C.E.F. Reinhardt

C.E.F. Reinhardt, Christian Emanuel Fritz Reinhardt, 11. (kbg. har 12.)10.1829-10.4.1896, historiker. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). R. var Nyboderdreng og søn af en sygelig far der tidligt blev pensioneret. Hans begavede og meget stræbsomme mor måtte derfor holde sammen på det yderst fattige hjem. Efter to års skolegang i søetatens forberedelsesskole kom han i dens drengeskole under kommandør H. G. Gardes strenge tugt. Sin tidlige åndelige udvikling skyldte han vistnok især en livlig og ekstravagant morbror hvis historiske værker fra Saxo og sagaerne til P. L. Møller han slugte. Hjemme læste han højt af Ludvig Holberg, B. S. Ingemann, Walter Scott og Adam Oehlenschläger og vakte i øvrigt opmærksomhed ved sin flid og opvakthed. Ved en lejlighed blev han eksamineret af kronprins Frederik (VII), en anden gang som skolens duks af selve Christian VIII. Omtrent ved denne tid, da han fjorten år gammel tog sin skoleeksamen, fik han som beskytter ingen ringere end H. C. Ørsted der sørgede for at han ved kongens hjælp blev optaget på Metropolitanskolen. De nye kammerater stod på et højere niveau end R. der i sin stræben for at nå op pådrog sig en langvarig nervesygdom der resulterede i en nervøs hovedpine for livet. Siden gik det dog godt under omsorg fra velmenende og dygtige lærere som Fr. Begtrup. Uden for skolen kom den fattige discipel i kraft af sine frimiddage hos velyndere som H. C. Ørsted i nær omgang med personligheder som H. C. Andersen, J. P. Mynster, J. N. Madvig, J. S. C. Welhaven og mange flere. Ikke underligt derfor at han netop "da sjælen er mest modtagelig for indtryk", på overgangen mellem dreng og mand, var rustet til at gribes dybt af Det danske Folks nationale Opvækkelse i Aaret 1848 som det fremgår af hans senere trykte foredrag med denne titel. Bundet til skolen meldte han sig ganske vist ikke som frivillig, men han lavede patroner og deltog i våbenøvelser. Løftelsen 1848 blev siden en trolddomsmagt i R.s betydelige forfatterskab. Februarrevolutionen i Paris opfattede han romantisk som "et af disse store tidspunkter, da historien... give(r) en fremstormende ny tidsånd plads... Jordens mægtige... vaklede på deres højsæder, og deres purpur søledes i snavset". R., der var i fuld gang med at slå sig op i samfundet med kongelig økonomisk bistand, glædede sig siden over, at dette ikke blev tilfældet i Danmark, fordi Frederik VII gjorde sig til ét med "den danske folkeånd" der først nu "for alvor vågnede", overalt i landet forvandlende "de døsige og usammenhængende masser til et lysvågent, enigt og dådkraftigt folk". R. så da også af kongerne især op til Frederik VII som den der gav folket "frihedens dyre gave" med grundloven af 1849, men først og fremmest som den der ønskede at hævde vor nationale uafhængighed. Og han kom til at se et ideal i konger og perioder i fortiden, hvor han, som i 1300-tallet, kunne indlægge kampe mellem kongen og tyskheden og mellem kongen, støttet af folket, og den standsegoistiske adel.

Netop i grundlovsåret blev R. student; han sprudlede af livslyst og drog syngende ud på sine fodrejser som Hostrupsk student. Men med opkomlingens trang til sikkerhed tog han lykken i et fast tag under armen, hvad den i længden ikke tålte. Skønt H. C. Ørsted rådede ham til at vælge statsvidenskaben eller historien tog han som brødstudium juraen. Det angrede han altid siden, fordi "den nationaleste af alle videnskaber, fædrelandets historie" uophørligt drog ham. Ihærdig og stædig, men ludfattig, gennemførte han dog jurastudiet, idet han samtidig måtte yde hjælp til de ynkelige kår i hjemmet. Det gik bedre da han fik Regensen og senere kommunitetet. Trods sin flid deltog han ivrigt i studenterlivet og var bl.a. med ved indvielsen af studenterbygningen i Lund 1851.

1854 tog han embedseksamen med bedste karakter og blev snart ansat i den under justitsministeriet sorterende brandkasse. Desuden fungerede han som sekretær i de to straffelovskommissioner, indtil den ny straffelov af 10.2.1866 var færdig. Først efter sin ansættelse som kancellist i justitsministeriet 1858 turde han ægte sin udkårne, en svigerinde til sin gamle lærer Begtrup. De levede længe lykkeligt, men tarveligt, og R. tumlede efter arbejdstiden med sin historie. 1862 udgav han da også efter indgående arkivforarbejder en fortræffelig studie i Historisk Tidsskrift (3.r. III) om Kommunitetet og Regentsen fra deres Stiftelse indtil vore Dage. Et Bidrag til det kjøbenhavnske Universitets og Studenterlivs Historie, et arbejde der dog først efterhånden vandt anerkendelse. 1863 blev han fuldmægtig og s.å. chef for det islandske departements ekspeditionskontor. Først katastrofen 1864 satte for alvor fart i hans litterære arbejder. Under krigen skrev han anonymt to flyveskrifter Hvad kæmpe vi for? og Fra Februar til August som den i begyndelsen af året stiftede Martsforening udgav. Og i nov. s.å. udsendte han et foredrag om Kong Frederik VII som brochure. Før krigen havde C. St. A. Bille gentagne gange forgæves opfordret den journalistisk begavede R. til at blive medarbejder ved Dagbladet, næsten sammenfaldende anskuelser som de havde, men R. frygtede at det ville umuliggøre hans historiske opgaver. Nu sagde R. pludselig ja til at blive redaktionssekretær i Billes nyoprettede ugeblad Danmark med det mål at samle de forskellige partier til fælles virke for folkets genrejsning. Da bladet året efter måtte give op for Sofus Høgsbros Dansk Folketidende, overtog han posten som sekretær i Den danske folkeforening som Orla Lehmann stiftede 1865 med samme formål. R. gjorde et kæmpearbejde som folkeoplyser, holdt mange foredrag og udgav adskillige skrifter, bl.a. foredragene Niels Ebbesen af Nørreriis, 1868 og Preussens Fald og Gjenfødelse, 1867; desuden de større skrifter Et Afsnit af den danske Bondestands Krønike, 1866 (4. opl. 1888) og efter Lehmanns død Orla Lehmann og hans Samtid, 1871, alle livlige og engagerende.

Det var den dybe sorg over nederlaget til Preussen og over folkeåndens og den nye majestæts svigten 1864 der kastede R. ind i en næsten feberagtig aktivitet, også omfattende forberedelsen til et stort stykke historieskrivning over Valdemar Atterdag og hans tid. Oveni kom at A. F. Krieger som justitsminister stillede store fordringer som han følte det som en æressag at opfylde, og han fik væsentlig indflydelse på den vigtige lov (af 2.1.1871) om Islands forfatningsmæssige stilling i riget. Skønt hans syn allerede 1867 blev svækket og han også i øvrigt skrantede, lod han sig ikke standse. R. følte sig i sin tro på "Guds Finger" i historien lykkelig over som dennes redskab at være med i kampen for at gengive sit ulykkelige folk troen på sig selv. Selv om historien ikke "ligefrem" gentog sig og nærmest "havde til opgave at give det fyldigste og troeste billede af fortiden", så var den tillige "et spejl for nutidens krav og fremtidens skæbne". Blot syslen med de lyse sider kunne nære en "tom forfængelighed" og berøve ånden kraften til at lindre nuets tryk. Ved derimod at optages af mørke tider der blev lyse, kunne en sund sjæl vinde frugtbar erkendelse af, at en aldrig så stor ulykke ved redeligt arbejde, hensynsløst mod og uegennyttig opofrelse kunne skabes om til lykke. Det skulle indpodes folket ud fra et positivt syn på mennesket der som folket med sin vilje kunne løfte sig op af et dybt sædeligt smuds. Det håbefulde evangelium som R. prædikede skulle baseres på den nationale ånd. Forudsætningen for dens vækkelse var en udjævning af spaltningen mellem partierne og stænderne som i 1848. R. satte ikke spørgsmål ved den unge kapitalismes og liberalismens evne til at fremme den varige enhedsfølelse som han efterlyste i stedet for den tilfældige festlige stemning 1848. Tværtimod. Det gjaldt blot om at ophæve lavs- og stændersamfundet, fjerne den åndelige armod hos bønder og husmænd ved videreførelse af bondefrigørelsen og ved gode skoler og opdragelsesprincipper. R. så ikke, at netop det kapitalistiske system fremmede ikke blot den hadede omsiggribende materialisme, men først og sidst den individualistiske egenkærlighed som R. i lighed med forbilledet J. G. Fichte så som "roden til alt det onde", og som ubrudt ville "medføre statens fuldstændige undergang". Derfor måtte han finde den afgørende fjende udenlands, og tilmed påstå dennes uundværlighed. Det er med til at forklare både R.s fortsat ubændige tyskerhad og hans opfattelse at "en livskraftig og varm nationalfølelse" ikke kunne tænkes uden had til fædrelandets undertrykkere. Hadets styrke blev tilmed "målestok for nationalfølelsens egen styrke". Det er også med til at forklare at han med F. Schleiermacher så konsekvent hævdede, at ethvert folk på et vist udviklingstrin bliver "vanæret, når det optager det fremmede i sig, om end dette i sig selv er godt, thi Gud har tildelt enhver sin egen art" og ejendommelighed.

I øvrigt havde R. stort set optaget den unge C. F. Allens syn på selve udviklingsgangen i Danmarks historie, med et oprindelig frit folk der efterhånden kues af de højere stænder, men med hjælp fra kongemagten efter dets kamp mod adelsvældet indtil 1600 efterhånden får den frihed tilbage som det bliver enevældens egentlige berettigelse at gennemføre. R.s opfattelse var med andre ord godsejerfjendtlig og bonde- og borgervenlig, men han undgik ikke at blive afgørende præget af den degenererede nationalliberalisme efter 1849 der som følge af alliancen med kapitalen tilslørede klassemodsætningerne og modsat den unge Allen underdrev deres betydning for udviklingen. R.s livsværk, Valdemar Atterdag og hans Kongegjerning, der i det væsentlige skabtes mellem 1864 og -73 på næsten bar bund og derfor må anses for et grundlæggende hovedværk i vor historiske litteratur, blev da også både i emnevalg og behandling et led i den tyskinspirerede idealistiske tradition. Stort set negligerende de sociale tilstande opbyggede R. værket om begivenhedsforløbet og de ledende personers indsats. Og han tildelte tilmed den store personlighed en så dominerende rolle, at han fandt det sandsynligt, at Danmark ikke havde eksisteret på hans egen tid uden Niels Ebbesens indsats. Uden- og mellemrigspolitikken prioriteredes højt i forhold til indenrigspolitikken. R. så i enevældens ånd i det væsentlige beslutningerne som resultat af kongens selvstændige overvejelser, ikke som resultat af kompromiser mellem indbyrdes stridende magtgrupper. Dette svarede godt til R.s ønsker om at fastholde det til 1864 herskende ældre konstitutionelle monarki hvor den kbh.ske dannede nationalliberale elite i kongens navn næsten suverænt regerede land og rige. Værket vakte megen opmærksomhed. Videnskabeligt høstede R. ros af Kr. Erslev for den i det hele på moderne kildekritik baserede skildring, idet han dog fik hug for at fæste for stor lid til Arild Huitfeldt. R.s skarpsindige kritiske arbejde med den litterære overlevering udmøntedes i øvrigt i to afhandlinger i Historisk Tidsskrift 1872–74. Hans helhedssyn blev til gengæld meget omstridt. Modsat de nationalt bevidste historikere Johs. Steenstrup og A. D. Jørgensen gendrev den radikale Erslev med vægt den opfattelse hos R., at drivkraften bag Valdemar Atterdags samlingsbestræbelser var en "sand og uegennyttig fædrelandskærlighed" fremfor hensynet til hans egen, dynastiets og kongemagtens tarv. I den positivistiske værdifriheds tjeneste angreb Erslev desuden i modsætning til den etisk bevidste A. D. Jørgensen den moraliserende tendens som R. repræsenterede. Jørgensen støttede til gengæld Erslev, da denne bebrejdede R. for at anlægge en dobbelt målestok for de handlende personers bedømmelse, én for Valdemar, en anden for hans modstandere. Bebrejdelsen var dog uretfærdig, set ud fra både R.s og Erslevs eget menneskesyn. Begge accepterede nemlig, omend ubevidst, forudsætningen for den mulige opstigning i det kapitalistiske samfund, idet de begge dyrkede personligheder der lignede dem selv, folk med "en udholdende, hensynsløs og ubøjelig vilje, der ikke... gyste tilbage for noget middel, der kunne tjene til opnåelse af... (deres) mål". Da Valdemars mål var fædrelandets frelse, blev han derfor god i kraft af den nødvendige hensynsløse stræben herfor. Værket skulle være udkommet allerede 1875, men da havde R.s hensynsløse arbejdsiver knækket ham selv. Fra 1873 kunne han ikke længere fungere i sit embede og fra 1875 var han helt blind, vistnok lidende af en uhelbredelig rygmarvssygdom. Skønt tragedien forøgedes ved, at hustruens tungsind 1877, året før hun døde, gik over i sindssyge, var R. dog så stædig at han ved bl.a. W. Mollerups hjælp fik sit værk gjort færdigt og udgivet 1880. S.å. afskedigedes han med pension og levede til sin død mest ene med sig selv og sin Gud, ked af at det historiesyn han stod for, havde modvind. I den lille samling Udvalgte Smaadigte, 1882 følte han sig allerede som en fremmed i verden, og han så hen til døden som befrier for det liv der var blevet et martyrium: "Svøb i en flig mig af det flag, engang jeg kæmped under". – Som Allen blev den unge revolutionære nationalliberalismes bannerfører, beundret for sit historiesyn af den unge radikale venstrefløj under Erslev og J. A. Fridericia, udviklede R. sig til den ældre stagnerende nationalliberalismes førende og betydelige historiker, værdsat for sit videnskabssyn af venstrefløjen, for sit historiesyn af den liberal-konservative A. D. Jørgensen og den rent konservative fløj under Johs. Steenstrup. – Etatsråd 1880.