Caspar Paludan-Müller, Caspar Peter Paludan-Müller, 25.1.1805-1.6.1882, historiker. Født i Kerteminde, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). P.-M. levede mellem sine mange søskende et rask drengeliv i Kerteminde og blev fjorten år gammel optaget i Odense katedralskole hvorfra han dimitteredes 1822. Skønt han havde følt sig tiltrukket af historie valgte han i overensstemmelse med faderens ønske at studere teologi, og gennem brevveksling med denne, som han stedse følte sig nært knyttet til, modtog han tilskyndelser og råd. Brevvekslingen, hvoraf kun Jens P.-M.s breve er bevarede, fortsattes til 1845 og er en vigtig kilde til kundskab om P.-M.s udvikling. Den giver også tidens kulturbillede, foreningen af gammel dansk tradition og tysk klassicisme. Tysk litteratur, tysk filosofi var idelig på tale, også efter at P.-M. 1827 havde taget teologisk attestats og 1829 var blevet adjunkt i Odense og med glødende iver havde kastet sig over historiens studium.

Sandsynligvis førtes P.-M. til Italiens middelalder gennem tysk litteratur, hvor en ny og stærk interesse for Dante og Machiavelli var et ejendommeligt træk. Divina Commedia greb ham dybt og kastede lys over middelalderen; Machiavellis gådefulde, æggende skrift II principe ledte ham ind i selvstændigt arbejde. 1836 offentliggjorde han i C. Molbechs Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst IV Niccolò de' Machiavelli. Et biographisk Udkast; tre år senere fulgte bogen Undersøgelse om Machiavelli som Skribent, især med Hensyn til Bogen om Fyrsten. Et Forsøg i den høiere historiske Kritik. Begge studier såvel som Cola de Rienzo, 1838 bærer i henseende til kritik, anskuelse og mål Leopold Rankes mærke. Betydeligst er Undersøgelse om Machiavelli som Skribent ... der indledtes med et overblik over de meninger som til forskellige tider havde hersket med hensyn til Il principe, noget nyt i dansk litteratur. I tilslutning til J. G. v. Herder og Ranke hævdede P.-M. at Machiavellis skrift var blevet til under en bestemt situation og havde et enkelt bestemt øjemed. Disse italienske studier har betydet overmåde meget i P.-M.s udvikling; men jævnsides med dem offentliggjorde han en række arbejder i nøje tilknytning til gammel dansk historietradition: Om St. Hans Kloster i Odense, 1831, Om Harald Blaatands Lovgivning. En hermeneutisk Undersøgelse, 1832, Jens Andersen Beldenak, 1836 (2. forøgede opl. 1837), en anmeldelse (i Tidsskr. for Lit. og Kritik III) af P. A. Munchs Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skolebrug hvor han rejser kritik af fortolkningen af Magnus Erlingssøns privilegiebrev, endelig doktorafhandlingen Observationes criticæ defoedere inter Daniam, Sueciam et Norvegiam auspiciis Margaretæ reginæ icto, 1840 hvis hovedpunkt er den kritiske analyse og underkendelse af det aktstykke der almindeligt ansås for unionsakten, de tre nordiske rigers grundlov, brevet af Margretedag 1397. For første gang toges originalen i gehejmearkivet skarpt i øjesyn, og P.-M. kom til den mening at dette formløse stykke, skrevet på papir med fejl og rettelser i teksten og mangelfuld besegling kun er at opfatte som et foreløbigt vidnesbyrd om visse aftaler, trufne i Kalmar.

P.-M.s arbejder vandt respekt, men der kom ingen kaldelse fra universitetet, og der var for en skolemand med voksende familie ringe bevægelsesfrihed. Han kunne nu og da klage lidenskabeligt over sin videnskabelige udlændighed, søgte 1837 forgæves historielektoratet i Sorø, men lod ikke mismodet over vilkårene tage overhånd. Odenseårene blev trods alt den lyseste periode i hans liv. Han var en højt værdsat lærer, energisk, myndig og retsindig og fik ved udnævnelsen til overlærer 1843 større overskud til de historiske studier der var ham en intellektuel nødvendighed ved siden af skolearbejdet. Han drog nytte af de fynske arkiver og biblioteker og kom tidligt ind i kredsen omkring Fyens stifts litterære selskab hvoraf han i en årrække var et særdeles aktivt medlem, og hvor han fandt sammen med frugtbare forfatterpersonligheder som Chr. H. Kalkar og J. L. Rohmann. P.-M. tog initiativet til indsamling og udgivelse af Aktstykker til Oplysning især af Danmarks indre Forhold i ældre Tid I-II, 1841-45, væsentlig beroende på fynske samlinger og lokalarkiver, og han var med til at igangsætte selskabets tidsskrift For Literatur og Kritik som han redigerede første årgang af (1843) og lejlighedsvis selv bidrog til. Et fund i Karen Brahes bibliotek af en journal ført af Fredrikstens kommandant nov.- dec. 1718 gav anledning til den kritiske studie Er Kong Carl den Tolvte falden ved Snigmord?. Fundet førte ham ind i en debat om kongens død der nylig var rejst i Sverige. Stykke for stykke analyserede han det fremlagte materiale og gjorde gældende at der ikke var givet gyldigt bevis for at Karl XII var faldet ved svig. Afhandlingen (Hist.t. 2.r. I, 1847) er karakteristisk for P.-M.s skarpsindige kritisk-analytiske undersøgelsesteknik. Et andet væsentligt træk af hans forskerfysiognomi, uadskilleligt fra hans personlighed er trangen til - og kravet om – at øve retfærdighed ved historisk bedømmelse der kom til orde i en polemik hvori han over for Carl Ploug forsvarede Ove Høegh-Guldbergs regering (1841). At enhver tidsalder bør dømmes ud fra sit eget stade var just det principielle synspunkt han hævdede i anmeldelsen af C. F. Allens Haandbog i Fædrelandets Historie, 1843.

Året 1848 bragte uro ind i P.-M.s skole- og studieliv. Han var en besk kritiker af de liberale førere, men regeringens politik i Slesvig undergravede hans tillid til A. S. Ørsted. At værge den danske nations ret var ham det første og det sidste. Da februarrevolutionen kom, og han forstod at store rystelser var i vente, og at kampen ville komme til at stå om Slesvig udgav han i stærk bevægelse først i marts en pjece: Hvad er der nu at gjøre i Danmark?. Her rådede han til indkaldelse af en almindelig rigsdag på bredeste basis, det bedste værn mod den fremrullende strøm. Tilsyneladende et brud med alt hvad han før havde ment og ytret; dog ikke hvis man ser nøjere til, for han havde alle dage et bredere samfundssyn end de nationalliberale. Af den grundlovgivende rigsdag okt. 1848 var han medlem, men stod med sin blanding af konservatisme og radikalisme hjemløs blandt partierne. Han var, skønt opfordret, ikke medvirkende ved "Antislesvigholstenske Fragmenter"; derimod udsendte han på egen hånd 1850 Bidrag til en Kritik over Droysens og Samwers saakaldte aktmæssige Fremstilling af den danske Politik siden Aar 1806 og påviste dette indlægs videnskabelige uvederhæftighed. – Allerede inden krigen havde han været sysselsat med indsamling af aktstykker, oprindelig koncentreret om Øksnebjergslaget, siden fortsat med videre mål efter at en stor mængde dokumenter til Danmarks historie i 1530erne var kommet for dagen i Schwerin. P.-M.s Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid I-II, 1852-53 gled ind i den række af samlinger af akter fra begyndelsen af 1500-tallet som var fremkommet i udlandet i den sidste snes år og blev et anerkendt værk. Udgiverarbejdet førte umiddelbart til en fremstilling Grevens Feide I-II, 1853-54 (reproudg. 1971), en strengt kritisk, saglig og ubunden redegørelse for begivenhederne i Danmark og det storpolitiske spil 1533-36 – i dansk historisk videnskab det tidligste forsøg på at skildre et betydningsfuldt tidsrum på grundlag af prøvet arkivalsk materiale og nøje sigtet tradition.

