H.C.A. Lund, Hans Carl August Lund, 5.4.1839-25.2.1903, historiker. Født i Horsens, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). L, der blev student 1858 fra Horsens og tog magisterkonferens i historie 1866, deltog i krigen 1864 og bevarede siden en interesse for sønderjyske spørgsmål der bl.a. fik ham til at besvare universitetets historiske prisopgave for 1864-65 om forholdet mellem det danske kongehus og det holsten-gottorpske fyrstehus 1721-73 der belønnedes med et hæderligt accessit. Samtidig havde L. været ivrigt medlem af Studenterforeningen og blev herved for bestandig præget af idealerne fra det nationalliberale studenterlivs guldaldertid samt - i politisk henseende - en tro lærling af Carl Ploug og Jens Giødwad. Som historiker delte han sig derfor mellem en pædagogisk og en journalistisk virksomhed, var lærer ved forskellige skoler (fra 1886 og til sin død således ved soofficersskolen) og medarbejder ved den nationalliberale eller - senere - konservative presse (fra Fædrelandet over Dagbladet til Nationaltidende) hvor han navnlig behandlede udenrigspolitiske eller personalhistoriske emner. Da 70'ernes brydningsår begyndte, valgte L. med sin tro på den akademiske stands særstilling og særopgave at standse gennembruddet inden for Studenterforeningen, var ledende senior 1875-78 og atter 1882-83, hvorved han kom til både at indlede og afslutte den syvårige kampperiode mellem konservatisme og liberalisme som endte med stiftelsen af Studentersamfundet. Også uden for sin senioratstid vedblev han i 80'erne at være oppositionens hovedmodstander og var endnu i 90'erne midtpunktet i den kreds af samtidige og senere meningsfæller som populært hed "De tredive Tyranner".

L.s personlige tilknytning til mange af foreningens koryfæer og nære kendskab til dens fortid medførte, at hans eget seniorat allerede 1877 foreslog en fremstilling af Studenterforeningens historie 1820-48. Senere blev grænsen sat ved 1870 og udarbejdelsen overladt til L. selv. Kort efter foreningens 75 års jubilæum udgav han Studenterforeningens Historie 1820-1870. Dansk Studenterliv i det 19. Aarhundrede I-II, 1896-98. Et meget grundigt og navnlig meget pålideligt værk med en noget farveløs stil, men skrevet med en pietetsfuld kærlighed til minder og traditioner, en redelig vilje til objektiv opfattelse og en omfattende viden som lod den snævrere foreningshistorie fremtræde på bredere, tidshistorisk baggrund. L. skrev yderligere i anledning af 200 års jubilæet Søkadet-Korpsets Historie 1701-1901. 1901 (optrykt 1916) og arbejdede ved sin død på en skildring af Danmark i 1864. - L. var som Studenterforeningspolitiker helt igennem konservativ partimand og gik fra nationalliberalismen ganske naturligt over til højre. Med urokkelig og ved sin idealisme ganske sympatisk standhaftighed var han på vagt imod enhver moderne rørelse, også uden for foreningen hvor han, da Den liberale vælgerforening dannedes, i et lille flyveskrift 1884 skarpt bekæmpede dette mellemparti med det maskerede venstrepræg. - Tit. professor 1901.

Familie

Forældre: skræddermester August Friedrich L. (ca. 1802-67) og Dorthea Sørensen (1815-83). Gift 14.10.1896 i Gentofte med Emma Gertrude Magdalene v. Schnitter, født 16.9.1850 i Kbh. (Garn.), død 25.2.1938 sst., d. af kaptajn, senere oberst Franz Wilhelm Albrecht v. S. (1815-94) og Marie Friedericke v. Schnitter (1813-91).

Udnævnelser

R. 1895.

Ikonografi

Litografi 1903. Foto.

Bibliografi

Studenterbogen, ved C. N. Starcke, 1896. Berl. tid. 27.6.1896, 31.5.1898 og 25.2.1903. Nationaltid. 21.8.1896, 5.6.1898 og 25.2.1903. P. Munch i Studenterbladet IV, 14.1.1897. Dannebrog 28.7.1898 og 26.2.1903. Samfundet 26:2.1903. Politiken s.d. Vort land s.d. og 4.3.1903. Hother Ploug i III. tid. 8.3.1903. Højrebladet 13.3. s.å. Tidsskr. for søvæsen, 1905 35. Kn. Bokkenheuser: Studenter vi kaldes - , 1920. G. Bauditz: En lykkelig tid, 1926 44f 112f. C. Dumreicher: Studenterforen.s hist. I-III, 1934-41.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig