G.L. Baden

G.L. Baden, Gustav Ludvig Baden, 29.2.1764-25.8.1840, historiker. Født i Altona, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). B. gik i Helsingør latinskole hvor hans far 1766 var blevet konrektor og 1770 rektor, blev student 1780 og cand. jur. 1784. Hans tanker gik først i retning af militæret, men han blev grebet af videnskabelige studier. Planerne om efter eksamen at gå videre hermed i udlandet kuldkastedes imidlertid af at han forlovede sig og måtte tænke på udkommet. 1786 fik han bestalling som overretsprokurator, 1787 embedet som herredsfoged i Lollands nørre hrd.; 1790 blev han byfoged i Lemvig og herredsfoged i Skodborg-Vandfuld herreder, 1794 borgmester i Nakskov og herredsfoged i Lollands sønder hrd., 1795 tillige vicelandsdommer på Lolland og Falster. 1800 blev han herredsfoged i Bjerge, Åsum og Vinding herreder på Fyn, 1805 tillige birkedommer og skriver ved Ulriksholm og Østergård, 1816 by- og rådstueskriver samt notarius publicus i Odense hvortil mod B.s egen forventning knyttedes den ulønnede, ret krævende stilling som anden rådmand, 1818 birkedommer og birkeskriver i Hørsholm hvor han fik et personligt tillæg på 400 rdl. netop for at han skulle være forpligtet til at drive studier ved siden af. Imidlertid suspenderedes han 1820 på grund af kassemangel. For at undgå arrestation flygtede han 1822 til Kristiania hvor han fik arbejde i rigsarkivet, men hvorfra han udleveredes af regeringen og førtes til Kbh. Mens han sad i fængslet dækkedes kassemangelen af danske og norske venner, men for udtalelser mod kristendommen, i en bog skrevet i fængslet, dømtes han 13.11.1824 af landsoversamt hof- og stadsretten, 15.2.1825 af højesteret til embedsfortabelse og tre års landsforvisning. Ved kgl. resolution af 24.5.1826 ændredes forvisningen til et års statsfængsel i citadellet Frederikshavn (Kastellet).

Efter at have afsonet sin fængselsstraf stod B. på fuldkommen bar bund i økonomisk henseende, men tillige uden hverv der kunne distrahere ham fra studier. Han hengav sig helt til produktivt litterært arbejde, og samtidig med at hans døtre tjente noget ved håndarbejde skaffede han sig en beskeden indtægt gennem sine skrifter og ved understøttelse fra enkelte velyndere. Samfundet til den danske litteraturs fremme og Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse understøttede ham også til den store Danmarkshistorie der er hans hovedværk; fra staten fik han hverken pension eller anden hjælp. Trods denne vanskæbne som embedsmand har han på ingen måde været uduelig. Under sin virksomhed i Lemvig søgte han at modarbejde de misbrug der på denne tid fandt sted ved strandinger. I Nakskov tog han initiativet til fjordens opmudring og til en bedre postforbindelse med Kbh., ligesom han blev opdageren af en vidtforgrenet tyvebande der med held havde drevet sit spil gennem flere år. I Hørsholm satte han spørgsmål ved kystpolitiets nytte og udgav et kritisk skrift herom. Derimod var han afgjort uduelig i administrationen af pengesager, men heri var han næppe værre eller bedre end adskillige af Frederik VIs embedsmænd. Når der blev faret hårdt frem mod ham mens man ellers ofte i lignende sager for med lempe lå årsagen nok i at han ved sin trodsige stridbarhed var blevet meget lidt afholdt på højere steder. Hverken Frederik Julius Kaas, kancelliets præsident, eller A. S. Ørsted, dets mest fremragende medlem, kunne lide ham. Umiddelbart før sin suspension fra embedet i Hørsholm havde B. haft en kraftig mundtlig disput med Kaas om kystpolitiet. B. lærte aldrig kunsten at omgås mennesker. Det stejle og umedgørlige i hans personlige optræden fremtrådte under hans embedsvirksomhed også udadtil; som skribent var han en stor bondeven, i praksis som herredsfoged en egenrådig bøndernes behersker. Hans temperament blev hans ulykke fordi det kom til at ytre sig i hans forfatterskab på en sådan måde at den hårdeste straffedom faldt over hans hoved, fra 1824 var han naturligvis også under bestandig censur der dog næppe kan siges at være blevet ham en virkelig hindring i den litterære udfoldelse.

B. begyndte sit forfatterskab i Lemvig 1792 med en afhandling om Aarsagerne til Tabet af Oldtidens Agt for Tingene. 1793 fik han den juridiske doktorgrad i Kiel. Han kom til at udfolde en meget omfattende produktivitet der vidner om hans store lyst og udholdenhed som forsker og skribent, men ikke har kunnet andet end være til afbræk for den ordentlige pasning af hans praktiske embedsforretninger. 1797 udgav han Det danske Riges Historie (oversat til tysk og anvendt som skolebog i hertugdømmerne). 1804 Det norske Riges Historie (oversat til svensk), 1809 et skrift om dansk og norsk retshistorie. I stort omfang benyttede B. afhandlingen som sin form og har på denne måde fremlagt resultaterne af mange og specielle undersøgelser der strækker sig langt uden for statshistorien og til dels har værdi endnu. Han har behandlet sådanne emner som postvæsenets historie, Øresundstolden, levemåde, sæder og oplysning i tidligere tider, klædedragtens udvikling, lægevidenskabens historie, den danske musiks historie. Han har ydet Et Bidrag til Sædelighedens Historie og leveret en af Videnskabernes selskab med sølvmedalje belønnet Undersøgelse om Hesteskoes Alder i Norden og et arbejde med titlen: Jus primæ noctis, en kirkehistorisk Afhandling (i "Politik og Historie" I, 1820). Det var ikke tilfældigt men et udslag af en dybt indgroet kirkefjendtlig tankegang når B. gerne ville betragte en gammel usædelig skik som et fænomen der tilhørte kirkens historie. Han var som stiv rationalist overbevist om at "kristendommen er i sin oprindelse kun moral, og alt andet er tilsætninger". 1817 udgav han i Odense et skrift med titlen Det nye Testaments Beviser for, at al Kirkeregimente, Disciplin og Kirketugt strider mod Jesu blide Lære, og at Lærerne i den apostoliske Kirke vare Menighedernes Tjenere og ikke deres Herrer og Regenter. Sine betydeligste afhandlinger samlede han i tre bind 1820–22 under titlen Afhandlinger i Fædrenelandets Cultur- Stats- Kirke- og Litterær-Historie der efterfulgtes 1821–24 af Smaa Afhandlinger og Bemærkninger fornemmelig i Fædrenelandets, Middelalderens, og den christne Kirkes Historie I-II. Det var andet bind af dette værk der ved de skarpe udfald mod kirke og kristendom bragte den stridbare forfatter i den ulykke der viste sig at være uoprettelig. B.s pen bevarede også efter dette sin skarphed og dristighed. Han var manden der så lidt kunne fordrage adel som præster, et ægte barn af både revolution og rationalisme, og i denne ånd skrev han sit hovedværk, Danmarks Riges Historie I-V, 1829–32 der gik til Christian VIs død (og som blev fortsat efter en anden plan med Frederik Vs og Christian VIIs regeringsårbøger, udgivet henholdsvis 1832 og 1833). B. kunne vistnok med sandhed erklære at han havde skrevet denne historie "uden allermindste jagen efter samlevende landsmænds enten ros eller dadel, være sig i lærde journaler eller i døgn- eller skralde-bladene". Han giver kongerne og statsmændene deres karakter uden at bryde sig om hvorvidt han følger den hidtil justerede alen. Han stiller sig således kritisk over for Absalon, "en talentfuld minister og modig søanfører, men hierark, oligark og egennyttig"; Saxo finder han "nu og da partisk". Med stor uvilje ser han på den danske adels blomstringstid mellem reformation og enevælde. Derimod kan han anlægge et venligt syn selv på en enevoldskonge som Christian VI; han billiger naturligvis ikke stavnsbåndet og pietismens bigotteri, men fremhæver bl.a. videnskabernes fremgang og de administrative forbedringer under denne konges regering. Mod Rs. Nyerup udgav han et forsvarsskrift for Christian VI, ligesom han har offentliggjort karakteristikker af de oldenborgske konger og et skrift om Griffenfelds fortjenester. B.s flid var uhyre og viser sig også i arbejder som Dansk-Norsk Historisk Bibliothek, 1815 og Dansk-Juridisk Ordbog, 1822. Skønt han selv levede i romantikkens tid var han en afgjort rationalist og oplysningsmand, som historiker mere interesseret i rets- og samfundstilstande og kulturhistorie end i statshistorie, påvirket fra den gottinger-skole der førte Voltaires tanker videre, men også inspireret af de forhold han iagttog omkring sig som embedsmand. Han så usentimentalt og kritisk på historiens personer, rektor Oluf Worm omtaler ham som en "advocatus diaboli". Men han underkastede ikke sit stof og sine kilder nogen systematisk kritik. Hans sprog er knudret og hans ensidighed hindrede ofte en rimelig vurdering. Af sin samtid modtog han ikke megen hæder, men han blev dog 1813 optaget som medlem af Det kgl. da. selskab.