Grevens Feide er afsluttet i Nykøbing Falster hvor P.-M. 1853 var blevet rektor. Skolen var i forfald, men under hans målbevidste, faste styre fik den anseelse. Drengene så op til deres i alle henseender imponerende rektor og nævnte siden med stolthed at de var hans disciple. Den unge Georg Brandes gæstede rektorboligen 1862 og fik et stærkt indtryk af hans personlighed: den høje kraftige skikkelse og løvehovedet med de svære bryn, præget af åndelig selvstændighed og autoriteten han udstrålede, ingen lignede mere end han "en stor mand". P.-M. besluttede her at tage et arbejde op som han længe havde haft i tankerne, en fremstilling af den nordiske syvårskrigs historie; han drømte om at skabe et stort videnskabeligt værk der skulle bane ny vej for dansk historieskrivning, men da han 1856 søgte at få materiale fra gehejmearkivet til låns i Nykøbing fik han afslag. Således var han ved forholdenes tvang henvist til afhandlingen, den kritiske studie. Netop da han følte sig bittert skuffet drog A. F. Krieger, der nylig var blevet Den danske historiske forenings formand, ham til Historisk Tidsskrift, og P.-M. fuldførte inden længe afhandlingerne om den skibyske krønike og om Reimar Kocks krønike som han med tanke på fortsættelse betegnede som 1. stykke af Studier til Benyttelse og Bedømmelse af nogle Kildeskrifter til nordisk Historie, dertil kom hans Bemærkninger til R. Keysers Kirkehistorie (Hist.T. 3.r. I, 1858-59). Med års mellemrum fulgte nye stykker af studierne omfattende Endnu engang den skibyske Krønike. Niels Krags Forhold til Hvitfeld (sst. 3.r. VI, 1867-69). I Videnskabernes selskabs publikationer fremkom Herredagene i Odense 1526 og 1527, 1857, Om Romerrettens Anvendelse i Danmark efter Kong Valdemar IIs Tid, 1867 og Studier til Danmarks Historie i det 13. Aarhundrede, deriblandt Om Kong Valdemars Jordebog, 1869-72. Også i Nykøbing skoles programmer offentliggjorde han sine undersøgelser, bl.a. Hvad var Saxo Grammaticus? Og hvor er hans Grav? Et historiskkritisk Stridsskrift, 1861. Denne række af dybtgående undersøgelser der var P.-M.s quand-même blev til i årene 1857-72. Studierne betød mere for ham nu end nogen sinde før; de var hans tilflugt. Han var i Nykøbing mere isoleret end i Odense. En tiltagende døvhed stængte ham inde, og hans skarpe kritik af den nationalliberale politik bidrog til at gøre ham ensom. Krigen 1864 og sønnen Jens Paludan-Müllers død på slagmarken ramte ham hårdt.

