel gav det siden hen udseende af at udarbejdelsen af en ny Danmarkshistorie var en opgave der blev ham pånødet. I virkeligheden forholdt det sig knap så enkelt. Fra omkring 1575 ønskede han selv at få den betroet, men var klar over at en tilfredsstillende løsning forudsatte regeringsstøtte, adgang til arkiver, hjælpere og finansiering. Sine tanker herom forelagde han foråret 1578 for Niels Kaas i en utrykt betænkning Commentarius de scribenda historia Danica, 1581 revideret og oversat til dansk med overskriften Om den danske Krønike at beskrive. I sidstnævnte skikkelse udgør den Anders Sørensen Vedels finest gennemarbejdede skrift. Behændigt spillende på litteraturen og varmt appellerende til nationalfølelsen argumenterede han for ønskeligheden af en Danmarkshistorie og viste hvordan planen burde lægges. Dér skulle foretages en nøjagtig kortlægning af landet som baggrund for en landebeskrivelse (chorographia), desuden gøres rede for folkets egenart (ethnographia) og ikke mindst tilvejebringes en fast tidsfølge med udnyttelse af udenlandske historieskrivere (chronologia). Han drøftede de mange krav en god historiker må opfylde og anførte behovet for medarbejdere, vejledning fra dem der "ved rigens lejlighed bedre end det står ham selv til at vide" såvel som bistand fra underordnede skrivere og korrektører. Til sidst pegede han på sig selv som den der i al beskedenhed kunne udføre værket. Programmet var stort tænkt og velovervejet ud i mange enkeltheder, på flere punkter inspireret af franskmanden Jean Bodins "Methodus" (1566). Men myndighederne så anderledes nøgternt på sagen. Både de og Anders Sørensen Vedel vidste at Vedels svigerfar Hans Svaning længe havde arbejdet på en fremstilling af Danmarkshistorien, og uanset at forventningerne hertil var svindende blev alt hvad Vedel opnåede et ekspectancebrev juni 1578 på dekanatet i Ribe som Svaning var forlenet med, en beskeden opmuntring i forhold til det han indirekte havde ansøgt om og foreløbig ingenting. Ganske vist fulgte et halvt år efter en ordre til Svaning om at aflevere sine materialer og manuskripter som Anders Sørensen Vedel sikkert havde ønsket og nu (sammen med Arild Huitfeldt) fik adgang til, men dekanatet tilfaldt ham først efter dennes død 1584. Forinden var han blevet ked af at vente, tog 1581 afsked fra hoftjenesten og bosatte sig med sin nye hustru i Ribe for at leve det frie liv som historiker. Han var ikke uden midler og kunne indrette sig stateligt i et stenhus som han kaldte Liljebjerget eller med henblik på dets tagkuppel "Lille Uranienborg". Ligesom sin ven Tyge Brahe havde han sans for at iscenesætte sig i videnskabens tjeneste, over indgangsdøren sad et tredelt sindrigt emblem, og i biblioteket var opsat en tavle med et reglement underskrevet af ni af hans venner. Senere indrettede han i ejendommen et lille trykkeri der dog kun fungerede fra 1591 til udgangen af 1592.

Anders Sørensen Vedel fik ikke bestalling eller status som officiel historiograf, men måtte for at opnå sit ekspectancebrev binde sig til et tilsagn om straks at gå i gang med at "beskrive danske historier og konger deres bedrift". Hans ulykke var at selv uden bevilling til medhjælp og arkivadgang faldt det ham ikke ind at fire på planen. Den præciseredes til en Danmarkskrønike skrevet på dansk i 22 dele og derudover en kirkekrønike med et afsnit om videnskabernes historie i 7. Danmarks-krøniken skulle først skildre landet, danskernes oprindelse og deres sæder og skikke (1-3), og efter hovedfremstillingen fra Dan til og med Frederik II (4-20) skulle den slutte med en redegørelse for kongeslægtens genealogi samt en bred systematisk kronologi (21-22). Var han ene mand i stand til at løse de talrige problemer kildematerialet og dets huller rejste ville krøniken formodentlig få et omfang på næppe mindre end 2000 sider. I stedet for målbevidst at gå løs på dette kæmpearbejde faldt han vistnok for fristelsen til at fordybe sig i enkeltproblemer og udenværker, herunder kronologien og landebeskrivelsen. 1584 kom afhandlingen om navnet Danmark, og 1586 og 1588-90 rejste han landet rundt for at gøre topografiske iagttagelser, tage kortskitser og foretage videnskabelige kortopmålinger, det sidste i samarbejde med Brahe og hjulpet af dennes elev Elias Morsing.

For at komplettere sine indholdsrige men ujævne historiske samlinger lykkedes det ham 1588 at udvirke et følgebrev med fuldmagt til at undersøge hvad der lå gemt i kapitler, klostre og andetsteds, men rejseudbyttet blev i denne henseende skuffende magert. Ind imellem blev det til kladder og udarbejdelser ved arbejdsbordet – og til dage hvor han søgte rekreation ved andet arbejde. Han syslede med en håndskreven korstogsberetning fra 1100-tallet af Robertus Monachus (fortale dat. 1584), tog mod en opfordring til at forsyne et nyt Islandskort med oplysninger til brug for kartografen Abraham Ortelius (1585) og leverede på foranledning af Niels Kaas og Henrik Rantzau beskrivelser af Ribe og Gotland med Visby til G. Braunius' og F. Hogenbergs samling af byprospekter "Theatrum urbium" (kun Ribebeskrivelsen blev med en halv snes års forsinkelse trykt i V, 1598). 1588 døde kongen, og Anders Sørensen Vedel udgav da den ligprædiken over Frederik II han holdt i Ribe domkirke, ligefrem af indhold men ikke så påfaldende frimodig som en eftertid har opfattet den. Til udgaven føjede han en prøve på kronologien i form af en løbende tabel over begivenheder i kongens levetid. Andre publikationer udgik fra trykkeriet på Liljebjerget som han måtte fodre med manuskripter, 1591-92 blev der trykt ikke mindre end syv bøger fra hans hånd. De omfattede foruden det førnævnte udvalg af slotsprædikenerne en udgave af Jens Sinnings lille oversigt over de filosofiske fag fra 1540erne Oratio de studiis philosophicis, trykt 1591 som et lejlighedsskrift, endvidere et selvstændigt arbejde i den opbyggelige genre Historien om Jesu Chrisli vor Frelsers Pine oc Død, 1592, og tre ligprædikener over adelige fra hans jyske omgangskreds, Klaus Glambek (1591), Predbjørn Podebusk (1591) og Ingeborg Gyldenstierne, hustru til lensmanden på Riberhus Albert Friis (1592).

Hovedværket som Anders Sørensen Vedel længe havde forberedt var folkeviseudgaven Et hundrede udvalgte danske Viser om allehaande mærkelige Krigsbedrifter og anden Eventyr, som sig her udi Riget ved gamle Kæmper, navnkundige Konger og ellers fornemme Personer begivet har, af Arilds tid indtil denne nærværende Dag, 1591. Han havde inddraget viserne i sin indsamlingsvirksomhed og konkurrerede har med adelsdamer og hofkredse der nærede interesse for den danske balladepoesi. Under en sammenkomst med dronning Sophie, da han 1586 besøgte Hven, bad dronningen ham om et udvalg i renskrift, hvad han nu efterkom med en trykudgave så at viserne også kunne læses af menigmand. Udgaven var uden sidestykke i noget andet land og hensigten blev fuldtud nået, den fandt 1600-tallet igennem udbredelse i talrige optryk og ynglede nye visevarianter blandt bønder og borgere. En samling ægteskabs- og elskovsviser han holdt i reserve blev, uvist hvorfor, liggende i manuskript til de 1657 blev delvis udgivet af Mette Gøye.
Anders Sørensen Vedel værdsatte som æstetiker og elsker af modersmålet denne nationalskat og lægger ikke skjul på at han undertiden har forbedret sine forlæg ved om- og tildigtninger. Enkelte digte indsat på passende steder i bogens komposition er helt hans egne. Han fremhæver visernes poetiske kvaliteter, deres magt over sindet især når de synges på deres indtagende melodi, og han henrykkes ved at finde et forråd i dem af "herlige gamle danske gloser og ord". Som historiker og moralist regner han til deres nytte at de for os danske genkalder fortids bedrifter og påminder om gamle dages enkle sæder og skikke. Det er også historikeren der har ordnet det trykte udvalg af først kæmpeviser og så "historiske" viser om henholdsvis fyrster og adelspersoner, hver med en indledning hvori indholdet om muligt placeres i en historisk-topografisk sammenhæng. Meget i viserne skyldes poetisk frihed understreger han, de er kun digtning, men nået til præsentationen af de historiske viser er det tydeligt at han gerne strækker sig meget langt for at opfatte indholdet som kildebidrag til den kommende Danmarks-krønike. Holdningen til dem var når det kom til stykket ukritisk og stillede ham som historiker i modsætning til den mindre romantiske Huitfeldt. Trods gammelt venskab og gensidig udveksling af kildemateriale gennem årene affejede denne resolut hans tiltro til en af Marsk Stigviserne med et "derom findes intet udi historien, kun i en vise" (1600). For arbejdet med krøniken måtte og må beskæftigelsen med viserne betragtes som en afsporing.

Ved flere lejligheder bebudede Anders Sørensen Vedel krøniken færdig. 1588 erklærede han kronologien fuldt udarbejdet og lovede resten afsluttet om et årstid. I folkevisebogen henviste han jævnligt til det nært forestående værk og vel ikke længe efter (senest 1594) skrev han en Fortale til Krøniken der fortalte hvordan værket omsider forelå efter mange genvordigheder. Om den var udtryk for en ønskedrøm eller på en eller anden måde blev afpresset ham er svært at vide. Der kom faktisk ingen Danmarkshistorie fra Ribe og 1594 greb formynderregeringen ind. Den havde ikke uden grund mistet tilliden til ham, og da man yderligere havde besluttet sig for en Danmarkshistorie på latin og ønskede den nyeste historie prioriteret fandt den en kvalificeret mand i filologen og diplomaten Niels Krag. Hvad Anders Sørensen Vedel havde ønsket men ikke fået, medhjælpere og arkivadgang, blev tilstået Krag der tillige fik regulær bestalling som kgl. historiograf. Og det hårdeste slag: Vedel skulle efter et års frist afstå sit dekanat til Krag og blev i løbet af 1595 tvunget til at overdrage ham det meste af sine samlinger og arbejder.

Efter Vedels død blev der 1618 afleveret endnu et stort antal håndskrifter fra hans bo, og da hele det afgivne materiale blev indlemmet i universitetsbiblioteket og brændte 1728, er de bevarede afleveringsfortegnelser en vigtig omend ufyldestgørende kilde til hans arbejde med krøniken. En anden er en mere udførlig fortegnelse Anders Sørensen Vedel udfærdigede til sin egen orientering, og endelig er der bevaret forbavsende mange håndskrifter som er skrevet med hans hånd eller har været i hans eje, nogle af dem levn af Christiern Pedersens, Peder Olsens og Svanings arbejdsmateriale, tilsammen en yderst broget række excerpter, notater og afskrifter, kladder og renskrifter. Deres tilstedeværelse er et klart vidnesbyrd om at Anders Sørensen Vedel beholdt noget for sig selv, og at samlingen i ikke ringe omfang er blevet dubleret før afleveringerne blev sat i værk. Hovedstammen opbevaredes omkring 1690 i Ribe hvorfra størsteparten erhvervedes af københavnske bogsamlere som Christen Worm og Frederik Rostgaard, og findes nu for det mestes vedkommende i Det kgl. bibliotek. Selv om der indtil videre savnes en fuldstændig oversigt over bevarede Vedel-håndskrifter og deres indhold har eftertiden således et ret godt kendskab til hans værksted og har ofte kunnet drage nytte af hans kopier hvor overleveringen er mangelfuld, fra afskrifter af abbed Vilhelms breve til materiale vedrørende syvårskrigen 1563-70 meddelt ham af den franske gesandt Charles de Dançay. Enkelte kildeskrifter kendes alene i hans afskrifter eller uddrag, fx noget sagastof og den såkaldte Slesvigårbog (også benævnt "Annales Sorani ad 1268").

Anders Sørensen Vedels egne notater viser forskellige arbejds-stadier, vidtløftige titelblade uden efterfølgende tekst angiver endemålet, men selv med bistand af håndskriftfortegnelserne er og bliver det et dunkelt punkt hvor langt han nåede med krøniken. Kronologien har foreligget, men er sammen med andet gået tabt. Bevaret er blot fortalen, nogle brudstykker om den ældre middelalderhistorie og som det største og hele stykke Svend Tveskægs Historie (udg. 1705). Resultatet er efter dette at dømme skuffende. At han efter planen har inddraget et apparat af udenlandske fremstillinger som han var overmåde velorienteret i afholder ham ikke fra at tage nogle få berettende kilder omtrent på ordet i forsøget på at komponere en letflydende historisk fortælling, og ganske vist falder den moralsk-opbyggelige ramme han lægger om Svend Tveskægs historie i tråd med hans opfattelse af historien som frembydende lærerige eksempler på godt og ondt, men synsvinklen er for så vidt uheldig som den bringer ham til at vakle mellem rollen som historiker og som prædikant. Blandt vanskelighederne har åbenbart været den at finde en egnet holdning der kunne bære. I fortalen fremhæver han problemet med at træffe det rette valg mellem kilderne og måske sigende følger de mindre fragmenter hovedsagelig en enkelt kilde. Selv om retfærdighed helt sikkert ikke kan ydes ham på det eksisterende grundlag er der dog grund til at tro at han var kommet til kort over for fordringerne, ikke blot regeringskredsens men også sine egne.

Da Anders Sørensen Vedels svigerfar biskoppen i Ribe døde sommeren 1594 søgte han at redde sig ud af den bratte modgang ved at stille op som kandidat til bispestolen, men også her led han nederlag idet regeringen foretrak hans rival Peder Hegelund. I reduceret social position beholdt han det kannike-dømme han havde haft siden 1573, og levede beskæftiget med administration ved domkirken og litterære sysler i studerekammeret. Samtidig sørgede han for at vedligeholde sin ypperlige bogsamling hvoraf der i dag findes ikke ubetydelige rester i svenske biblioteker. Initiativ til publikationer tog han ikke længere, en vis modløshed havde vel grebet ham efter at hans gamle velyndere havde svigtet eller efterhånden faldt fra. Deres opmuntring havde været en vigtig stimulans, men Niels Kaas var død, forbindelsen med Huitfeldt ophørte vistnok, og 1597 forlod Tyge Brahe Danmark. Da ikke Niels Krag men Huitfeldt på få år fik bragt en Danmarkshistorie i trykken var Anders Sørensen Vedel en kritisk læser og sammenfattede i nogle punkter sin vurdering af værket. Den var ikke venlig, men til dels rammende og konsekvent i forhold til tidligere formulerede synspunkter. Selvsagt var han ikke stemt til en forståelse af at fejl og mangler betød meget lidt over for den kendsgerning at Huitfeldt netop ved at skære gennem alle betænkeligheder havde nået målet for deres fælles bestræbelse. Foruden denne noget bitre skrivebordskommentar kan endnu et litterært arbejde henføres til hans sidste år, en løst nedskrevet ordsprogssamling på omkring 850 numre som tidligst er afsluttet 1614. Lignende optegnelser af ord og talemåder havde han gjort under forberedelsen af Saxooversættelsen for at kunne give den fynd og farve, og alderdomsarbejdet skyldes næppe heller forberedelsen af en ordsprogsudgave, men kan tages som udtryk for hans varige optagethed af det danske sprogs og stilens muligheder.

