Frederik Sneedorff

Frederik Sneedorff, 1.9.1760-15.6.1792, historiker. Født i Sorø, død i Penrith i Cumberland, begravet sst. S., der i sit 4. år mistede sin far, blev opdraget af sin gode og kloge mor, og efter hendes død kom han i huset hos Poul Egede der var gift med hans moster. 1778 blev han student, privat dimitteret, og fik umiddelbart efter Kommunitetet og Regensen. 1780 underkastede han sig den filologiske eksamen, 1782 tog han teologisk attestats. Han sluttede sig i disse år til en kreds af intelligente jævnaldrende – R. Nyerup, Chr. Hornemann, A. Birch,Rasmus Møller o.fl. – der samledes om Oluf Worm som 1779 var blevet teologisk dekan på Kommunitetet, og han var ligesom broderen H. C. Sneedorff aktivt medlem af det af Johannes Ewalds venner 1775 dannede danske litteraturselskab. Snart åbnedes ham adgang til P. F. Suhms bibliotek og Suhm fattede interesse for ham og har vist draget ham til historien. S.s optegnelser Mine Tanker. 1780, 1. Jan der giver indblik i den unge søgende mands spekulationer og læsning, rummer teologiske og filosofiske overvejelser, udtog af Rousseaus Confessions, "meget skiøne Repliquer" af Shakespeare og citerer eller nævner Montesquieu, Voltaire og C.-A. Helvétius, David Hume og Robert Fergusson, G. E. Lessing og C. M. Wieland, men af historiske forfattere alene Edward Gibbon.

1783 rejste S. på stipendium til Göttingen. "Det gaar med en Studerende, der kommer til Göttingen, som med en ung Kunstner, der kommer til Rom", skrev han til Worm, begejstret over biblioteket og de lærere der docerede de historiske fag. Især følte han sig dog tiltrukket af universitetets betydeligste forsker, filologen C. G. Heyne, under hvis vejledning han udarbejdede De hymnis veterum Græcorum der udkom 1786, da han vendte hjem, og blev hans magisterafhandling. Bogen er dediceret Suhm og Heyne. Som privatdocent begyndte S. 1787 en forelæsningsrække over de sidste tre århundreders europæiske historie der samlede et usædvanlig stort auditorium, og han fortsatte, efter at han n.å. var blevet udnævnt til professor extraordinarius i historie. Emnet svarede til øjeblikkets trang, og S. havde tilegnet sig solid bogkundskab, disponerede klart og talte varmt og levende. Han yndede de dramatiske scener og den karakteristiske anekdote og gav udtryk for samfundskritik og for fremtidsdrømme i årene før den franske revolution. Forelæsningerne er trykt i S.s Samlede Skrifter, ligesom forelæsningerne over Danmarks og Norges historie der blev holdt 1789–90, og gjorde stærkt indtryk. Selvstændige studier ligger ikke til grund for dem, og Hans Grams og Jacob Langebeks kritik mærkedes overmåde lidt, men det var tidens tale, og den unge professors personlighed, hans stilfærdige nationale selvhævdelse øvede magt over tilhørerne. Henrich Steffens lyttede betaget, og N. F. S. Grundtvig, der ikke selv havde hørt S. men erfaret hvad han betød, anfører i fortalen til sin Saxooversættelse at denne bog ikke var kommet frem, "dersom ikke S.s forelæsninger over fædrelandets historie på tunge og på tryk havde ligesom banet den vej". S. læste også over statistik, efter den daværende sprogbrug læren om staternes naturlige og politiske forfatning, et fag som var meget dyrket i Göttingen og fra 1788 lagt under lærestolen i historie ved universitetet i Kbh. Han følte imidlertid, at hvis han skulle udrette noget i sit embede var det nødvendigt at komme ud for at erhverve kundskaber og med egne øjne se det Europa der nu var inde i en krise. 1790 havde han med understøttelse af Fonden ad usus publicos været i Norge; 1791 fik han orlov for at tiltræde en rejse der førte ham gennem Tyskland, Schweiz, Frankrig og England. Under rejsen sendte han breve hjem til Suhm, broderen H. C. Sneedorff, Nyerup og Birch - dog ikke breve i egentlig forstand, men epistler udarbejdede med publikation for øje (trykt i Minerva, 1791–92 og genudgivet i Samlede Skrifter I). De rummer levende beretninger om hvad han så og hørte og oplysninger om politiske, økonomiske og litterære forhold som han havde spurgt sig til hos kyndige folk eller omhyggeligt samlet fra blade, pjecer og bindstærke værker. Han drog ud som den der på menneskehedens vegne glædede sig over revolutionen som varslede aristokratiets undergang i Europa, men i Paris blev han usikker og snart desillusioneret og forlod Frankrig ynkende det splittede, hærgede land. Fra Boulogne satte han over til Dover og hilste med forventning England som han hidtil kun kendte fra læsning, men som stod for ham som "den sande Friheds, Industris og Nationalstoltheds Hjem". Her fulgte ingen skuffelse. Han forstod at tale med "disse uafhængige og dybsindige Engeismænd" og lærte meget. Fra London rejste han til Oxford, Birmingham, Liverpool og nordpå til Cumberland hvor han omkom ved en kørselsulykke uden for Penrith.