Efter C. F. Allens død udnævntes P.-M, efter først at have vægret sig, 1872 til professor rost-gardianus i historie, 67 år gammel. Om efteråret begyndte han sine forelæsninger over de første oldenborgske kongers historie der gjorde stærkt indtryk på tilhørerne, ikke mindst på de unge tilhørere der selv kom til at tage historisk arbejde op, ligesom den bog som fremgik af forelæsningerne, De første Konger af den Oldenborgske Slægt. Omrids og Tanker til Forstaaelse af Danmarks Historie i Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid, 1874 (reproudg. 1971) har haft bud til de næste slægtled. P.-M. er fuldt og helt til stede i dette værk hvor udviklingen tegnes i kraftige linjer, hvor ikke det enkelte i sig selv, men dets betydning i sammenhængen er hovedsagen. I en sum giver han de mange års forsken og et langt livs erfaring. Efter denne første række holdt han gennem flere semestre forelæsninger over Danmarks historie 1661-1730, siden andre over tiden 1241-1660, kritiske i anlæg, ofte med brod mod den hjemlige nationalromantiske historieskrivning. Han følte en forpligtelse til "at give mine Landsmænd rigtigere Forestillinger end dem, der udbredes af Fantasterne, og at sprede de Illusioner, der har gjort Skade nok her i Landet". Det var hans tanke at behandle et afsnit af enevælden i et større arbejde, men han havde ikke kræfter til at gennemføre planen. Han forelæste også som indledning til historiens studium over dansk historiografi (vedr. 1700-tallet udg. i Hist. T. 5.r. IV, 1883-84) og over de vigtigste kildeskrifter til Danmarks historie. Heraf fremgik Bidrag til Kritik af Saxo's Historie-værk (Hist. T. 4.r. V, 1875-77), mens hans analyse af Huitfeldts krønike der indvarsler Kr. Erslevs Huitfeldtkritik forblev utrykt. Det samme gjorde forelæsningerne over historiens propædeutik hvori han redegjorde for sit af historismen påvirkede historie- og kildesyn, vanskeligt tilgængelige og næppe værdsat af tilhørerne, men fremdraget og forstående fortolket nu i de seneste år hvor en udgivelse er under forberedelse. Selve forelæsningsformen tilfredsstillede vist i grunden ikke den gamle skolemand, men døvheden havde mærket ham og afskar ham fra at tage fat på en omdannelse af undervisningen. Han var kommet for sent til denne gerning. P.-M. er en af Danmarks store historikere, fængslende og givende ved den intellektuelle og passionerede kraft hvormed han trængte ind på næsten alt hvad han rørte ved. Han hørte til den lærde danske historikerskole, Hans Grams og Jacob Langebeks skole, men har desuden sammenhæng med den tyske historieforsknings ypperste folk. Fra tidlig tid var han en beundrer af B. G. Niebuhrs overlegne ånd, og han fulgte i Rankes fodspor i sin stræben efter at forstå fortiden og give en fremstilling, ublandet med egne meninger. Han fejdede på nærsynet pragmatisme og selvsikre domme og betonede atter og atter at de enkelte menneskers bevidste virken kun er svage kræfter i udviklingen, forholdenes magt er til alle tider større end personernes – for øvrigt også ledende ideer hos Hegel som P.-M. flittigt dyrkede i 30erne. Ligesom Ranke gjorde han stærkt gældende at et universalhistorisk syn er betingelsen for en virkelig forståelse af en nations historie. Også i det kritiske arbejde har P.-M. fået tilskyndelse og forskellig lære af Niebuhr og Ranke. Men vigtigst var dog hvad han havde i sig selv af forskerdrift og kritisk ånd. Lige fra begyndelsen af sin bane har han kendt "den Undersøgelsens Braad, der ikke tillader den sande Forsker at hvile, førend han med Tankens Magt har overvældet Stoffet og set dets indre Bygning". Han brydes med de sværeste problemer – den korrumperede tekst hos Adam af Bremen, II, 28, Magnus Erlingssøns privilegiebrev, Saxoproblemerne, brevet af Margiretedag 1397, det stockholmske blodbad, Skibykrøniken, Karl XIIs død. Undersøgelsen af kong Valdemars jordebog blev vel hans betydeligste kritiske indhug. Han var den første danske forsker der underkastede det hele håndskrift en analyse, den første der søgte at tolke jordebogsbladene stykke for stykke. Hans udfordrende karakteristik "en Skriverbog, en Bog til Øvelse i en Kloster- eller Domskole" kaldte andre frem, og den myndige forsker svarede veloplagt igen med Kong Valdemars Jordbog. Et Stridsskrift, 1874. Overalt hvor P.-M. har kastet sit spyd står kampen den dag i dag. Han har med sit geniale skarpsyn været en optugter til kritik, "en Brems paa Staten", selv om hans metodik er skrøbelig, hans manuskriptstudier for hastige, og selv om spekulationen kunne føre ham over alle bjerge. Ofte er det selve det historiske materiale der direkte ægger P.-M. til prøvelse, men lige så ofte er det hans selvstændige syn på forhold og personer, hans trang til at gøre ret og skel der tilskynder ham til at undersøge grundlaget for gængse meninger. Dette krav om streng retfærdighed skærpes i årenes løb under forståelse af hvad historien betyder i nationens liv, i bitter erfaring om hvad fantasterier kan føre til. I kampen for selvbesindelse og nøgtern erkendelse minder han i mange måder om broderen Fr. Paludan-Müller. Der var et uroligt element i hans væsens grund og man forstår i det hele P.-M. bedst når man ser ham sammen med sine egne. Den modsigelsens ånd der var i ham, den tunge alvor og det lidenskabelige sind er slægtstræk; den aldrig hvilende fremadstræben mod erkendelse og livsforståelse, trangen og viljen til at følge et mål og ikke lade sig hæfte har han fælles med faderen og ikke mindst med broderen. – Medlem af Fyens stifts litterære selskab 1832, af Danske selskab 1839, af Videnskabernes selskab 1843. -Tit. professor 1852. – Sønnen Jens Paludan-Müller, 10.3.1836-6.2.1864, blev student 1855 og cand.teol. 1862. Han dyrkede desuden historiske studier og fik 1863 universitetets guldmedalje for en prisopgave om Gotlands forhold til Danmark og Sverige; men under tilbagetoget fra Dannevirke hvor han gjorde tjeneste som menig faldt han ved Oversø. Blandt hans venner i studietiden var Julius Lange, Fr. Nutzhorn og Georg Brandes.

