Erik Moltke

Erik Moltke,  4.4.1901-19.10.1984, runolog, historiker. Født i Laurbjerg. M. blev student fra Ålborg 1919, cand.mag. 1926 i dansk, engelsk og latin. 1921 hørte han Finnur Jonssons forelæsninger over urnordiske runeindskrifter der imidlertid mest gengav ældre forskning. Det var en udfordring til at forsøge en revision, og M. satte sig derfor ind i emnet og skrev senere runologisk speciale. 1927 blev M. af Lis Jacobsen opfordret til at være medarbejder ved det af hende planlagte supplement til Ludvig Wimmers runeværk der senere blev til en nyudgave. Hos Wimmer var indskrifter gengivet i for sin tid udmærkede tegninger af Magnus Petersen. Det lykkedes M. ved anvendelse af særlige fotografiske metoder, specielt natfotografering med sidelys eller benyttelse af magniumsbomber at finde frem til nylæsninger og dermed også til nytolkninger. Det således fremskaffede fotografiske illustrationsmateriale giver et mere objektivt indtryk af runemindesmærkerne (runernes form, placering, tegnmellemrum m.m.), hvorved fås en sikrere kontrol af udgiverens læsninger. Inden for runologien har M. især interesseret sig for alfabethistorien og diskussionen om runeindskrifternes magiske indhold, i mindre grad for emnets lingvistiske og filologiske sider. De vigtigste resultater af M.s arbejde i denne periode indgik i standardværket Danmarks Runeindskrifter I–11, 1941-42 som han og Lis Jacobsen udgav under medvirken af Anders Bæksted og Karl Martin Nielsen. Siden har M. fortsat sine studier og bl.a. udgivet et corpus over Svend Estridsens runemønter (Nord. Numism. årsskrift, 1950). Jon Skonvig og de andre runetegnere. Et bidrag til runologiens historie i Danmark og Norge I-II, 1956-58, hvis andet bind blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. 1959, er en lærdomshistorisk undersøgelse af runelæsningens danske historie siden 1600-tallet. Fra 1971 har M. været Nationalmuseets konsulent i runologiske og epigrafiske spørgsmål. I Runerne i Danmark og deres oprindelse, 1976, beretter M. i sin personlige stil ud fra sin viden og erfaring inspirerende om runeskriften og de danske runemindesmærker for både lærd og læg. Bogen rummer nye impulser til runeforskningen ved at medtage nyfundne runeindskrifter, ligesom den indeholder revisioner og nyvurderinger af ældre indskrifter og synspunkter vedr. den runologiske kronologi og runealfabetet. M. argumenterer for at dette er opstået i Danmark omkr. Kristi fødsel.

Mange af de færdigheder M. havde erhvervet sig ved runestudiet kunne han udnytte i den anden del af sin livsgerning. Han blev 1937 redaktør ved Nationalmuseets værk Danmarks kirker og var ledende redaktør 1948-71. Her har han især arbejdet med kirkeinventar og gravminder i Thy, på Sjælland og i Sønderjylland. Som leder sørgede han for at hæfterne i kæmpeværket udkom punktligt, og han tog sig med stor omhu af den alsidige uddannelse af de mange studenter og yngre medarbejdere der i kortere eller længere tid var ansat. M. har interesseret sig for ikonografi og forlæg for efterreformatoriske religiøse billeder og har kunnet påvise, at centralmotiv og staffage sjældent er taget fra samme kilde. Hans arbejdsmetoder og materialesamlinger har haft betydning for forskningen også i de andre nordiske lande. En anden frugt af M.s virksomhed her er Bernt Notkes altertavle i Århus domkirke og Tallinntavlen I-II 1970 hvor han gør op med tyske kunsthistorikere og foretrækker at se Notke først og fremmest som entreprenør. Værket er, som M.s øvrige studier, kendetegnet af en omhyggelig teknisk undersøgelse af det behandlede objekt. I det sidste tiår har M. især arbejdet med middelalderlig epigrafik og stenskulptur, bl.a. den store Jellingsten, kongeindskriften fra Løvel bro, skulpturerne i Lunds domkirkes krypt samt trekantrelieffet over Ribe domkirkes kathoveddør. Med sin mangesidige indsats står M. som en repræsentant for det bedste af Nationalmuseets forskningstradition. Den M.-Jacobsenske samling af div. runologisk materiale findes på Nationalmuseet (epigrafisk-run. lab.).