F. de Fontenay

F. de Fontenay, Frank le Sage de Fontenay,  24.9.1880-28.9.1959, historiker, gesandt. Født på Unnerupgård ved Helsinge, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg kgd.). de F. blev student 1899 fra Fr.borg og cand.mag. 1906 (historie, dansk, græsk). 1906-07 var han ansat ved Det kgl. bibliotek, men blev 1909 underarkivar i udenrigsministeriet, arkivar sst. 1914. Sammen med Erik Arup omlagde og moderniserede han arkivet som han ledede under de vanskelige krigsår. 1924 udnævntes han til Danmarks repræsentant i Island med titel af gesandt. Han virkede med iver for de dansk-islandske interesser men betragtede sin mission som endt efter forbundslovens udløb og ophævelsen af personalunionen med Danmark 1944. Han tog derfor nov. 1945 mod tilbudet om at blive forflyttet til Tyrkiet. Juli 1946 tiltrådte han sin nye post i Ankara hvor han blev til han faldt for aldersgrænsen 1950. På historieforskningens område har han bidraget med flere værdifulde afhandlinger dels om Islams kultur og historie, dels om islandske forhold. Hans vigtigste arbejder er Østasien i Folkenes Historie VII, 1912 og Østasiens Kultur i Verdenskulturen VIII, 1912 samt urtidens og orientens historie i Gyldendals ill. verdenshistorie I-VI, 1919-22 som han tillige redigerede. 1940 udgav han i Reykjavik Uppruni og åhrif Muhammedstruar. Hans vigtigste artikler og mindre afhandlinger blev 1975 udgivet af hans datter Madeleine i tobindsværket Udvalgte arbejder. For udenrigsministeriet udgav han 1921 Det slesvigske Spørgsmaals diplomatiske Historie 1914-20. Desuden har han udgivet Danmarks Traktater IV, 1918. I 2. udgaven af DBL samt i forskellige leksika har han skrevet adskillige biografier og historiske artikler. Æresdoktor (Reykjavik) 1940.