Familie

Forældre: sognepræst, senere biskop Jens P.-M. (1771-1845) og Marie B. Rosenstand-Goiske (1775-1820). Gift 19.8.1829 i Kbh. (Slotsk.) med Henriette Erichsen Rosenstand-Goiske, født 1.11.1806 i Kbh. (Trin.), død 10.1.1877 på Frbg., d. af justitsråd, deputeret, senere bankdirektør, konferensråd Johan Philip Kneyln R.-G. (1754-1815, gift 1. gang 1785 med Henrica (Henriette) Erichsen, 1752-90) og Lovise Judithe Kaas (1766-1818). – Bror til Fr. P.-M. og Jens P.-M. (1813-99).

Udnævnelser

R. 1858. DM. 1867. K2. 1874.

Ikonografi

Litografi af A. Lønborg. Træsnit af H. P. Hansen, 1870, litografi i samme type 1871. Træsnit 1882 og afbildet på gruppebillede af historikere s.å. Tegn. af O. Haslund, 1886 (Nykøbing F. katedralskole). Buste af A. Saabye (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Forhandl. ved Kbh.s fest i anledn. af salvingen 1840 49-52 og i C. P.-M.: Videnskab og skole, udg. Vagn Dybdahl, 1958 42-50. C. P.-M.: Jens Paludan-Müller, 1914 (heri selvbiogr. oplysn. om C. P.-M.). Breve fra Fr. Paludan-Müller til broderen Caspar og vennen P. E. Lind, udg. H. Martensen-Larsen, 1928. C. P.-M. Et udv. af hans optegn. og breve, udg. Bj. Kornerup I-II, 1958 (heri selvbiografi). Lit. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889. Kr. Erslev i Hist. t. 6.r. III, 1891-92 167-93 (optr. i forf.s Hist. afhandl. I, 1937 269-87). Ellen Jørgensen sst. 9.r. V, 1926-27 349-446 (heri breve). Ludv. Koch: En gammel præsts erindr., 1912 18f 162f. Olaf Carlsen: Soranske studier I, 1928 79-88. Johs. Lollesgaard: Nykøbing katedralskoles hist., 1932 229-44. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Johs. Pedersen i Fynske årbøger VI, 1956 100-45. Vagn Dybdahl i C. P.-M.: Videnskab og skole, 1958 21-41. Olaf Olsen i Festskr. til Astrid Friis, 1963 185-97 (heri utrykt forord til C. P.-M.s Grevens feide). Georg Brandes: Breve til forældrene, udg. Morten Borup I, 1978 68-76; III, s.å. 10-12. Kai Hørby i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj X, 1980 især 419-26. Jens Chr. Manniche: Den radikale historikertradition, 1981 = Skr. udg. af Jysk selsk. for hist. XXXVIII 82-88.

Papirer i Kgl. bibl., Rigsark., Landsark. for Fyn, Odense og Univ.bibl., Oslo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig