Gunnar Sandfeld

Gunnar Sandfeld, 26.4.1908-23.11.1999, historiker. Født i Kbh. S. blev student 1926 (Lyngby) og cand.mag. i historie og dansk 1934. 1938 ansattes han ved det nyoprettede Struer statsgymnasium hvor han 1942 blev adjunkt og 1956 lektor. S. var en påskønnet lærer, men efterhånden kom han ind i en så omfattende forsknings- og skribentvirksomhed at han allerede 1970 tog sin afsked for helt at kunne koncentrere sig om sit historiske forfatterskab. – Som historiker debuterede S. med en skildring af den unge købstad Struers historie Fra en helt anden tid, 1955, og Nye tider, 1957 der behandler tiden frem til ca. 1920. Derefter fulgte en række dybtgående værker om dansk teater- og filmhistorie, Thalia i provinsen, 1962 (2. udg. 1968), som omhandler provinsens teaterliv i perioden 1870–1920, Den stumme scene, 1966, hvis emne er biografteatrene både i hovedstaden og i provinsen frem til talefilmens gennembrud, Teaterkunst på små scener, 1969 som fører skildringen af provinsens teaterliv frem til anden verdenskrig, mens S. i Komedianter og skuespillere, 1971, behandler perioden fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1870. Siden begyndelsen af 1970erne har S. helliget sig sin fødekommunes historie. Allerede i Dreng i Holte, 1969, gav han et oplevet og instruktivt billede af-egnen i årene omkring første verdenskrig, og i Skoleliv i Søllerød, 1976, der omhandler skoleforholdene i 1800-tallet, og i tobindsværket Det kommunale styre i Søllerød 1841–1978, 1977 har S. indgående belyst væsentlige sider af områdets fortid; og værket om det kommunale styre rummer en række meget værdifulde personskildringer af tidligere tiders kommunalpolitikere. S.s hovedindsats er dog Søllerød – som det var engang I-VII, 1972–80 der giver et billede af denne lokalitet nord for hovedstaden med en indgående menneske- og miljøskildring, dokumentarisk fylde og engageret fremstillingsform. S. har først og fremmest helliget sig tiden mellem midten af 1800-tallet og frem til ca. 1920, og han besidder en indlevelse i denne periode, dens vilkår og mennesker som næppe mange andre danske historikere. Han arbejder meget omhyggeligt med sine kilder, og han har fremlagt en række værdifulde, kilde-kritiske iagttagelser i den lille bog Erindring og udforskning, 1974 der ikke mindst henvender sig til lokalhistorikere med interesse for dette tidsrum. Men hvad der særlig udmærker S.s forfatterskab er, sammen med en levende og medlevende fremstillingsform, hans brede engagement i fortidens samfund. Han kan vanskeligt rubriceres som kultur- eller lokalhistoriker, for han har til stadighed opmærksomheden henvendt på sammenhængen og de menneskelige vilkårs sammensathed. I sine teaterhistoriske arbejder formår S. at vise, hvorledes der trods vanskelige ydre kår kunne eksistere et kulturudbud, og i fremstillingen af Struers opkomst og udvikling har S. bedre end nogen anden herhjemme evnet af vise samspillet mellem de mennesker der skabte den nye by og videre, hvorledes byen atter former sine indbyggere. S. har desuden bidraget til flere samleværker, tidsskrifter og skrevet adskillige kronikker, ligesom han har gennemført nyttige registreringsarbejder over de aviser han har anvendt i sin forskning. - S. går ind i rækken af betydende kulturhistoriske forfattere (Hugo Matthiessen, Eiler Nystrøm), men fornyer denne genre både med hensyn til metode, tidsrum og emnefelt, og han har på fornem vis opstillet målene for lokalhistorisk forskning og fremstillingsform i vore dage.