Omend Anders Sørensen Vedels skæbne set i forhold til det der skulle have været hans livs opgave var en krank følge af misforholdet mellem mål og muligheder hører hans store og alsidige produktion før vendepunktet 1594 inden for flere områder til tidens bedste og varigste frembringelser. På nærmere hold end de fleste kan Anders Sørensen Vedel følges gennem skrifter og arbejdspapirer, rastløst på færde som samler, åben for mangfoldige muligheder og opfyldt af ideer og forskertrang – virkelysten og dog ind imellem opgivende når arbejdet syntes for tungt så at han "maatte derfor nødes til ved andre boglige idrætters forandring undertiden at give mig til hvile". Slog evner og kræfter ikke til over for den grandiose plan er det dog for eftertiden vanskeligt ikke at blive fængslet af visionen eller indtaget af hans bevægelige personlighed som han i øvrigt helst lod træde frem i et antræk af from eller klassicistisk simplicitas.
Hans protestantiske kristentro stikker dybt i ham, men den forbindes, ikke uden anfægtelser, med gennemgribende humanistisk kultur. Han er en af den nationale renæssancehumanismes fineste repræsentanter, sikker i dannelse og skønsom i smag, vindende ved den bærende følelse af hvad der er dansk "af runden rod". Denne følelse lå bag hans stræben som historiker og realiseredes fuldt ud i hans arbejde med sproget som han med en kunstners bevidsthed fik til at tone rigt, vægtigt og klart. At der endnu ikke foreligger en samlet udgave af hans danske arbejder må bero på et tilfælde af nationalhistorisk distraktion.

Familie

Anders Sørensen Vedel blev født i Vejle, døde i Ribe og er begravet i Ribe domkirke.
Forældre: handelsmand, rådmand Søren Sørensen (død 1571) og Sidsel Andersdatter. Gift 1. gang 30.6.1577 i Ribe med Marine Hansdatter Svaning, født 21.2.1562 i Ribe, død 29.7.1578 sst., d. af historiker Hans Svaning (ca. 1500-84) og Marine Sørensdatter (ca. 1539-1615). Gift 1. gang 20.8.1581 med Mette Hansdatter, født 6.2.1561 i Ribe, død 27.12.1633 sst., d. af biskop Hans Laugesen (1530-94) og Dorothea Hansdatter (ca. 1537-1601).

Ikonografi

Mal. af T. Gemperlin, 1578 (Fr.borg), efter dette flere kopier, litografi 1867 og træsnit 1875. Lille kobberrelief på hustruens epitafium (Ribe domk.). Stik af Melchior Lorch (Albertina, Wien), efter dette stik af H. Wierix, stik bl.a. 1705 og af Magnus Petersen, 1868, flere træsnit, bl.a. af H.P. Hansen, 1886. I samme type mal. (Gavnø), mal. af J. Roed, 1860 (Skt. Nikolaj kirke, Vejle), akvarel af samme s.å. og relief af Andreas Paulsen, 1891 (Ribe domk.). Statuette af Johannes Hermansen, 1864 (St.mus.). Afbildet foran Uraniborg på mal. af Heinrich Hansen, 1882 (Fr.borg), hertil forarbejde. Fremstillet s.m. Johan Friis på relief af A. Paulsen på monument 1902 med buste af samme (anlægget i Ribe). Statuette af Povl Søndergaard, 1950, udkast til statue af samme 1953 (Vejle). Tegn. til relief (Kgl.bibl.). – Mindetavle af Laurids maler, 1607, er såvel som ligstenen forsvundet (forhen Ribe domk.). Nævnes på mindeplade 1903 (Ribe katedralskole). Mindeplade (Skolegade 4, Ribe).

Bibliografi

Udg. Levnedsskildr. af Jens Pedersen Grundet, overs. Fr. Moth i Vejle amts årbøger, 1926 133-87. Latinsk skildr. af syvårskrigen og hist. optegn. i Monumenta hist. Danicæ, udg. H.F. Rørdam II, 1875 163-90; optegn, også i Kirkehist. saml. 5.r.I, 1901-03 547f. Saxoovers., 1845-51 (m. glossarium); fot. optr. af 1575-udg., ved Allan Karker, 1967. Om den danske krønike at beskrive, udg. Gustav Albeck i Humanister i Jylland, 1959 117-52. Fortale til Rob. Monachus, udg. Ellen Jørgensen i Kirkehist. saml. 5.r.V, 1909-11 777-85. Kortskitser af Lund i Ragnar Blomqvist: Lund på Mogens Madsens tid, Lund 1946 47-56. Ribebeskr., overs. S.R. Skov i Fra Ribe amt IX, 1937 98-109. Folkevisebog, udg. Paul V. Rubow I–II. 1926-27 (jfr. udgavebibliografi af Gustav Henningsen i Danske studier, 1959 53-84); fortale og indledn. optr. i Dansk litterær kritik fra Anders Sørensen Vedel til Sophus Claussen, udg. Jørgen Elbek, 1964 13-24. Uddrag af ligprædiken over Kl. Glambek i Den danske adel i det 16. og 17. årh. I, udg. C.F. Bricka og S.M. Gjellerup, 1874-75 277-93; over Predbjørn Podebusk sst. II, udg. C.F. Bricka, 1913 149-73. Fortale til krøniken i Anders Sørensen Vedel: Kong Svend Haraldssøn Tiuve-skæg, udg. Johs. Laverentzen, 1705 og i Saml. til den da. hist. 1,2, udg. P.F. Suhm, 1780 144-62. Kommentar til Huitfeldts krønike, udg. Harald IIsøe i Fund og forskn. XIV, 1967 25-38 40 58. Udv. af ordsprogssaml. i Ordsprog i Danmark, udg. Iver Kjær og Bengt Holbek, 1969 119-25 (fuldstændig udg. vil blive trykt i Danmarks gamle ordsprog III, udg. Det danske sprog- og litteraturselskab).

Kilder. Selvbiogr. oplysn. i levnedsskildr. af Grundet og fortalen til krøniken. Danske saml. I, 1865-66 92-95 98. Kirkehist. saml. 3.r.IV, 1882-84 40-50 (Vedel skildret af Ægidius Lauridsen); 4.r.I, 1889-91 440-43 (jfr. Danske studier, 1931 113). Svensk geografisk årsbok, Lund 1930 7-51 (rejseobservationer fra Skåne 1589). Peder Hegelunds almanakoptegn., udg. Bue Kaae I-II, 1976. Brevveksl. Årsberetn. fra gehejmeark. V, 1871-75 tillæg 3f. Monumenta hist. Danicæ, udg. H.F. Rørdam 2.r.II, 1887 250-52. Samme: Historieskriveren Arild Hvitfeldt, 1896 tillæg 43-46. F.R. Friis: Elias Olsen Morsing, 1889 6-8 26f. Tyge Brahe: Opera omnia VII, 1924 (fot. optr. Amsterdam 1972) 3-5 54-57 77 97f 219 275f; VIII, 1925 (fot. optr. 1972) 25-27 48-50 131-33 175-81. Familieliv på "Liljebjerget" i Ribe omkr. 1600, belyst gennem breve, ved Bue Kaae, 1983.

Lit. C.F. Wegener: Hist. efterretn. om Anders Sørensen Vedel, 2. udg. 1847 = Anders Sørensen Vedel: Den danske krønike af Saxo 1845-51 3. levering. J. Kinch: Ribe bys hist. II, 1884 272-82. Gustav Storm i Arkiv for nord. filologi II, Kria. 1885 319-21 330f. O. Walde: Storhetstidens litterära krigsbyten II, Upps. 1920 327-57. Laur. Nielsen: Bog-hist. studier, 1923 96-98 144 164 Ofr. Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XI, Upps. 1924 81f). Samme: Danske privatbibl. gennem tiderne, 1946 46-52. Herman Richter: Skånes karta från mitten av 1500-talet till omkr. 1700 I, Lund 1929 = Medd. från Lunds univ.s geogr. inst. Avhandl. 32-45. H. Grüner Nielsen i Danske studier, 1931 97-117. Ellen Jørgensen: Historie-forskning og historieskrivning i Danmark indtil år 1800, 1931 (fot. optr. 1960). Oluf Friis: Den danske litteraturs hist., 1937-45 (fot. optr. 1975) 413-26. Johanne Skovgaard i Nordelbingen XV, Flensb. 1939 122f. Agnes Agerschou i Acta philologica Scandinavica XV, 1942 253-325. Allan Karker: Anders Sørensen Vedel og den danske krønike, 1955 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCXXVIII. Samme i Jyske saml. ny r. VI, 1962-65 252-57. Samme i Classica et mediaevalia. Dissertationes IX, 1973 608-14. Jacob Benediktsson: Arngrimur Jonsson and his works, 1957 39-41 (særtryk af Bibliotheca Amamagnæana XII). Harald IIsøe i Hist. t. 11.r.VI, 1960-62 591-93. Otto Norn i Festskr. til Astrid Friis, 1963 175-78. Per Hougaard i Heraldisk t. II, 1967 249-60. Anne K.G. Kristensen: Studien zur Adam von Bremen Überlieferung, 1975 = Skr. udg. af det hist. inst. ved Københavns universitet. V. Bue Kaae: Biskop Peder Jensen Hegelund, 1977, Haralður Sigurðsson: Kortasaga Islands II, Reykjavik 1978 10-12.

Anders Sørensen Vedels saml. Monumenta inedita rerum Germanicarum, udg. E.J. Westphalen IV, Lpz. 1745 1585-95 (Vedels egne fortegn.). Johs. Møller: Cimbria lit. II, 1744 908f (Vedel-håndskr. i privateje, jfr. Ellen Jørgensen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen VI, Upps. 1919 74-79). S. Birket Smith: Om Københavns universitetsbibliotek før 1728, 1882 106-II 122-26 (V.s afleveringer). C. Paludan-Müller i Hist. t. 3.r.VI, 1867-69 318-22. H.F. Rørdam: Historieskrivn. og historieskriverne i Danm. og Norge siden reformationen, 1867 106 123f 132f. Monumenta hist. Danicæ, udg. samme I, 1873 139f 198f 259f 283f 301f 497f 504; II, 1875 5f 120 224. Kr. Erslev i Kirkehist. saml. 4.r.III, 1893-95 290-94. Samme i Repertorium diplomaticum IV, 1906-12 120. Svaning-Hvitfeldt. Svanings Danmarks-krønike, udg. samme, 1928 VII X. Hist.-top. skr. om Norge, udg. Gustav Storm, Kria. 1895 14f. Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12 183f 255 396.412. Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 II 21 f 25-27 32 35f 203. Samme i. Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933-35 23-26. Håkonar saga Ivarssonar, udg. Jon Helgason og J. Benediktsson, 1952 XIVf. Harald IIsøe i Hist. t. 12.r.I, 1963-66 424-28 432-35. Samme i Arkiv II, 1968-69 1-19 260. Erik Sønderholm i Danm.s gamle folkeviser XII, 1976 309f 321-24 399 404.

Papirer i Kgl. bibl., Arnamagnæanske saml., Rigsark., Landsark. for Nørrejylland, Viborg, Ribe katedralskole og Upps. univ.bibl.

Læs også om Anders Sørensen Vedel i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Anders Sørensen Vedel
Anders Sørensen Vedel
9.11.1542-13.2.1616, dansk historiker og vise ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Gotland
svensk ø i Østersøen, 125 km lang i retningen ...Artikel i Den Store Danske
Dydens sejr - Peder Jensen Hegelunds Susanna
Fra Sthens monolog-drama til Hegelund og Ranchs d ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Krøniken
dansk tv-føljeton på DR, sendt 2004-07 og for ...Artikel i Den Store Danske
Frederik Rostgaard
1671-1745, dansk embedsmand og litterat, søn ...Artikel i Den Store Danske
Arild Huitfeldt
1546-1609, dansk historiker. Huitfeldt udsend ...Artikel i Den Store Danske
Humanist, filolog, historiker - Anders Sørensen Vedel
Et lands litteratur tegnes ikke alene af dets digt ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Christoffer Valkendorf
1525-17.1.1601, dansk rigshofmester. Valkendo ...Artikel i Den Store Danske
Albert Krantz
1445-1517, tysk historieskriver og kannik i Hamburg. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HaIls
18/07/2011
  • Læst 1467 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki